„Præventiv novelle“ (- med visse selvbiografiske træk, red.):
Skomagerens pærer

Det var ved at blive aktuelt med skomagerens pærer. Rødgule og bugnende hang de og afventede deres skæbne – grenene kunne næsten ikke bære de mange tunge frugter. Det ville faktisk være en befrielse for træet, hvis man lettede det for nogle af dem.
Men det var jo forbuden frugt…Forbuden frugt… Dette manende udtryk havde vi hørt i søndagsskolen – men selv uden det vidste vi jo godt, at den diskrete overskridelse af ejendomsretten, som fandt sted i de natlige ekspeditioner, i fuldt dagslys kort og godt ville blive kaldt tyveri.
Men i tusmørket så vi – bogstavelig talt – hele sagen i et andet lys. Det var ikke bare de faste konturer af tingene, der flød ud i disse sensommeraftener, men også moralbegreberne. De gule pærer lyste i halvmørket, og kom man helt tæt på dem, mærkede man deres sødmetunge duft… det var forfærdelig fristende at røre ved dem – og der var så mange af dem, skomageren ville såmænd ikke savne et par lommefulde…
Alligevel ville Poul og jeg måske have kunnet stå for fristelsen, hvis ikke vi havde haft John med. Han havde større erfaring i illegal pæreplukning end os, og undervejs til gerningsstedet gav han os mange gode råd om den rette taktik – men jeg hørte kun efter med det ene øre, da jeg med det andet lyttede til mit bedre jegs fyndige kommentarer.
„I hopper bare over stakittet nede bag hækken,“ sagde John.
„Du går først ind og banker på hos skomageren,“ sagde mit bedre jeg.
„Så sniger I jer frem mellem bregnerne og hen til pæretræet.“
„Du spø’r pænt, om du må ha’ lov til at tå’ lidt pærer til din Mor.“
„La’ være at rejse jer op, grenene hænger så lavt, at I kan sidde ned og plukke dem.“
„Og hvis skomageren ikke er hjemme, går du ganske roligt hjem igen.“
„Bare tå’ så mange, som I kan bære, der er nok af dem.“
Her iagttog mit bedre jeg desværre en forbløffet tavshed, åbenbart chokeret over Johns rutinerede greb om tingene. Derved kom hans bemærkninger i overtal, og det må være det, der fik mig til at slå ind på fordærvelsens vej:
Jeg hoppede over stakittet nede bag hækken, jeg sneg mig frem gennem bregnerne og hen til pæretræet, jeg lod være med at rejse mig op, grenene hang så lavt, at jeg kunne sidde ned og plukke de skønne frugter – og jeg tog så mange, jeg kunne bære, der var nok af dem. Og det var kun en ringe trøst, at Poul gjorde nøjagtig det samme – John holdt vagt ude på vejen.
Så langt som hertil opfyldtes Johns profetiske vejledning på smukkeste (eller grimmeste) måde. Men så skete der noget uventet.
Pludselig lå pæretræ, bregner og frugttyve badet i et skarpt lys! Døren til huset var åbnet, og i døren stod en stor sort skikkelse med hængende arme.
Skomageren!
Jeg kom pludselig til gysende erkendelse af, at vi egentlig ikke vidste ret meget om denne skomager. Han kom sjældent frem i dagslyset, men sad hele dagen i det lille smalle hus og arbejdede. Ingen af os havde vist rigtig set ham – måske var han en af disse skrækkelige børnefangere, som med deres lange arme indfangede små piger og drenge for – oh rædsel over alle rædsler! – at skære øreflippen af dem og gumle på den som tyggegummi. Det havde nogen fortalt os – og de kom kun frem om natten, netop ved denne tid…

Ude på fortovet hørte vi Johns rappe fodslag over cementen, han var forhåbentlig på vej efter politiet. Dog, ved nærmere eftertanke indså jeg, at det var han nok alligevel ikke…
Men nu fik vi andet at tænke på. Den kombinerede skomager og børnefanger var rykket nærmere i sine store lydløse træsko. Jeg greb Poul i armen og mistede derved kontrollen over tyvekosterne under blusen – de faldt ned i det bløde græs som pinlige beviser.
Jeg stirrede på dem – Poul stirrede på dem – skomageren hævede øjenbrynene og tyggede ligesom lidt på overskægget, før han mælede: „Vil I ikke hellere ind og smave no’en af dem, som Mo’er har plukket? De smaver bedst, når de har ligget lidt.“
Vi måbede – og kikkede på det runde skaldepande-ansigt med den furede pande og det store hængende overskæg. Nå, sådan så altså en børnefanger ud – han lignede billederne af min Farfar, men det var vel netop derfor disse øreflip-skærere var så farlige. Og han ville ha’ os indenfor! Næh tak, jeg ville hellere hjem i seng – men hans arme var så vældig lange, de nåede næsten jorden, så vidt jeg kunne se i halvmørket.
Poul gjorde et skridt fremad for at slippe væk, og det blev af skomageren straks opfattet, som om vi efterkom hans snedige indbydelse. Han brumlede noget under skægget og gik foran – vi fulgte ham som hypnotiserede… hvordan var det, de sagde i søndagsskolen: „Fanget i fuglefængerens snare…“
Skomageren skramlede op ad den høje smalle stentrappe i sine tunge træsko, som han henstillede på øverste trin lige uden for døren. Så gjorde han en fejende bevægelse med den lange arm ind i gangen – den kunne efter behag tydes som en indbydelse eller en kommando.
Vi gik forknytte indenfor. Vor vært åbnede en sidedør og sagde med sin dybe, syngende stemme: „Ja, vær så god…“
En sortklædt morlil med runde briller sad i en stol ved vinduet, som jeg til min skræk bemærkede var mørkelagt med stor nidkærhed (dette foregik under besættelsen). Stuen var lille og overfyldt med gamle kantede møbler – på væggene hang brunlige fotografier i sorte ovale rammer. Der lugtede af læder. Over en skænk med små glasruder i dørene hang det mærkelige maleri af en hel masse mennesker i hvide skjorter, som hed „Den store hvide flok“, og som også Moster Marie havde hængende over sit stueorgel.
„De’ et par unge men’sker, der gerne vil smave dine pærer,“ sagde den uudgrundelige børnefanger-skomager, og det forekom mig, han smilede bag skægget. Han havde nu på en eller anden måde fået os anbragt på hver sin højryggede stol med lædersæde foran det slidte spisebord med lysedugen.
„Nå-na, nå-na, det va’ da hyggeligt!“ sagde den bebrillede morlil og gik ud af stuen.
Der blev en pause, hvor vi sad stive som pinde og afventede vor videre skæbne. Bornholmeren tikkede sindigt og ligeglad, ingen sagde noget. Af skomageren sås nu kun den brede ryg, som var dækket af en sortglinsende vest. Han lå nede på gulvet og rodede efter noget inde i skænkens dyb. Det måtte være stort og tungt, for han prustede på en brummende-syngende måde, som egentlig virkede ganske hyggelig og tillidvækkende.
Lidt efter lidt begyndte jeg at føle mig bedre tilpas og mere afslappet – og Poul befandt sig åbenbart også ganske godt, at dømme efter den indgående interesse han viste det fad med store flotte pærer, som nu blev sat på bordet. Måske var disse gamle mennesker ikke rigtige børnefangere eller også var de børnefangere på pension og derfor ikke længere farlige… men skulle uheldet være ude, ja så kunne man vel også leve uden øreflip?

Endelig havde skomageren fundet, hvad han søgte: En kæmpestor bog, mindst 10 cm tyk, i et slidt sort bind med flossede hjørner. Den lignede en stor bibel, og jeg anede en dommedagsprædiken forude. Men da skomageren skubbede mastodonten hen til os og med et venligt smil indbød os til at kikke i den, forvandledes frygten til jubel: Knold og Tot, Willy på eventyr med SM-3, Bamse og Dukke Lise og andre kære bekendte – det var gamle ugeblade med et væld af tegneserier og andre herligheder!
Vi kastede os ud i over-flødighedshornet med strålende øjne, og skomageren satte sig for bordenden med foldede næver og smilte med både øjne og mund, mens han med mellemrum lod små nyn slippe ud under overskægget. Jeg bemærkede med et sideblik, at han havde de pragt-fuldeste sorte negle, hvilket i mine øjne gjorde ham endnu mere sympatisk.

Det blev en herlig aften. Der var varmt og hyggeligt i den lille stue, skomagerkonen serverede sandkage og saftevand ind imellem de mange pærer, og vi spiste og drak og snakkede og læste, til øjnene begyndte at glippe i lyset fra lofts-lampen med de sjove krøllede glasskærme. Det store bornholmerur viste halvti, og vor gamle værtinde slog hænderne sammen i forbavselse: „Jamen dov, har du set, Far? Klokken går snart til ti!“
Skomageren løftede de sorte øjenbryn i irritation og brummede, at det havde han nok set. Ingen af os havde lyst til at bryde op – vi var efterhånden blevet fine venner, så fine endda, at vi ved afskeden ude på trappen kunne tale frit ud om den pinlige egentlige årsag til vores besøg.

Den gamle mands dybtliggende øjne hvilede alvorligt på os, da han sagde, at fremover skulle vi komme ind og få pærer hos ham i stedet for at tage selv – „for vi må jo ikke stjæææle,“ sluttede han med alvorsfuld dvælen på det sidste ord. Bagved ham nikkede Mo’er og strammede den rynkede mund til bekræftelse.
Så gik vi ud i den køligfriske sommernat, lette om hjertet og tunge i maven. På vejen hjem kappedes vi om at lovprise skomagerparrets dyder og svor skrækkelige eder på, at dersom John eller Hans Jørgen nogensinde så meget som rørte skomagerens pærer, skulle de få med os at bestille, de samvit-tighedsløse frugttyve!

I søndagsskolen et par dage senere hørte vi om Adam og Eva og syndefaldet. Mine seneste oplevelser fik mig til at betragte den gammelkendte beretning fra en ny synsvinkel. Jeg kunne pludselig ikke begribe, at Eva kunne få sig til at spise af frugten på det forbudte træ, når Vorherre nu havde sagt, at den skulle ligge lidt – og jeg forstod nu med frygtelig klarhed, hvorfor dette syndefald var så katastrofalt for os alle sammen:
Tænk, hvis hun i stedet havde bedt ham om den ulyksalige pære eller æble! Så havde vi den dag i dag siddet i Paradisets have og spist sandkage med saftevand til og læst Knold og Tot.