Messianske jøder – på trods af nazistisk forfølgelse
To jødiske familier kommer til tro på Jesus under 2. verdenskrig og erfarer en
uforståelig kærlighed til deres fjende, nazisterne. Beretningen kan læses i ny bogHar du læst Anne Franks dagbog og sat pris på den? Corrie Ten Booms Skjulestedet og set filmen Schindlers liste? Så vil du med stor glæde kunne læse Ernest Cassuttos Den sidste jøde i Rotterdam. Det er en autentisk beretning om en jødisk familie i Holland, der ved krigens start ikke er sin jødiskhed bevidst i religiøs forstand, men det så nazisterne som bekendt ikke påFamilien boede i en årrække i den hollandske koloni, Indonesien, hvor børnene trådte deres barnesko. Da Ernest var teenager, måtte familien – uden stor glæde – vende tilbage til Holland. Da Holland blev invaderet af Tyskland, ramte det også familien Cassutto, der blev splittet og måtte opleve det meste af krigen under jorden. Ernest blev adskilt fra sin forlovede, Hette, som han aldrig genser.
Parallelt med familien Cassutto følger vi familien Rodiques med børnene Elly og Henri. I begge familier oplever den ene efter den anden at komme til erkendelsen: Jeg er en jøde, der har fundet sin Messias, Jesus Kristus. Efter krigen forenes de to familier gennem giftermålet mellem Elly og Ernest.
Bogen rummer beretninger om rædsler og lidelser, men også om håb og kærlighed. Ud af frelsesoplevelsen vokser også en uforståelig kærlighed til fjenden, nazisterne.
Ernest startede før krigen med at gå i faderens fodspor ved at læse jura. Men efter krigen og omvendelsen blev det teologien, han kastede sig over. Han lagde især stor vægt på at grave i GTs profetier om Messias. Først førte det til en bachelorgrad i gammeltestamentlig teologi og senere til en embedseksamen og ordination i den hollandsk reformerte kirke. Senere blev han præst i Emmanuel Messianic Jewish Congregation i Bal-timore, Maryland, hvor han forkyndte de gode nyheder om Jesus, med særlig vægt på at forstå Jesu jødiskhed.
Bogen, der ikke er noget litterært mesterværk, er et stærkt vidnesbyrd om jøder, der gennem modtagelsen af Jesus som deres Messias og frelser finder dybere ind i deres jødiskhed, men det er også et stærkt vidnesbyrd om, hvordan mange hollandske kristne satte deres liv på spil for at redde jøder.
I forordet skriver en overlevende jøde fra Bergen-Belsen, der efter krigen blev messiansk jøde, at Den sidste jøde i Rotterdam er en mirakuløs beretning, og hun fortsætter:
Når mennesker spørger, hvor var Gud, da 6 millioner jøder døde, svarer jeg, at han var der, hvor han altid er, i himlen, hvor han græder over, hvad der blev gjort mod hans folk … Jeg følte, at det var menneskenes skyld, at vi var, hvor vi var. Det var ikke Guds skyld.
I en epilog skriver en af Elly og Ernest Cassuttos sønner:
Jeg er dybt taknemmelig for, at de valgte at dele håbet om Jesus, den jødiske Messias, med mig og mine søskende …. Jeg nærer ærefrygt for dem og for den Gud, der reddede dem og førte dem sammen.
Den samme ærefrygt bliver man som læser fyldt af, når man læser bogen.
Ernest Cassutto: Den sidste jøde i Rotterdam 144 sider 159 kr Lohse – i samarbejde med Den Danske Israelsmission