Formiddage med Ndifon

Charles Ndifon, den kendte helbredelsesprædikant, som flere gange har besøgt Danmark, har igen startet en møderække fra d.17. til d.21.august.Til formiddagsmødet mandag var ca. 2-300 forvent-ningsfyldte mennesker gået ind af glassvingdørene til salen i KKKC (Københavns Kristne Kulturcenter) af nysgerrighed eller i håb om at blive helbredt.
– Det er spændende, siger en mand i 40’erne fra tilhørerpladserne om mødet. Han er ikke kirkegænger, men har været til møder med andre helbredelsesprædikanter før.
De fleste har rejst sig og er gået op foran, da Charles Ndifon har kaldt op til forbøn, men enkelte sidder tilbage på stolene og betragter sceneriet.
’Hvad er problemet, min ven?’, spørger Charles Ndifon én, som ønsker forbøn. Problemet er sclerose, og der bliver bedt for den syge. Der bliver også bedt for kræftpatienter, som bagefter glade siger, at deres smerter er forsvundet.
En ung pige, ved navn Anne-Sofie, i den anden side af salen er begejstret:
– Det er rigtig godt, siger hun. Anne-Sofie er lige flyttet fra Jylland og har ellers været involveret i UMO (Ungdom med Opgave).
Arrangørerne regner med, at omkring det samme antal mennesker vil møde op til resten af ugens formiddagsmøder, og at omkring 7-800 personer vil komme til aftenmøderne.
Lørdag d. 23. vil Charles Ndifon være hovedtaler til Fest i Fælledparken, som er arrangeret af en række folke- og frikirker i Storkøbenhavn.