Oplev Guds KRAFT

Peter Holmsgaard er både musiker og prædikant.
Der sker mange helbredelser og åndelige manifestationer.Peter Holmsgaard rejser mellem 100 og 200 dage om året og holder foredrag, seminarer og koncerter i Danmark og internationalt.Danskernes interesse for den åndelige verden er blevet større de sidste par år. Spændingsmomentet omkring det overnaturlige og uforklarlige fik danskerne til at klistre foran skærmene til tv-programmet ”Åndernes Magt”.
Den kristne organisation Åndens Klinik har siden 2002 oplevet en stadig større tilgang af søgende mennesker.
På verdensplan betjener Åndens Klinik hvert år over 50.000 mennesker. Åndens Klinik samarbejder med kirker, læger, terapeuter, sygehuse, rehabiliteringshjem og andre anerkendte behandlere.
I Danmark er der 9 klinikker, hvor mere end 3000 danskere er blevet betjent.

Guds kraft vs dæmoner

For troende kristne er den åndelige verden ikke et nyt begreb. Bibelen taler åbenlyst om Guds kraft versus dæmonernes.
Men for den almene dansker kan det være svært at forholde sig til snak om dæmoner. Alligevel mener Peter Holmsgaard, der er leder for Åndens Klinik i Danmark, at danskerne er åndeligt åbne:
– Det handler for mig om at connecte det åndelige til noget, man i forvejen kan forholde sig til. I Danmark er der fx 580.000 mennesker på nervemedicin, som det offentlige ikke kan gøre noget ved.
Når jeg forklarer, hvordan vi har set mennesker – som systemet ikke kan hjælpe – blive hjulpet gennem bøn i Jesu navn og komme af nervemedicinen, panikangst, anoreksi, eller sygdom – kan folk forstå sammenhængen.
Jeg oplever ikke, at det er specielt svært at snakke om den åndelige verden, siger han.

Alle kan opleve det

Peter Holmsgaard har selv haft en del håndgribelige åndelige oplevelser, som har forandret ham radikalt. Han ser Guds kraft virke gennem bøn og tror på, at andre kan opleve det samme.
– Gud elsker verden og de mennesker, der bor der. Alle kan opleve hans kraft, hvis de åbner sig op for den. Men det er én ting at opleve Guds kraft, noget andet er at blive frelst. For at blive frelst må man omvende sig fra sin synd, bekende Jesus som Herre og overgive sit liv til ham, siger han.

Globale resultater

– Når jeg rejser, er det for at forkynde evangeliet, helbrede de syge, uddrive dæmoner og demonstrere Guds kærlighed og kraft. Verden har ekstremt meget brug for det.
Derudover bruger jeg en del tid på at undervise i, hvordan man helbreder de syge, uddriver dæmoner og bevæger sig i det overnaturlige, fortæller han.

Folk er begejstrede

Hvad er folks respons på dine foredrag og seminarer?
– De er begejstrede! Det er ikke lang tid siden, at der kom en kvinde til mig og fortalte, at hendes liv var blevet totalt forvandlet, efter at hun havde været på nogle af mine møder.
Andre har efter seminarerne sagt, at det er noget, de har ventet på i 15 år!
Det tager jeg som en kompliment og takker Gud for, at han har valgt at bruge mig på den måde.
Hvordan reagerer folk på fysiske og psykiske helbredelser?
– Jeg havde fx et foredrag i februar, hvor en kvinde sagde, at hun efter forbøn oplevede helbredelse efter 40 års fysisk smerte, hun var jublende glad, siger han.
Mennesker i Danmark, Europa, Afrika, USA og Pakistan har fortalt om helbredelse for bl.a blindhed, kræft, depression, panikangst, døvhed, anoreksi, forkastelse, pædofili og mange forskellige slags sygdomme efter kontakt med Peter Holmsgaard.

Koncerter og P4 airplay

Ud over at være evangelist, foredragsholder og leder for Åndens Klinik i Danmark er Peter Holmsgaard også pladeaktuel rocksanger med band.
Han udgav i 2006 sit første album ”To a Heart”, som er solgt og distribueret i ca. 2400 eksemplarer. Derudover har han fået airplay på bl.a. P4 Rock, forskellige regionale P4 radiostationer og ligger i rotation på andre radiostationer i Danmark. Han har desuden spillet på danske festivals.
Reaktionerne på frihedskoncerterne og spilletiden på P4 har givet ene positiv respons fra publikum.
– Folk er så begejstrede og oplever Guds nærvær, uanset om de tror på Gud eller ej, siger han.
Peter Holmsgaard og bandet har optrådt på forskellige spillesteder i landet. Tilsammen har musikerne medvirket på over 150 studieindspilninger, produceret mere end 30 plader og arbejdet med bl.a. Andrae Crouch, Ron Kenoly, Hanne Boel og Stig Rossen.

Cd med budskab

Peter Holmsgaard fortæller om lyrikken og budskabet i hans musik.
– Livet er skabt til at leves maksimalt og den eneste måde man kan leve sit liv maksimalt på, er ved at overgive sit liv til Jesus. Den som har Jesus, har livet og den som ikke har Jesus, har ikke livet. Derudover bruger jeg en del tid på at formidle personlige oplevelser og indtryk, der igennem de sidste 10 år har påvirket mig positivt såvel som negativt.
Hvilke oplevelser har ligget til grund for cd’en?
– Jeg har oplevet utrolig mange spændende, voldsomme, bevægende og udfordrende ting gennem de sidste 10 år.
Jeg har set mange mirakler, bl.a en blind, der fik synet tilbage, og en døv, der begyndte at høre, samt set mennesker med alle mulige og umulige slags problemer få hjælp.
Samtidig har jeg været tæt på en del mennesker i deres smerte og set, hvordan forskellige mennesker tackler livets omstændigheder. De oplevelser, jeg har haft, har berørt mig stærkt, siger han.

Koncert på ”Månen”

Den 2. maj giver Peter Holmsgaard og band koncert på spillestedet Månen i Haderslev. Han er spændt på aftenen og har store forventninger.
– Jeg er sammen med mit band i gang med at skrive nyt materiale til den næste cd. Vi kommer til at lave et brag af en koncert på professionelt niveau. Jeg ved, at der vil være en overnaturlig dimension, som kommer til at berøre mennesker – uanset om de tror på Gud eller ej, siger Peter.
Han fortæller, at efter hans forrige koncert i Aalborg berettede publikum om fysisk helbredelse, dyb livsforvandling og hjælp til at komme ud af bitterhed og utilgivelighed.
– Folk var begejstrede for vores nye materiale, og det forventer jeg også, at folk på Månen vil være. Sidst vi spillede på Månen, havde vi en rigtig god oplevelse. Det forventer jeg helt sikkert, at vi får igen, slutter han.


Artiklen fortsætter efter annoncen: