Millionoverskud hos Korshæren

Takket være de langt over 6000 frivillige i Kirkens Korshær samt ekstraordinære store arve- og gavebeløb fik Kirkens Korshær et overskud på 7,4 millioner i 2002.
Ud af en omsætning på 153 mio. er overskuddet usædvanligt i organisationen, og følger efter en lang række år med forholdsvis store underskud.
– Vi har budgetteret meget forsigtigt i 2002, det har vi simpelthen været nødt til på basis af tidligere år og de ind i mellem skrøbelige aftaler med det offentlige, « siger korshærschef Bjarne Lenau Henriksen til KFUM og KFUK’s nyhedsservice. Midlerne fra det offentlige er faldet med 8 % i 2002, men det er mere end opvejet af de midler organisationens mere end 6000 frivillige skaffer til Kirkens Korshærs arbejde.
– Nu kan vi få gennemført nogle tiltrængte renoveringsopgaver på bygninger og lokaler, som vi har måttet udsætte tidligere år, slutter Lenau Henriksen.