Vækkelse kan forvandle Danmark

– Vækkelsen er en realitet, når kristne vågner op til deres ansvar for at fortælle andre om Jesus. Når kirken bryder isolationen, kan vækkelsen forvandle et helt samfund. Det mener Sven-Axel Conrad, der dokumenterer ”Jesus- vækkelsen” og den
karismatiske vækkelse i en ny bog.Sven-Axel Conrad er en mærket mand. Ikke kun af alder og generel erfaring. Men af døden og af livet. Og det vil præge ham for altid.

Sven-Axel Conrad

Derfor er det en stille mand, vi møder i dette interview. Tre dødsfald i hans nærmeste familie sætter deres spor. Men ordene om, at åndeligt liv og vækkelse kan forvandle et helt samfund, kommer alligevel med overbevisning:
– Jeg tror på, at en kirke kan fornys, hvis den vil. Og jeg tror på, at et helt land kan blive forvandlet, siger han.
Sven-Axel Conrad sad på første parket, da han så det åndelige liv udfolde sig, mens han var frikirkepræst i København og Aalborg i 1970’erne. Det var i den karismatiske bevægelses spæde begyndelse. Det var, da Jesusfolket kom og vendte op og ned på mange traditionelle danske kirker.
Det beskriver han levende i sin bog Bitter kaffe og søde dadler, som udkom den 1. juli. Bogen er en biografi og fortæller om det bitre og det søde i hans liv som missionærbarn, pinseprædikant og missionær i sin barndoms landsby.
Sven-Axel Conrads beretning kryber ind under huden, mens han fortæller om sin opvækst i Kina og Tanzania. Faren døde, da Sven-Axel kun var 7 år gammel, hans førstefødte søn Dennis døde som 30-årig, og hans elskede hustru gennem over 38 år døde af kræft sidste år.

Sjovt at være præst

Men biografien får også kluklatteren til at pible frem, når han fortæller om vækkelsen i de glade 70’ere, da unge flippere og gamle sprittere invaderede den pæne borgerlige frikirke. Aldrig har man vidst, det kunne være så sjovt at være præst!
Bitter kaffe og søde dadler giver et interessant tidsbillede af 1970’ernes hippiekultur, hvor alt kunne ske. Sven-Axel flyttede kirkens gudstjenester ud på gaden og blev hånet og endda tæsket gul og blå af gadens folk. Han startede sin prædikantkarriere med at prædike for køer om lørdagen og i kirken om søndagen. Køerne betragtede ham med deres store kærlige øjne, gumlede og nikkede med hovederne, som om de forstod. ”Og alle kom de til alters henne ved hegnet”, siger han med et glimt i øjet.
Et højdepunkt i karrieren oplevede han uventet, da han blev stand-in for en kendt helbredelsesprædikant. Her bad han for en kvinde, der havde været lænket til kørestolen i 14 år pga. sclerose. Hun blev helbredt og kunne rejse sig og gå hele vejen hjem.

Tiltrængt vækkelse

Det var vækkelse, og det var tiltrængt, husker Sven-Axel:
– 1960’erne var en depressiv periode i mange kirkemiljøer i Danmark. Pinsekirkerne var meget isolerede, og der var ikke den store fremgang. Og der var slet ikke noget tværkirkeligt arbejde – ud over den årlige bedeuge i Evangelisk Alliance. Det nære fællesskab mellem kirker og tillid mellem forskellige præster, det fandtes ikke. Folk passede deres eget – i hvert fald i Pinsekirken.
– Vi havde nok i os selv, der kom ikke nye folk ind i kirken, og kirken gik ikke ud i omverdenen. Den var isoleret, og det var nærmest et mirakel, hvis nogle kom ind og blev kristne.
Men så kom der nogle amerikanske flippere?
– Ja, det var en tid med ungdomsoprør og hippiekultur, og her kom Jesus-folket som taget direkte ud af hippiemiljøet. De var i den grad anderledes end de normale kirkegængere. De var langhårede, barfodede og havde en friskhed over sig. De havde ingen fordomme og kendte ikke til kirkelige traditioner. Gud tog dem simpelthen udefra og valgte at revolutionere kirken gennem dem.

Det hellige borgerskab

– Det er helt tilfældigt, at vi får kontakt med dem. Vi hører dem på et torv i København. Det er første gang, vi oplever den spontanitet og glæde, som står i stærk kontrast til det kirkelige miljø. Selv om vi som pinsekirke kaldte os en vækkelsesbevægelse, var der ikke meget vækkelse eller frisk pust over den. Den var nærmest lidt død i det. Og så kommer de her levende mennesker, de synger enkle sange, de vidner og står der i deres bare fødder og med langt hår.
– Det var et totalt brud med alle traditioner, og det var befriende, selvom det også kunne forarge det hellige borgerskab. Det gjaldt bare om at fortælle andre om Jesus. Man delte sit liv og sine oplevelser med andre dengang. Man satte sig bare ned på gaden med en guitar og spillede, og så stimlede folk sammen.
– Dengang var man træt af det bestående samfund, og det gjaldt også i kirken. Man var ligesom klar til at opleve noget nyt. Og så kommer de her Jesus-folk og blæser os simpelthen fuldstændig omkuld.

At vågne op til sit ansvar

Når du har oplevet det her, hvad er så din definition på vækkelse?
– I den situation var vi lidt døde, og vi trængte til at blive vækket. Min opfattelse er, at vi som kristne må vækkes til et ansvar over for de mennesker, som ikke er kristne, dem der er uden for kirken. Derefter begynder mennesker at komme til tro. I yderste konsekvens er det vækkelse, når et helt samfund bliver reformeret. Ligesom The Great Awakening i 1700-tallets USA. Men også i missionshistorien, hvor vækkelsen har forandret samfundene.
– Det, vi oplevede i København, var ikke en landsomspændende vækkelse, men mere en forvandling af selve kirken, Elim-forsamlingen i København og senere Elim-kirken i Aalborg. Pludselig blev folk engagerede og tændte på at dele deres liv med andre.
– Jesus-vækkelsen kom ligesom en gave. Men det var ikke alle kirker, der tog imod den. Der var megen skepsis, som der jo vil være omkring alt, som er nyt.
Hvad tror du, der ville være sket med Pinsekirken, hvis I ikke havde lukket op for vækkelsen?
– Jamen, den havde jo både været død og begravet. Jeg tror, det betød meget, at Alfred Lorentzen – som jo var en toneangivende leder i Pinsevækkelsen – så hurtigt fangede den og sagde: Det her vil vi have! Vi var desperate og var ved at dø ud. Der var ingen forbehold, som ”har vi råd til det, eller har vi ikke?” Nej, det var mere noget i retning af: ”Hvis vi ikke får det, så dør vi ud!”

Kirker arbejder sammen

Kort efter Jesus-vækkelsen kom den såkaldte karismatiske vækkelse, hvor der igen kom fokus på Helligånden. Som Pinsekirke må I have stået på første parket?
– Ja, vi havde læren, men ikke livet. Vi vidste, hvordan menigheden burde fungere, men vi levede det ikke ud. Vi havde oplevet noget med Helligånden for år tilbage, som var gået i glemmebogen. Nu kom Jesus-folket og tændte det hele. Det var, som om Jesus-vækkelsen skete uden for kirken, og den karismatiske vækkelse skete inden for kirken i de traditionelle samfund.
– Missionsbevægelsen Ungdom med Opgave spillede en central rolle. De kom til København og sagde: For at vinde verden må vi stå sammen og samarbejde med alle kirker. UMO kom som en gave og brød den isolation, som pinsekirkerne i København oplevede. Dengang havde man jo knap nok fællesskab med de andre pinsekirker i byen. Pludselig oplever man, at Jesus-folket, den karismatiske vækkelse og UMO bryder skrankerne ned mellem mange kirker. Det sætter en helt ny bevægelse i gang, hvor kirkeskel og konfessioner ikke betyder så meget mere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Isolation bremser vækkelsen

Du nævner også i bogen, at den karismatiske vækkelse bliver til små bedegrupper i stedet for en decideret udadvendt vækkelse, og at det faktisk bremser vækkelsen en del?
– Ja, jeg troede dengang, at det ville blive den helt store vækkelse blandt kristne. Ikke at man blev én kirke, men at man stod sammen og gjorde ting sammen og velsignede hinanden. Men når man kommer et stykke ind i 80’erne, er den karismatiske vækkelse blevet en karismatisk fornyelse, hvor folk sidder isolerede i grupper og er fornyede.
– Det samme skete for pinsevækkelsen i sin tid. Vores pionerer T. B. Barrat og Lewi Pethrus troede, at pinsevækkelsen ville forene Guds folk og gøre kirken til en stærkere faktor i samfundet. Men det blev i stedet til en pinsebevægelse, som blev isoleret.
– Men jeg tror stadig, at kirken kan komme dertil, at vi står sammen og bliver ét omkring det fælles formål: at vinde verden.
Hvad kan vi lære af den begejstring, der var hos Jesus-folket?
– Det, der er galt i dag, er, at vi bygger for meget indadtil. Vi går for meget op i os selv. Kirken er så glad for sin kirke. De fleste kirker kunne jo nærmest klare sig uden Gud, fordi vi har det så godt. Vi er så dygtige, og vi kan alting.
– Men på et tidspunkt må vi komme dertil, hvor vi siger: ”Det her er ikke godt nok”. Der er jo fx ikke flere i frikirkemiljøet i Danmark, end der var for år tilbage. De er bare skiftet lidt rundt, gået fra sted til sted. Men det er ikke blevet en folkevækkelse, der har påvirket nationen.
– Det er den desperation, vi må have, både som folkekirke og som frikirke: ”Hvordan påvirker vi vort land?” Gør vi ikke det, er vi ikke berettiget til at være kirke.

Hellere dialog
end konfrontation

Sven-Axel, du har fået en ordentlig ”mavepumper”, senest med din hustru Eni’s død sidste år. Men du skriver i dit nyhedsbrev, at du har ligget ned, men er begyndt at kravle lidt. Hvordan ser fremtiden ud for dig og din opgave?
– Jeg må først igennem sorgprocessen, men min drøm er stadig mission, det at fortælle det kristne budskab og inspirere andre til det samme. Jeg tror på, at en kirke kan fornys, hvis den vil, og jeg tror på, at et land kan vindes.
Danmark ser unægtelig anderledes ud i dag end for 30 år siden. Vi står over for en multikulturel udfordring. Det har du en mening om, bl.a. ud fra din opvækst og missionsarbejdet i Tanzania…
– Ja, jeg mener, vi bliver nødt til at erkende, at vi lever i et multietnisk samfund, og at vi aldrig kommer tilbage til det, som var engang. Det er jo både en fantastisk glæde og en stor udfordring.
– Jeg har bevæget mig meget i det muslimske samfund i Afrika, og jeg har mange muslimske venner. Nogle af dem er lige så gode venner som mine kristne venner. Og min erfaring er, at man kommer meget længere ved dialog end ved konfrontation. Ikke at man på nogen måde skal underkende det, man tror på, men den største respekt får mennesker, hvis man er ærlig og tør involvere sig i en dialog.

Muslimer
oplever mirakler

– Jeg har mange gange siddet på gulvet med muslimske ledere og talt om Jesus og mine oplevelser, og jeg har også oplevet, at mange muslimer er blevet kristne. Det sker typisk, når de oplever en overnaturlig åbenbaring, f.eks. gennem drømme, eller hvis de oplever et mirakel, et tegn eller en helbredelse. Det var også typisk, at muslimske præster kom til os, hvis deres kone var besat, og de ikke kunne gøre noget ved det. Når muslimer ser Guds kraft på den måde, så vælger de at tro på Jesus.
Hvordan kan vi bruge det i vores samfund?
– Jeg mener igen, dialog er vigtig. Man kan godt respektere muslimer og deres religion. Jeg kunne aldrig finde på at sige noget nedsættende om islam. I Tanzania er der lov imod at tale nedsættende om en religion, og det mener jeg også bør gælde her. Der er ingen grund til at tale nedsættende om islam, for folk må tro, hvad de vil. Når folk bliver overbevist, skal de have den frihed, at de må vælge, hvor de vil gå ud, og hvor de vil gå ind.
Men sådan er det jo ikke i de muslimske lande?
– Jeg er en af dem, der er overbevist om, at ligesom jerntæppet faldt, så vil bambus-tæppet, eller hvad det nu hedder, også falde, pointerer Sven-Axel Conrad.
Til sidst får vi historien om den araber i Tanzania, der har givet bogen dens titel: Bitter kaffe og søde dadler.
– Da jeg havde snakket med ham et stykke tid, så sagde han: ”Jeg har handlet med mange kristne, men du er den første, der har interesseret sig for min sjæl”. Og så bød han mig indenfor i baglokalet. Vi satte os på gulvet, og han klappede i hænderne efter tjeneren og sagde: ”Jeg skal have noget kaffe og nogle dadler”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Sjov og sober selvbiografi

Født i Kina, opvokset i Tanzania og gadepræst i Danmark.
Mirakuløse helbredelser i kirken, tragiske dødsfald i familien. Det skorter ikke på dramatik i Sven-Axel Conrads liv.

Hans biografi får tårer til at pible frem i øjenkrogen, og kluklatteren er svær at holde tilbage. Aldrig har man vidst, det kunne være så sjovt at være præst. Og sjældent har man kendt til så store omkostninger…
Bitter kaffe og søde dadler er en ærlig beskrivelse af begge dele. Sven-Axel Conrads ærlige beretning kryber ind under huden, mens han fortæller. Faren døde, da Sven-Axel kun var 7 år gammel, hans førstefødte søn Dennis døde som 30-årig, og hans elskede hustru gennem over 38 år døde af kræft sidste år. Eni blev kun 59 år gammel. Skuffelsen er til at tage og føle på.

Safari og storvildtjagt

Samtidig formår han at løfte sig op over sorgens tåger. I glimt tages vi med på safari og storvildtjagt, vi spiser græshopper, flyve-myrer og ko-maver i lave hytter, og vi lærer kunsten at omgås fremmede kulturer – enten det er i baglokalet hos den arabiske muslim, hvis udtalelse om livet har givet bogen dens titel – eller mellem hippier og sprittere ved Storkespringvandet i København.

Når helbredelsen udebliver

Bitter kaffe og søde dadler fortæller hudløst ærligt om op- og nedture i opgaven som præst og missionær. Et højdepunkt var, da en kvinde, der havde været lænket til kørestolen i 14 år pga. sclerose, blev helbredt.
Men det skete ikke med hans far et halvt år efter, at denne var kommet til Tanzania som missionær. Det skete heller ikke, da Sven-Axels førstefødte Dennis døde af uforklarlige årsager, da han var i Tanzania for hjælpe Sven-Axel med at uddele mad ved en sultkatastrofe i 1999. Og miraklet indtraf heller ikke, da hans elskede Eni døde af lungekræft sidste år…


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En hyldest til kærligheden

Bogens sidste kapitler er en hyldest til hende, der var hans første, eneste og største kærlighed. Han skildrer hende mere rosenrødt og romantisk end i nogen roman og løfter dermed niveauet for forventningerne til ægteskabet. Derfor bliver også hans sorg mangedoblet, da hun er væk, og læseren får del i hans ulidelige smerte i poetiske passager. Her er masser af lindring for dem, der har mistet deres kære – og en masse at lære for præster og sorgterapeuter.
Selv om prøvelserne har hobet sig op i rigelige mængder, slår Sven-Axel Conrad fast: Det kristne budskab kan forvandle menneskers tilværelse radikalt. Og den kristne næstekærlighed forpligter til at række ud til alle – også de fremmede med andre vaner, kulturer og religioner.

Muslimer siger tak

Det har Sven-Axel lært fra sin opvækst og sit virke som missionær i Tanzania: At man kan komme ind på livet af hinanden ved at spise sammen. ”Vi slår aldrig et menneske ihjel, vi har spist sammen med!” sagde en høvding.
Og selv muslimske ledere takkede missionæren for hans indsats: ”Tak for, hvad du har gjort for vores landsby. Vi ønsker, du må komme i paradiset, og masser af jomfruer med store sorte øjne som diamanter må betjene dig!”
Hvordan evigheden arter sig, er ikke forundt mennesker at udbrede sig om. Men Sven-Axel har et håb om at tilbringe den i himlen sammen med sin kære Eni, sin førstefødte Dennis og resten af familiens otte børn. Himlen er for ham et virkeligt sted.

Bitter kaffe og søde dadler er på 476 sider og udgivet på Forlaget Alstrup.