Moderne kloster-visdom

„At finde et helligt rum“ har potentiale til at blive en moderne, spirituel klassiker.Man skal ikke så mange år tilbage endda, før pilgrimsrejser og klosterliv nærmest pr. automatik udløste en skeptisk panderynken. Men tiderne skifter. Dokumentarfilm som Den store stilhed (fra Grand Chartreuse Klosteret i de franske Alper) og The Monastery (om Jørgen Laursen Vigs arbejde med at få en russisk nonne-orden til Hesbjerg Slot) har vakt åndelig genklang hos både kritikere og publikum.
The Monastery var også original-titlen på en BBC-serie fra det engelske Worth Abbey-kloster, vist på dansk tv som „Fyrre dage i kloster“. Her blev fem mænd uden specielle religiøse forudsætninger sat til at leve efter samme døgnrytme som munkene. – Klosteret bygger på kirkefaderen Benedikts 1500 år gamle indsigter i den kristne tro, og hvordan de kan føres ud i levende praksis på lokalt plan.

Stilhed er for alle

Christopher Jamison, klosterets abbed, besøgte København i maj ved denne bogs udgivelse (se Udfordringen, 21/2008). Her udtalte han, at „stilhed er for alle“ – en overskrift, der passende også vil kunne bruges på bogen.
Her er højt til loftet, men benene forbliver befriende solidt plantet på jorden:
„Der er ingen teknik til meditation i Benedikts Regel. Eller rettere sagt: Der er ikke noget, mennesker i dag ville genkende som en meditationsteknik. Det kommer måske som en overraskelse, men jeg håber, at det er en lettelse snarere end en skuffelse. At bygge sin åndelighed på en meditationsteknik … er at reducere det, der burde være en levevis – den åndelige levevis – til et system“ (s. 55).

Mod dybere selvindsigt

Kan Benedikts gamle visdom overhovedet bruges af vore dages fortravlede mennesker? Tv-serien svarede bekræftende, og Jamisons bog er svaret i mindre flygtig form og dermed også med rum for større fordybelse.
Udgangspunktet er stilheden, suppleret af kontemplation, lydighed, ydmyghed, fællesskab, spiritualitet og håb. Det er en proces, der åbner mulighed for at stille spørgsmålstegn ved ens egne værdier og prioriteter og dermed få en dybere selvindsigt. Og at man kan komme mere i kontakt med sit hjerte … og ikke hjernen alene.
Moderne klostervisdom, ja vist … men med afsæt i gamle erkendelser. Nutiden brydes med fortiden, og frugtbar muld opstår. – Christopher Jamisons bog kan vise sig at blive en moderne, spirituel klassiker. Den har afgjort potentialet.

Christopher Jamison:
At finde et helligt rum
– Klostervisdom for moderne mennesker
157 sider •199 kr. • Boedal