Pionér med musik i

Det synger og spiller altid inde i hovedet på mig, siger Preben Ågren.

Preben Ågren

Hans liv som musiker, børnemedarbejder, skolemand og pioner i Pinsekirken har altid været præget af musik.
Torsdag den 24. juli fylder han 70 år. Og han er netop blevet oldefar!
Preben Ågren blev født i Vejle, hvor han naturligt fandt ind i Pinsekirken, som hans mors forældre havde været med til at starte.
Preben mister sin far allerede som 16-årig og flytter til København, hvor han får en læreplads i det anerkendte klaverfirma Hornung & Møller. Her starter hans musikalske ”karriere” med uddannelsen som eksamineret pianostemmer og instrumentmager i 1960.
– Jeg synger altid – lovsang, naturligvis, men også fra Højskolesangbogen og Carl Nielsen.
Preben Ågren kom med i Pinsekirken Elim i København og sang med i kirkens kor og hornorkestret, som han endte med at dirigere:
– Jeg elsker brassband! Min morfar var en far nr. to for mig og lærte mig at spille trompet. Han havde bl.a. været hornblæser under Anden Verdenskrig.
– Da der blev startet et hornorkester i Elim, købte jeg mig en trækbasun og spillede med.
Da Preben Ågren flytter til Odense i 1960, starter han et hornorkester i den lokale pinsekirke og bliver hurtigt leder af kirkens sangkor og børnearbejde. Han finder sit livs kærlighed, Lisa, og de gifter sig i 1960
Da parret flytter til Sverige i 1966, gentager historien sig i Jönköping. Preben kommer med i Pinsekirkens sangkor og bliver dirigent for kirkens hornorkester og ungdomskor.
Men så sker der noget usædvanligt. Lisa og Preben oplever, hvad de kalder ”Guds kald” til at rejse til Svendborg for at hjælpe en skrantende menighed i 1971. Der er kun 2 håndfulde medlemmer tilbage i et lille mødelokale på det lokale hotel, da Lisa og Preben visker tavlen ren og starter kirken på ny.
I 1972 kom masser af unge fra Pinsekirkens pionermission og lavede et fremstød i byen. Preben Ågren blev primus motor i menighedens etablering og ”Tabor”, som den kaldte sig, købte en villa at mødes i. Samtidig startede Preben en musikforretning op i byens gågade: Ågren Musik.
Derefter blev billedkunstneren Anders Ova – i dag kendt og respekteret bibellærer – kirkens første præst. Kirken voksede ud af villaen og byggede sin egen kirke i kunstnerisk arkitektur i 1976.
Min største oplevelse har været at se mennesker vokse åndeligt. Se dem komme til tro og udvikle sig i det kristne fællesskab og blive Jesu disciple, fortæller Preben Ågren.
I 1985 kaldes han til Vejle for at starte en kristen friskole. Han bliver Lukasskolens første skoleleder – og sammen med Lisa og to lærere får de skolen godt i gang. Skolen har i dag over 200 elever.
I 1988 vender Preben tilbage til København for at etablere og lede Københavns Kristne Radio og TV’s rådgivningscenter (KKRC). Centret bliver indviet af kirkeministeren.
I 1990 kaldes Preben som frikirkepræst i Silkeborg Pinsekirke og er også her med til at bygge en kirkebygning. Han bliver i Silkeborg i fem år indtil Haderslev Pinsekirke vil have fat i den ivrige pioner. Her bliver han i yderligere fem år, inden han i 2000 flytter tilbage til den fynske muld.
Preben er nu med i lederskabet i Svendborg Pinsekirke, hvor han også er indsat som forkynder sammen med sin hustru Lisa. Preben er desuden medarbejder i pinsekirkernes paraplyorganisation for nødhjælpsarbejde, International Aid Services (IAS). Han er også de danske pinsekirkers repræsentant i Dansk Missionsråd.
Lisa og Preben har 3 børn, 10 børnebørn og 1 oldebarn.
Svend Løbner