68ernes børn vil døbes
Da den såkaldte 68er-generation gjorde oprør mod autoriteterne, meldte mange sig ud af folkekirken og takkede nej til, at deres børn skulle døbes. I dag er blomsterbørnenes børn selv blevet voksne, og flere af dem vender nu tilbage til den kirke, som forældrene forlod, for at blive døbt, skriver Kristeligt Dagblad.Tendensen er tydeligst i storbyerne. Alene i Skt. Jakobs Kirke i København blev der sidste år døbt 15 voksne, og i år bliver tallet endnu højere, oplyser sognepræst Rasmus Nøjgaard.
Ifølge generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann er det naturligt, at antallet af voksendåb netop nu stiger i storbyerne.
– Det var nemlig særligt her, at 68er-generationen meldte sig ud af kirken og ikke fik deres børn døbt. I dag er mange så kommet på andre tanker, og det hænger sammen med, at det blandt yngre mennesker ikke længere er så tabubelagt at blive døbt, siger han.