Guds velsignelse indpakket i sort papir

Tre år inden Britas død interviewede jeg hende til det nu hedengangne tidsskrift ’Levende Vand’. Her fortalte hun om, hvordan hun oplevede det lange sygdomsforløb, der gradvis svækkede hende mere og mere.

Da mange af Udfordringens læsere kendte hende, men sandsynligvis ikke kender til dette interview, bringer vi her en forkortet og nænsomt tilrettet udgave af dette interview.

Brita opdager en knude

Tilbage i 1993 fandt Brita Krarup en knude i det ene bryst. Allerede inden hun fik stillet diagnosen cancer, havde hun fået vished om tre ting: knuden var ondartet, hun ville komme til at dø af det og sidst, men ikke mindst: Alt var vel! Derfor kom det da heller ikke bag på hende, da diagnosen blev stillet, og i visheden om sin kommende død opstod der, som hun udtrykte det, ”et kostbart bånd mellem Jesus og mig”.

Som ung havde Brita kæmpet med depression og tanker om døden. Nu måtte hun igen forholde sig til døden. Men når hun sammenlignede tankerne dengang med de tanker, hun nu havde, var de diametralt forskellige: ”Tankerne dengang var fyldt af mørke, men nu, når jeg tænker på døden, er det tanker, der er fyldt med glæde.”

En stribe af velsignelser

Da vi mødtes til interviewet, havde vi måttet flytte aftalen et par gange, da hun først kunne give endelig tilsagn på dagen pga. smerter og bivirkninger fra medicin. På det tidspunkt havde canceren bredt sig til knoglerne, og hun havde meget stærke smerter, som man forsøgte at dulme med medicin. Alligevel sagde hun: ”Dette forløb har indeholdt en stribe af velsignelser, selvom papiret har været sort. Kræft er jo ikke i sig selv en velsignelse, men forløbet har alligevel været så meningsfyldt for mig”.

Lænede sig op ad Gud

Britas liv havde på ingen måde været let: En barndom og ungdom i psykisk afmagt, et arbejde som medvandrer for mennesker, hvis liv var en byrde – og en livsafslutning præget af langvarig og smertefuld sygdom. Alligevel fik jeg en helt anden opfattelse, da jeg talte med hende. Det var tydeligt, at Brita netop, som hun sagde det, oplevede det svære i sit liv som Guds velsignelse i sort papir; ja, hun gik så langt som at sige: ”Jesus har været grænseløs god mod mig igennem hele mit liv; overbærende, fuld af kærlig opmuntring og nænsom ved alle mine skrøbeligheder.”

Derfor var det også oplagt at spørge hende, hvordan hun erfarede, at Gud brugte smerten i sin plan: ”Når man oplever smerten, afmagten og tabet af at kunne styre sit eget liv, bliver man på en hel afgørende måde afhængig af Gud og må læne sig tættere til ham, og netop det har jeg oplevet som en vinding.”

Brita pointerede, at det er afgørende, hvilken holdning vi har haft til livet, før det svære rammer os. Har vi en forventning om, at livet skal være rimeligt smertefrit, vil det slå hårdt, når man fx bliver bremset af en dødelig sygdom, og spørgsmålene: ”Hvorfor mig?” og ”Hvad har jeg gjort, siden det skal ramme mig?” ødelægger ens fred og tillid til Gud. Når man oplever smertefulde ting, er det vigtigt, at man lærer at modtage livet, som det er, af Guds hånd, så man kan favne både de gode og lyse dag og de svære og mørke.

”Jesus har været grænseløs god
mod mig igennem hele mit liv;
overbærende, fuld af kærlig
opmuntring og nænsom ved
alle mine skrøbeligheder.”

Guds fred findes altid

”Noget af det, jeg har oplevet, og som Gud har lært mig, er, at Guds fred altid findes et eller andet sted. Jeg skal blot finde ind i freden. Det handler ikke om at sige ’Gid han dog ville give mig sin fred!’ – freden findes, den er der.” Her talte Brita af nylig erfaring. Hun fortalte, hvordan hun havde metastaser i bækkenet og i noget af rygsøjlen, og hun havde fået at vide, at hvis der dannede sig metastager i den allernederste del af rygsøjlen, kunne hun bl.a. få følelses- og styreforstyrrelser og på andre måder miste kontrollen over kroppens funktioner.

En dag fik hun så symptomer, der kunne indikere, at canceren havde spredt sig og blev grebet af panik. Hun blev akut indlagt på traumecentret:

”Jeg lå i otte timer og ventede på at blive scannet, og mens jeg lå dér, oplevede jeg, at Guds fred var så tyk omkring mig, at den næsten var til at skære i, og jeg nåede dertil, hvor jeg kunne sige: ’Hvis det er kommet dertil, hvor jeg bliver lammet og ikke kan styre mine kropsfunktioner, er det i orden for mig, for du vil være hos mig, du vil hjælpe mig og give mig det, der skal til for at kunne bære det.”

”Guds fred er ikke noget automatisk,” fortsatte Brita, ”men den er noget meget, meget virkeligt, når man bevæger sig derind, hvor den er og siger: ’Jeg er i dine hænder, og alt er vel!’”

Gud er der midt i smerten

Jeg kunne ikke lade være at spørge hende om, hvordan hun formåede at holde blikket fæstet på Gud midt i de værste smerter. For smerter kan blive så stærke, at det er næsten umuligt at tænke på noget andet. Til det svarede hun: ”Mit kristenliv har aldrig været båret oppe af stærke følelser af, at Gud er der. Han har meget mere lært mig at tro på, at jeg er i hans hænder. Derfor har jeg aldrig været dér, hvor jeg har tvivlet på, at jeg er i hans hænder, og jeg har heller ikke været der, hvor jeg har glemt det.

”Det, som gjorde det til at holde
ud, var lige så stille at nævne Jesu navn.”

Men det er, fordi han hele mit liv har været en integreret del af, hvem jeg er. Det er en stor gave at have fået ind i sin bevidsthed så tidligt, at han findes, og han er der og altid vil være der.
Jeg husker på et tidspunkt, hvor jeg lå tre uger på Rigshospitalet med voldsomme smerter; men det, som gjorde det til at holde ud, var lige så stille at nævne Jesu navn. Så jeg har endnu ikke været dér, hvor jeg ikke har kunnet forholde mig til Guds nærvær i smerten, netop fordi jeg ikke forbinder det, at han er hos mig, med nogle bestemte følelser. Det er som en konstant viden.”

Herlighedshåbet

Til denne konstante viden hos hende hørte også et fremtidshåb om en evighed i forening med Jesus, og når hun kom ind på det, strålede hendes øjne af glæde, og stemmen fik en lysere klang:
”Jer er på vej hjem til et liv med Gud, hvor der ikke længere vil være lidelse, sygdom og død. Der vil ikke være nogen form for ondskab, og jeg vil selv være fri af alt det i mig, som jeg så ofte har kunnet være ked af – alt det, der har været præget af mine begrænsninger og min syndighed.

Glæden over at være på vej ind i et liv, hvor disse ting ikke findes mere, og tanken om, at Jesus er gået bort for at berede et sted for mig, som er fri for al synd og syndens følger, kan gøre mig fuldstændig lykkelig. Så meget, jeg er i stand til det, elsker jeg ham jo. Men jeg har endnu ikke set ham. Jeg glæder mig til at skulle se Jesus, og den glæde giver jeg god plads til. Pga. kræften tænker jeg, at mødet med ham er kommet tættere på.”

Himmelbrylluppet

Mens jeg dengang sad og lyttede til Britas tale om himlen, mindedes jeg, da jeg, ikke længe efter at hun havde fået diagnosen brystcancer, hørte hende tale om sin kommende død på en måde, som talte hun om sit forestående bryllup. På trods af det menneskeligt set upassende i det, kunne jeg ikke andet end glæde mig på hendes vegne. Her 16 år efter, at Brita Krarup blev forfremmet til herlighed, taler hendes ord stadig til os om at træde ind i Guds fred, som altid er der, lige meget hvilken situation vi befinder os i.

Udfordringen skrev om dødsfaldet i 2011, at Brita Krarup døde søndag den 18. september i en alder af 66 år på Diakonissestiftelsens hospice.