Byrådsmedlem i Hillerød:
Ingrid vil starte en musketérskole

Ingrid Feldbæk Wredstrøm har en vision: Kristne skoler, der ikke blot adskiller sig fra folkeskolen – men også fra de kristne friskoler
– fordi de kan rumme alle slags børn.

Det begyndte i selveste Grækenland, hvor familien var udstationeret i Athen 1997-2000. Ingrids mand Carsten arbejdede som ingeniør for Carl Bro International på et stort EU projekt.
– Vore tre drenge gik på den Britiske Skole i Athen. Jeg havde derfor en del fritid og deltog i en længere periode i et bibelstudium for kvinder, fortæller Ingrid.
– Studiematerialet udfordrede mig til at bede Gud tale meget konkret om hans plan for mit liv. Jeg stod og strøg en aften, og pludselig begyndte Helligånden at tale meget konkret og sagde, at jeg skulle starte en skole. Disse ord har jeg gemt i mit hjerte igennem de sidste fem år.

Ingrid er datter af cand. teol. Bent Feldbæk Nielsen, som turde stå ved sin holdning om barnedåb. Også da biskop Hvas i Aalborg bragte ham for en provsteret og fik ham afskediget som sognepræst i Snedsted i Thy – uden pension. En dom, som netop nu virker helt urimelig i sammenligning med, at sognepræst Grossbøl, som ikke tror på Gud, netop er blevet genindsat.
Ingrid er lavet af samme genetiske materiale. Hun er en ægte musketér, der kæmper for dét, hun tror på.
Men selv om hun er uddannet fra Zahles seminarium (jan. 1994) havde hun ikke forestillet sig, at hun skulle ud og lave skole. Da de kom tilbage til Danmark, blev hun ansat i folkeskolen i Hillerød området.

– Men jeg var dybt frusteret. Jeg brugte så meget tid på at opdrage andre folks børn, at jeg slet ikke havde overskud til mine egne drenge. Jeg synes, at vilkårene for lærere i dag er ganske frusterende.
Så det endte med, at jeg sagde op som lærer efter fem måneder. Jeg ville ganske enkelt ikke undervise mere. Jeg søgte andre relevante jobs, men fandt ikke noget, som passede ind i vores familieliv.
Jyllands-Posten fik fat i historien om Ingrids opgør med lærerjobbet. Pludselig var hun i aviser og 19-direkte og tv2 nyhederne. Her var en lærer, som stod frem og fortalte om sine frustrationer om lærerrollen anno 2000. Det var et saftigt indspark i den hede debat om opdragelse og mangel på samme.

– Jeg troede, at min tid som lærer var forbi. Men i efterårsferien år 2000 talte Gud til mig igen. Og det var med lige så klar stemme som i Grækenland. Han talte også om et sted i Danmark.
Jeg kunne kun gemme det i mit hjerte og konkludere, at hvis Gud mente det seriøst, så måtte han forvandle min holdning til skole fuldstændig.
Det gjorde han ikke med det samme. Jeg måtte krybe til korset og tage job i folkeskolen igen – et halvt år efter at jeg havde erklæret mit liv med folkeskolen for slut. Økonomien tvang mig, og jeg var villig til at give det en chance mere. Det blev et godt 1½ år for mig.
Men lærerjobbet fængede mig ikke. Jeg elskede at være sammen med eleverne, men jeg kunne ikke forestille mig i det samme job i mange år.

Ingrid var begyndt at blive politisk aktiv. Hun stillede op til byrådsvalget i 2000 som spidskandidat for KrF i Hillerød og blev valgt.
– Jeg fandt endelig en hylde, som jeg passede på. Jeg trives i det politiske miljø. Det har altid været vigtigt for mig som person at kunne gøre en forskel i det omkringliggende samfund, siger Ingrid, der heller aldrig har været sen til at forstå at „det starter med mig selv“. Hvis jeg ikke handler, kan jeg heller ikke forvente at andre handler:
– I det stille ventede jeg på at se, hvordan Gud ville kombinere mit politiske liv med mit skolekald.

– Sidste sommer tog vi som familie den beslutning at hjemmeundervise to af vore tre børn. Vi tog ikke beslutningen ud fra et opgør med et specielt skolesystem. Vores ældste søn er født med rygmarvsbrok og lever mirakuløst uden de store mén. Men han har indlæringsproblemer på forskellige områder. Han havde udsigt til at blive et special-undervisningsbarn resten af sin skoletid. Det syntes jeg var ganske unødvendigt, da han er en dygtig dreng på mange andre områder end lige netop det boglige, mener Ingrid, der sagde sin stilling op fra den ene dag til den anden for at hjemmeundervise ham i et års tid. På den måde startede hun i august sidste sommer sin egen lille hjemmeundervisningsskole med to af sine egne drenge og en tredje dreng ude fra.

– Jeg vidste, at dette var starten på den skole, som Gud havde talt til mig om fire år tidligere, siger Ingrid.
– Drengene døbte skolen ”Musketérskolen”, og den er nu officielt registreret i undervisningsministeriet. Den 4. august slog skolen dørene op i det lokale forsamlinghus i Gadevang ved Hillerød, mens hun kigger sig om efter bedre egnede lokaler.
– Det er vigtigt for mig at starte en skole op, som er velkvalificeret i alt, hvad vi gør.
Det gælder selvfølgelig, når vi taler vores kristne værdi-grundlag, men det gælder så sandeligt også vores faglighed.
Musketérskolen er ikke en kirke, men en skole. Derfor skal børnene møde et sundt og spændende kristent værdi-grundlag og nogle voksne, som ikke er i tvivl om det værdi-grundlag, de skal videregive til børnene. Men samtidig skal børnene lære at tage stilling til livet, og det gælder alle livets aspekter. Alle livssyn skal gennemdiskuteres. Børnene skal klædes på til selv at vælge grundholdninger en dag, og det er ikke sikkert, at det bliver Jesus… Mit ansvar er, at de har mødt en levende tro, som forhåbentlig viser dem, at Jesus er vejen, sandheden og livet.
Som kristne institutioner skal vi passe på ikke at manipulere. Vi skal vise børnene, at der skal være lige respekt om alle mennesker og alle overbevisninger. Men denne respekt må gerne gå hånd i hånd med Bibelens absolutter omkring troen på Jesus.
Jeg vil gerne se mine elever komme ud i den anden ende som sunde, harmoniske elever, som har mødt samfundets mange kompleksiteter og har endevendt dem sammen med voksne og børn.
– Det er vigtigt, at vore børn lærer, at netop de kan gøre en forskel i dette samfund, og at de har et ansvar for at påvirke.

Musketérskolen vil undervise ud fra den norditalienske pædagogik ”Den integrerende baggrund”.
Metoden blev udviklet på Boulogne universitet i 1988. Skolesystemet i Regio Emilia kunne ikke rumme mange forskellige slags børn. Men med denne metode har man vendt en udvikling.
Ethvert barn kommer til skolen med sin egen baggrund, med sine egne erfaringer. Skolens vigtigste opgave er at finde ud af, hvem barnet er, og derefter lade ethvert barns baggrund bidrage til at danne en fælles baggrund i skolen.
Børnene opbygger en fælles fortælling igennem undervisningen, og netop derigennem bliver barnet integreret i fællesskabet. Metoden giver skolen redskaber til at rumme mange slags børn; både meget dygtige fagligt, og børn, som har sværere ved at fungere i skolesystemet. Det handler i høj grad om undervisningsdifferentiering, men også om at fokusere på fællesskabet.
Musketérskolens læringsmiljø bliver meget fleksibelt. Vi skal kunne ændre undervisningsmiljøet i takt med, at barnet udvikler sig. Ethvert barn har desuden sin egen „rygsæk“. Den kommer til at indeholde barnets ”spor”, ting som er vigtige for barnet.
Samtidig vil der være skemaer om barnets læringsstile og faglige niveau. Når barnet så går fra én lærer til en anden, vil kontinuiteten forblive intakt, da læreren jo kan observere ud fra skemaerne, hvem dette barn er. Barnet vil genkende arbejdsmetoderne og vil opleve ro ved et lærerskift.
Vores ansvar som pædagogisk personale er at møde barnet, hvor det er, og hjælpe det videre på eget niveau. Vi håber selvfølgelig, at skolen vil kunne give børnene en enorm lyst til at lære.
Som en kristen skole har vi ansvaret for at blande os i de pædagogiske udviklingsmiljøer. Vi har de bedste betingelser for at indgyde vore børn selvtillid og glæde ved livet. Med det kræver, at vi tør afprøve nye metoder at arbejde udfra.
Jeg har en drøm om at kunne starte satellit-Musketérskoler op rundt omkring i landet. Jeg tror, at mit koncept vil være et frisk pust i den kristne skoleverden. Vi har brug for skoler, som i højere grad kan rumme forskellig børn.
Musketérskolen er startet op i Hillerød, fordi det er her, vi er lige nu. Men Gud talte specifikt om et andet sted i Danmark, så jeg har en forventning om, at der vil blive etableret en anden Musketérskole et andet sted inden for få år.

Jeg kan nu se, hvordan det er helt perfekt for mig at være i lokalpolitik og samtidig starte skolen op. Jeg lærer så mange mennesker at kende og lærer så meget om de lokalpolitiske vilkår, vi lever under. Det klæder mig fantastisk godt på til at forstå, hvordan vi får klædt børnene på til at være gode samfundsborgere, og hvordan vi får givet dem redskaber til at påvirke samfundsudviklingen i fremtiden. Samtidig giver et lokalkendt ansigt god presseomtale, og det har vi selvfølgelig meget brug for her i starten
Hillerød kan sagtens bære en kristen friskole mere. Vi er forskellige fra Johannesskolen ved at have et mere fleksibelt undervisningsmiljø og ved at arbejde ud fra én metode. Lederen fra Johannesskolen og jeg er enige om, at vi supplerer hinanden ganske godt i lokalmiljøet.

Vi skal være 12 elever pr. 5. september for at være tilskudsberettiget. Det er vi ikke helt endnu, men det tror vi på, vi bliver. Vi er to lærere på skolen. Mig selv og en mandlig lærer, som arbejder på deltid. Vi starter i vores lokale forsamlingshus i Gadevang (4 km nord for Hillerød) og venter med at finde noget mere permanent, indtil økonomien har vist sig mere stabil.
Vi starter med absolut ingen økonomi, men tror på, at Gud vil sørge for os gennem denne etableringsfase.
Musketérskolen er blevet etableret, fordi Gud har talt. Mit hjerte banker nu for skoleverdenen på en måde, som jeg ikke havde forestillet mig. Guds veje er ganske utrolige.
Når Gud taler, vil jeg gå. Amos 8,11-12 taler om, hvordan ulydighed kan føre til en åndelig hungersnød; at vi vil hungre efter at høre Gud tale, men at han skal tie.
Jeg vil høre Gud tale igen og igen. Mit liv skal være at gøre hans vilje. Og Musketérskolen er endnu et skridt i Guds plan for mit liv.