Er vi klar til kristendommens radikale budskab?

Kristendom er på fremmarch i Danmark. Men dens budskab er på ingen måde foreneligt med den kulturelle tendens.

Ifølge Bibelselskabets rapport ’Gud og danskerne’ svarer omkring 25 procent af unge danskere, at religion spiller en vigtig rolle i deres hverdag. For at sætte det i perspektiv er kun omkring 10 procent af 45- til 60-årige enige. Det vil sige, at der er sket et markant stemningsskifte i danskernes forhold til tro i de senere år. Men lad os være ærlige: Dén kultur, vi i Vesten oplever, ligger meget langt fra den menneskeforståelse, der udfoldes i Bibelen. Så hvad er det egentlig for en kristendom, danskerne vil have?

Traditionelt set er det helt centrale ved kristendommen, at den vil bringe mennesket til fuldkommenhed. Denne transformation — fra det ufuldkomne til det fuldkomne — har kristendommen gjort mulig ved at afsløre Edens have (paradis) som menneskets oprindelige tilstand, og “faldet fra paradis” som grunden til, at ‘nuet’ altid føles utilstrækkeligt. Kristendommen fremstiller hjemvendelsen til paradis som billedet på den ideelle fremtid, hvor problemerne er ordnede, og mennesket endeligt er tilfreds.

Det kristne liv kan derfor beskrives som en pilgrimsfærd gennem et fremmed land hjem til Guds stad. Det er gennem denne bevægelse fra ‘det utilfredsstillende nu’ til ‘den ideelle fremtid’, at mennesket transformeres og en dag kan opnå lykke og fred. Hvorfor paradis skulle være menneskets oprindelige tilstand, kan forklares med, at mennesket i udgangspunktet har svært ved at acceptere sygdom, katastrofe og død som en naturlig del af livet.

Mennesket oplever sig som en fremmed i den naturlige verden, hvor døden hersker, fordi det oprindeligt hører hjemme i paradis, hvor løven ligger med lammet, og døden er overvundet af det evige liv. Paradiset er et billede på livet, som det burde være. Og dette “burde” peger på, at paradiset er menneskets oprindelige tilstand, hvortil det er forbundet. Kristendommens helt store indsigt er, at mennesket aldrig er helt frit.

Vi tjener forskellige drifter og impulser, der ofte vil bruge os til noget, der er i modstrid med vores ‘sande vilje’. Hvem er det fx, der vil have chokoladekage, når du selv ville ønske, du kunne lade være? Menneskets ‘sande vilje’ er at nå hjem til paradis — til evig fred og lykke — og Kristus har afsløret vejen. Han er det ‘værensmønster’, der overvinder alle ødelæggende kræfter og dårlige viljer.

Kun ved at underkaste sig Kristus’ vilje kan menneskets sande vilje sejre. Kun ved at underkaste sig Kristus kan mennesket finde vejen hjem til sjælefred og lykke. Derfor længes den kristne efter at kunne sige som Paulus: “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Men på mange måder er den kulturelle tendens at stille kristendommen på hovedet: Frem for at have opmærksomhed på Gud har vi, danskere, opmærksomhed på os selv.

Vi er selvoptagede — fuldstændigt optagede af os selv — og skal Gud have en plads i livet, skal det være på vores præmisser. Vi tror ikke på, at Gud kan drage os op til lykke og fred. Vi har kun os selv. Og Guds rige skal kunne rumme alt og alle dér, hvor de er. Den eneste plads, vi kan tilbyde Gud, er som den, der skænker vores idiosynkratiske livsvalg guddommelig bekræftelse. Kristeligt Dagblad bragte forleden en række artikler om unge mænd, der søger et machoideal i Kristus.

De vil bruge kristendommen til at hævde sig selv over for andre. De søger ikke Kristus for at underkaste sig hans vilje og i ydmyghed finde fred og lykke, men for at blive bekræftet i deres identitet og fordomme. Andetsteds kan man læse om homovielser: Homoseksuelle vil også have lov til at giftes i kirken. Og folkekirken har fået travlt med at gøre kirken rummelig nok til også at kunne give deres seksualitet guddommelig bekræftelse.

Og under Pride-ugen så vi, hvordan landets folkekirker lavede “stort ståhej” for at forsikre LGBTQ+, at kristendommen bestemt også kan rumme dem og bekræfte, at deres livsvalg er forenelige med kristendommens budskab — “for det handler jo om kærlighed”. I alle disse tilfælde er det ikke kristendom og Kristus, der er i fokus; det er “mig”. Det er igen selvoptagetheden, der fylder. Når det så er sagt: Jeg tror, at kristendommen er på fremmarch af en grund, der er langt dybere end samtidens trang til selvhævdelse.

Jeg tror, at naturvidenskabens kolde verden har forstærket vores iboende længsel efter paradis. Men hvert individs vej til kristendom vil være mærket af den kulturelle tendens til selvoptagethed. Og det vigtigste for alle os, der søger kristendommen og er nye i troen, bliver at aflægge den sygelige selvoptagethed og overgive os til Kristus — for kun derigennem kan vi finde den fred og lykke, vi søger.