Poul Hoffmann som bibeltro prædikant

Poul Hoffmann (1928-2015) har fået udgivet flere prædikensamlinger. Hvad siger Hoffmann i sine prædikener? Det er temaet for denne kronik. Men først vil jeg pege på hvilke ord, der i Ny Testamente (NT) bruges for vores ord at prædike. NT bruger ord som at tale, vidne, lære, formane, tilskynde. Men især et ord kommer i centrum, nemlig keryssein, forkynde. At forkynde er at være herold (keryx), at proklamere, at udråbe et budskab.

Keryssein betyder ikke at holde et belærende eller formanende foredrag. Keryssein vil sige at proklamere. Herolden står frem og udråber et budskab, som alle må høre. Forudsætningen er altid: Der er sket noget stort. Gud har sendt sin søn som verdens frelser. De nytestamentlige vidner forkynder om Guds vredes dom og hans nåde i Kristus. Apostlene forkynder syndernes forladelse i kraft af Jesu fuldbragte frelse. Det aspekt genfinder jeg i Hoffmanns prædikener.

Gud har handlet. Gud har talt. Gud har skabt en ny situation. Det er ikke nok med, at Hoffmann siger det. Hans forkyndelse bringer bud om den nye situation, den er selv med og skaber den nye situation. Hoffmanns ord bliver et skabende ord, fordi han så nøje formidler Bibelens budskab. I en prædiken Solopgangen fra det Høje over Luk 1,67-80 betonede Hoffmann, at nu var et løfte fra GT ved at gå i opfyldelse.

Gud havde lovet at sende sin søn til jorden som verdens frelser, og nu var det løfte ved at gå i opfyldelse. Ved selve dette vældige heroldråb om Guds rige, som kommer, ved dette ord kommer Guds rige til den enkelte. Hoffmanns forkyndelse har et indhold, som overgår alt, hvad mennesker kunne udtænke, fordi han så troværdigt formidler, hvad Bibelen siger. Gud har handlet, Gud har skabt en ny situation i forhold til os mennesker – men denne handling er ikke en almindelig historisk begivenhed på linje med andre begivenheder.

Forkyndelsen, af at Gud sendte sin søn som vor frelser, er et anstød for den religiøse følelse og en dårskab for menneskets fornuft. Men dette budskab forkynder Hoffmann med klarhed og styrke, så hans tilhørere aldrig er i tvivl om hans budskab. Men den bibelske forkyndelse kommer med et krav om bod. Ikke som om denne bod var en betingelse, for at Guds rige skulle komme – nej, Guds rige kommer i alle tilfælde, fordi Gud sender det.

Men uden bod kommer du ikke med i Guds rige, siger den bibelske forkyndelse. Denne bibelske tone lyder også klart i Hoffmanns prædikener. I den prædiken, der har overskriften Ny vin understreger Hoffmann, at mennesket på grund af syndefaldet ikke selv har ressourcer og evner til at overholde Guds lov. Farisæerne på Jesu tid forstod aldrig dybderne i menneskets fortabthed, understregede Hoffmann. Derfor indså de aldrig nødvendigheden af en nyskabelse, en ny fødsel.

”Apostlene forkynder syndernes forladelse
i kraft af Jesu fuldbragte frelse. Det aspekt
genfinder jeg i Hoffmanns prædikener.”

Fordi forkyndelsen er forankret i bestemte handlinger, som Gud har gjort i historien, kan forkyndelsens budskab ikke forandres. Herolden står jo ikke og snakker om noget, han har tænkt, sådan at han måske en anden dag kunne komme til andre resultater. Nej, den bibelske prædikant står der med et budskab om noget, der er sket, om faktiske begivenheder, som har fundet sted; Gud har gjort dette, og Gud har selv anmodet ham om at gå og fortælle det.

Så kan budskabet ikke forandres. Det ville være at lyve om Gud, det ville være at fortælle noget andet, end det som Gud rent faktisk har gjort. Det er jo en handling af Gud, at han sendte sin søn som vores frelser, som NT’s herold taler om. Gud har vundet en afgørende sejr, det er, hvad evangeliet fortæller om. Herolden er også vidne. Det ord forekommer en lang række steder i NT, både som verbum og som substantiv.

På en måde er der forskel på en herold og et vidne; en herold sendes af sted med budskabet, mens vidnet kaldes frem i retten for at tale om det, han ved. Men indholdet af vidnesbyrdet er det samme som af heroldens budskab. Men prædikantens gerning består ikke alene i dette, at han er herold og vidne. NT har, som allerede nævnt, flere ord og udtryk, som peger på forskellige sider ved ordets tjeneste.

Men inden vi ser på det, vil jeg understrege, at Hoffmann i sin forkyndelse altid er nøje med at tale, som Bibelen taler, hvad enten han optræder som herold eller vidne. Hoffmann stiller i sin forkyndelse aldrig spørgsmål ved troværdigheden af, hvad Bibelen fortæller os. Så skal vi se på andre sider ved ordets tjeneste og opgave. Skal vi få et alsidigt billede af forkyndelsens tjeneste, så må vi ikke glemme de ejendommelige udtryk i NT om, at forkynderen ”minder” sine tilhørere om det, de har hørt tidligere.

En lang række steder i NT taler apostlene om, at de ønsker at ”minde” læserne om noget. Peter skriver i sit andet brev: ”Mine kære, det er nu det andet brev, jeg skriver til jer, og i dem begge prøver jeg at vække jeres retfærdige sind ved at minde jer om, at I skal huske de ord, som tidligere er talt af de hellige profeter” (3,1-2). Hvad vil NT’s forfattere sige med disse ord? For det første dette, at læserne ikke er fremmede for evangeliet og dets hemmeligheder. De har hørt det før. For det andet – og det betyder endnu mere – siger disse udtryk, at læserne er taget ind i det gudsfællesskab, som evangeliets heroldråb proklamerer.

Prædikenen har ikke alene at gøre med mennesker, som kaldes til omvendelse, anger og tro. Den henvender sig ikke alene til mennesker, som får råbt et – for dem fremmed – budskab til sig, om at Gud har sendt sin Søn til verden. Sådan vil det være i pionermissionærens forkyndelse. Men menighedsprædikenen har normalt især med mennesker at gøre, som er kommet til Jesus, som har taget imod Jesu ord, som er født på ny.

Jeg har tidligere sagt, at prædikenen har som proklamation denne store forudsætning, at Gud har handlet, Gud har sendt sin søn. Nu kan vi fortsætte og sige: Prædikenen er også påmindelse, og bag denne påmindelse står også en bestemt forudsætning: Der er sket noget stort med tilhørerne. De er blevet født på ny. De har et fortroligt fællesskab med Jesus Kristus. De hører ordet med andre forudsætninger end de uomvendte.

Tidligere var ordet om korset en dårskab og et anstød for dem. Nu kender de evangeliet og ved, at det er en Guds kraft. Tidligere var Guds bud noget fremmed, en byrde og en plage. Nu er det deres hjertes lyst. Det, som jeg her har sagt, gælder ganske vist ikke uden modsigelse. Selv om en kristen er blevet et nyt menneske, så lever alligevel det gamle kød, som begærer mod Ånden. Her er noget, som er vanskeligt for ikke at sige umuligt at tilrettelægge for vor tanke.

Den troende er nyt menneske – og han er gammelt menneske. Og det gamle menneske er mig selv. Kødet er ikke bare en uigenfødt del af mig, det er jeg selv, som er gammelt menneske, og som er ansvarlig for dets trods og modstand mod Ånden. Så længe jeg er i verden, vil det derfor være sådan, at kødet gør oprør mod Guds vilje. Så længe jeg lever her på jorden, vil evangeliet være nyt, mærkeligt og ufatteligt for kød og blod.

Derfor vil jeg altid have brug for at høre evangeliet – om igen og om igen, og det vil i en forstand være lige nyt og lige mærkeligt hver gang. Men denne sandhed må ikke rokke ved det grundlæggende faktum, at en kristen hører ordet – både lov og evangelium – med andre forudsætninger end den, som ikke er født på ny. Prædikanten står som en bror blandt troende brødre og søstre og deler Guds gode ord med dem.

En vis type luthersk homiletik og pastoralteologi har haft let ved at se på menigheden som en flok, som sidder under Ordet. Præsten har ensidigt set på sin gerning som heroldens, han har haft tilhørernes flok under sin prædikestol og råbt Guds ord ud til dem, som om denne flok var en udifferentieret masse. Det er ikke sådan, det skal være. Forsamlingen under prædikestolen er ikke en ensartet masse, den er en levende menighed, og der er i flokken et større eller mindre antal, som endnu ikke er kommet til tro på Jesus.

Vi kan ikke granske hjerter og nyrer, det kan alene Gud. Derfor kan vi ikke i det enkelte tilfælde afgøre med sikkerhed, hvem som er et Guds barn eller ikke – hyklerne kan altid skjule sig. Men dette forhold ser vi her bort fra. Hovedsagen for os i denne sammenhæng er den, at prædikenen ikke alene skal være et heroldråb, men også påmindelse.

Efter min vurdering var det Poul Hoffmanns spidskompetence som prædikant at formidle prædikenen som påmindelse. Når Hoffmann viser sammenhængen mellem løfterne i GT og opfyldelsen i NT, så minder Hoffmann sine tilhørere om en stor bibelsk sandhed. Dertil kom, at Hoffmann var en meget dygtig læser af de bibelske tekster, så han på en meget kompetent måde kunne lukke en bibelsk tekst op og formidle et nuanceret og klargørende budskab til sine tilhørere.