Merete spiller ingen rolle
Merete Tangstad vil leve et gennemsigtigt liv –
både privat og i menigheden. Forvandling er temaet, når konferencen Kvinde-til-kvinde i weekenden befolker Københavns Kristne Kulturcenter med kvinder. Et tema, der tager afsæt i begreber som fortid, nutid og fremtid.
Bag konferencen står Merete Tangstad. En kvinde, der også personligt har forholdt sig til de essentielle begreber.
– Mit liv har været en rejse. En god rejse, fortæller hun og røber med karakteristiske bløde der, at hun var frederikshavner, længe før hun blev københavner. En fortid, hun gerne står ved.
Meretes nordjyske opvækst adskilte sig ikke væsentligt fra andre pigers. Kristentroen fyldte ikke meget i barndomshjemmet, og kirken blev heller ikke overrendt.
Efter skoletiden ventede sygeplejerskestudiet, og sammen med en veninde flyttede hun på værelse, som det hed i 1970erne. Nu skulle hun for alvor til at leve livet. Det kom hun også til, men ikke helt som planlagt.
I august kort tid før Meretes 18-års fødselsdag tog nogle unge kristne fra Pinsevækkelsens Højskole i Mariager nemlig på pionermission i Frederikshavn. Merete følte sig tiltrukket af deres glæde og begejstring, og kom sammen med sin bofælle hurtigt i kontakt med de unge pinsevenner. Samtidig var hun forbeholden og forsigtig. Hun ville nødig blive skuffet.
Til sidst overgav hun sig dog og foldede sine hænder. En ung pastorsøn fra Norge følte sig ledt til at bede med hende. Han hed Jarle og var forstander i den lille pinsekirke, der opstod i kølvandet på de unge kristnes fremstød i byen.
Da Jarle nogle år senere rejste fra byen for at overtage posten som højskoleforstander i Mariager, rejste Merete med. Hun, for at blive lærer på skolen. Den personlige evangelisation havde i mere end én forstand båret frugt. Merete var nu præstefrue. En rolle, hun først i de senere år er blevet bevidst om.
– Jeg har aldrig tænkt på mig selv som præstefrue. Det skyldes måske, at vi begyndte på så lille et sted. Jeg har bare betragtet mig som en del af fællesskabet, fortæller den 51-årige kvinde, der med sin mand og fire børn nogle år senere drog videre til hovedstaden.
Her har Jarle siden været forstander for det, der i dag er kendt som kirken i kulturcentret, Danmarks største frikirke. Både privat og i kirken har Merete trofast stået ved sin mands side. Men ikke i skyggen af ham. Ikke som et vedhæng til en dynamisk skikkelse i dansk frikirkeliv. Ikke som fruen til præsten. Men som det ligefremme gemyt, hun selv er. Blot som en del af fællesskabet.
– Jeg spiller ikke roller. Der er ingen forskel på, om du møder mig i Netto eller i kirken, understreger hun.
– Menigheden er jo mit hjem. Min familie. Her kan jeg være den, jeg er. Her kan jeg dele både det, der glæder, og det, der smerter, tilføjer hun og vedgår åbent, at der har været behov for begge dele.
Kort efter etableringen af kulturkirken i Københavns nordvestkvarter for knap 10 år siden blev Merete således indhentet af en depression. En sejlivet sygdom, det kostede hende et år og mange kræfter at få bugt med.
Med sin nordjyske ydmyghed i behold blev sygdommen ikke et fald fra tinderne, men snarere en bekræftelse på, at sårbarhed og styrke kan følges ad.
– Jeg blev indhentet af fortrængte minder fra fortiden, hvilket selvfølgelig smittede af på både min familie og mennesker i menigheden, fortæller Merete, der i dag kalder det en gave, at hun fik mulighed for at bearbejde de tunge tanker åbent og ærligt i sin menighed.
– Den rummelighed er jeg taknemmelig for.
– Jeg syntes, livet bør leves gennemsigtigt, betoner Merete og erkender, at hun netop med denne uhøjtidelige selvopfattelse ikke kan udelukke, at andre ser hende som en rollemodel.
– Det har jeg først fået øjnene op for i de seneste år. Og jeg har haft rigtig svært ved at tage det ord i min mund. For dermed siger man jo, at man er noget særligt, ler hun.
– Men det er jo også et ansvar.
Efter sin helbredelses-proces tog Merete en uddannelse som familieterapeut på Kempler Instituttet. Et forløb, der mest fik karakter af et ekstra serviceeftersyn.
– Det var mest til gavn for mig selv, husker hun.
Som person foretrækker Merete at se fremad. Smerten skal ikke være min bedste ven, som hun udtrykker det. Det samme gælder i forhold til andre.
– Jeg foretrækker at fokusere på menneskers styrker fremfor deres svagheder. På det, der lykkes, frem for det, der mislykkes, konstaterer Merete, der røber, at hun umiddelbart efter weekendens Kvinde-til-kvinde konference kaster sig over sit andet semester på en uddannelse som coach på Masterniveau.
– Det er mere mig. Jeg kan bedst lide at se fremad og få øje på det bedste i mennesker. Og jeg er ikke særlig god til at stå stille.
Hvis Merete endelig skal definere sig ud fra en rolle, dukker ordet igangsætter straks op i hendes vokabular.
Det var drivkraften bag etableringen af Alphakurser, som hun for nogle år siden gennemførte under en forældreorlov fra sin daværende salgsvirksomhed. Ligesom det er drivkraften bag foreningen Kvinde-til-kvinde – et netværk, der blev etableret for cirka tre år siden og omfatter 400-500 kvinder. Et miks af både kristne og ikke-kristne.
Netværket bygger på et kristent grundlag, men er ikke ekskluderende.
– Jeg tror meget på netværk og på at række ud til samfundet. Ikke mindst som kvinder tror jeg på, at vi kan udvikle hinanden gennem fællesskab. Og selvfølgelig kan vi også være veninder med ikke-kristne.
Foruden personlig udvikling, som der lægges op til på weekendens konference, støtter netværket blandt andet prostituerede og indsatte i Sandholmlejren. Det sker gennem strikkeklubben Strik med et formål, der producerer handsker, huer og halstørklæder.
– Som kristne er vi en del af samfundet, og gennem relationer til andre har vi også mulighed for at påvirke hinanden, præciserer den initiativrige kvinde og tilføjer, at Gud gennem kvindearbejdet har vist hende, at kirken bør favne frem for at adskille.
Selvom Merete som igangsætter står bag konferencen, der har navne som Carola Haagkvist og Christine Caine på plakaten, understreger hun, at netværket bygger på engagement.
– Alt sker ved hjælp af frivillige kræfter. Det er ikke et arbejde, jeg er ansat til. Jeg er bare et medlem af menigheden, smiler hun og konkluderer:
– Det eneste, jeg ønsker, er, at andre skal møde Jesus, som han mødte mig. Og hvis jeg er en rollemodel og dermed noget særligt, er det, fordi jeg er det i Jesu øjne.
