Kærlig opsang til kristne sangskrivere
Fortjener vores Gud, vores mission, vores samfund ikke mere og bedre lyrisk kvalitet, end vi har formået at byde på hidtil? spørger præst og forfatter Brian McLaren.Som musiker har jeg nydt at sidde og lytte til snesevis af lovsange og lovsangsledere og tilbringe timer i lovsang. I den forbindelse vil jeg dele nogle iagttagelser med jer, som er lovsangsledere. Der er rigtig mange opmuntrende tendenser for tiden, men også nogle få tilbagevendende problemer.
Mange af os er af den opfattelse, at vi er på vej ind i (eller godt inde i) en ny stor teologisk, kulturel og åndelig overgangsperiode, som måske endda er lige så betydningsfuld historisk set som reformationsperioden, da middelalderen blev afløst af den moderne tid.
I den postmoderne verden er der mange af os, der mener, at teologerne bliver nødt til at forlade studerekammeret lidt oftere og blande sig med os andre. Og de bedste iblandt dem vil slutte sig sammen med poeter, musikere, filminstruktører, skuespillere, arkitekter, dansere, billedhuggere, malere, forfattere, fotografer, webdesignere og alle mulige andre kunstneriske brødre og søstre – ikke blot for at formidle en postmoderne kristen teologi, men også for at finde ind til den. For at grundfæste en mere holistisk teologi, kunne vore sangskrivere spille en åndelig nøglerolle.
Men jeg har sørgeligt nok fornemmet, at vore sangtekster sjældent fører os ind på dette nye territorium. De holder os på sin vis snarere tilbage.
For at sige det mere specifikt: Alt for mange af vore sangtekster er næsten pinligt personlige, om Jesus og mig. Fortrolighed med Gud er sådan en dejlig ting frem for en kold, abstrakt, tør recitation af læresætninger. Men det er ikke nødvendigvis historiens hovedpointe. I en populær lovsang står der, at lovprisningen ene og alene gælder dig, Jesus, men bortset fra den linie virker det faktisk, som om lovprisning og kristendom generelt er kommet til at handle ene og alene om mig, mig, mig.
Hvis du tvivler på det, jeg siger, så prøv at lægge godt mærke til teksten, næste gang du synger en lovsang. Den handler om, hvordan Jesus tilgiver mig, omfavner mig, får mig til at føle mig tæt på sig, styrker mig, tilgiver mig igen, holder mig tæt, rører ved mig, giver mig nyt liv osv. Det er alt sammen meget godt. Men hvis et rumvæsen fra Mars betragtede os udefra, tror jeg, han enten ville sige a) at disse mennesker alle er lettere adfærdsforstyrrede og har brug for terapi, eller b) at de ikke kerer sig en døjt om resten af verden, at deres åndelighed gør dem lige så egoistiske som enhver anden.
Lad mig komme med en række bibelske temaer, jeg synes, vi ville stå os ved at uddybe i vore sangtekster:
1. Du vil nok blive overrasket over at høre, at jeg nævner eskatologi først og lad mig skynde mig at sige, at jeg ikke hermed mener, at vi skal sætte musik til Johannes Åbenbaring. (Under ingen omstændigheder, tak!) Med eskatologi (som betyder læren om de sidste tider) mener jeg den bibelske vision af Guds fremtid for os mennesker.
Sange skal skrives herom, fordi mennesker har brug for håb. De har brug for en forestilling om en god fremtid. De har brug for at fantasere sig til billeder om fest, fred, retfærdighed og fylde, som vores triste, konfliktfyldte, forurenede og splittede verden nødvendigvis må bevæge sig i retning af. Dette er meget, meget større end sange om, at jeg er i himlen.
2. Ligeledes bliver du måske lige så overrasket over at høre mig foreslå, at vi har brug for sange om mission. Mange af os tror, at en ny, større sans for mission (ikke blot kirker og ikke blot evangelisation, men aktiv deltagelse i Guds mission, som er så meget større og prægtigere end vore små projekter for organisatorisk selvforherligelse) er det nøglebegreb.
Dette rammer lige ind i hjertet af vores forbrugerkultur, som går på, at alt drejer sig om mig, mig, mig, mig. Jesus kom ikke for at blive vartet op, men for at varte op
og ligesom han blev sendt, således sendte han os ind i verden.
3. Måske bliver du lige så overrasket over at høre mig anbefale, at vi skal genopdage historisk kristen åndelighed og lade den komme til udtryk i vore sangtekster. Der er en rigdom af historiske, åndelige skrifter, heriblandt mange smukke bønner, som skriger på at blive oversat til en nutidig sangtekst. Hver æra i historien har rige ressourcer at byde på lige fra kirkefædrenes periode til den keltiske periode og videre til den puritanske periode. Når vi ser på de monotone og ensformige sangtekster, som millioner af kristne synger (fordi det er det, vi skriver, venner), er det fortvivlende at tænke på, hvad vi har ladet glide os af hænde.
4. Du vil nok blive mindre overrasket over at høre mig sige, at vi har brug for sange, som udelukkende handler om Gud sange, som så at sige sætter spotlight på Gud, sange, der priser Gud som Gud, Guds karakter, Guds herlighed, ikke blot det store arbejde, Gud gør ved at få mig til at føle, at jeg har det godt. Og på samme måde mangler vi sange, som priser, hvad Gud gør for verden hele verden ikke blot for mig eller os. Hvis du ikke kan se, hvad jeg taler om, så læs Salmernes Bog, for versene her forstår at prise, hvad Herren gør for hele jorden, ikke blot for Israels folk. Mange af de sange, vi har brug for, skal også prise Gud som Skaberen et vigtigt tema i Bibelen, men ikke i de fleste af vore kirker.
5. Jeg bør også nævne klagesange. Bibelen er fuld af sange, som udtrykker klage, blues, som udtrykker den kvalfulde afstand mellem det, vi håber på, og det, vi ser og føler. Ærligheden er usminket, og klagesangene slutter ikke altid med en cliché om lykke som et forsøg på at lindre smerten. Nogle gange tror jeg, vi er for lykkelige: den eneste måde at blive lykkeligere på er ved at blive ulykkeligere, ved at føle den kronisk syges smerte, den desperat fattiges, den psykisk syges, den ensommes, den gamle og glemtes smerte, den undertrykte minoritets smerte, enkens og det faderløse barns smerte. Denne smerte bør finde vej ind i sang, og disse sange bør finde vej ind i vore kirker. Det bitre vil gøre det søde så meget desto sødere; uden det bitre kan det søde blive vammelt, og jeg tror, at for mange af vore kirker føler sig som et sukkerland. Er det for meget at forlange, at vi bliver mere ærlige?
Og mens jeg er i gang, så lad mig komme med et par få stilistiske bemærkninger og forslag:
For det første vil jeg gerne foreslå, at vi er påpasselige med at bruge umotiveret bibelsprog ord som Zion, Israel, gå ud, i det høje osv. Hvis der er en god grund til at bruge et sådant sprog hvis vi med andre ord bruger det efter hensigten, ikke blot for at opnå en åndelig følelse, så er det fint.
For det andet vil jeg gerne foreslå, at vi i en tid med globalisering og islamisk fundamentalisme er påpasselige med at bruge ord som jihad og hellig krig. Jeg regner med, der kommer en tid for de ord, men jeg tror ikke, det er nu.
For det tredje er jeg den eneste, som musikalsk ønsker en større rytmisk forskellighed? Hvorfor bliver jeg til overflod velsignet af kreative trommeslagere og slagtøjsspillere, hvor end jeg tager hen?
For det fjerde hvad om vore lovsangsledere berigede den musikalske oplevelse ved at læse Skrifterne, den historiske kirkes store bønner, trosbekendelser og digte på en musikalsk baggrund?
Og endelig hvad om vore lyrikere læste lidt mere god poesi, god prosa, så de fik en større føling med den kraft, der ligger i sproget, elegancen i en velformuleret sætning, glæden ved et helt nyt billedsprog, det stik eller stød, det kærtegn eller den rystelse, som er mulig, hvis vi kæmper lidt mere og strækker os lidt længere efter det ord, som brænder efter at komme frem fra vores inderste? Det er lidt trist, for mens mange af vore sange får bedre og bedre musik, så opleves teksterne stadig som en række af klicheer knyttet sammen af en kvalmende genanvendelse af plastiksprog og skrivebordsbanaliteter.
Fortjener vores Gud, vores mission, vores samfund ikke mere og bedre lyrisk kvalitet, end vi har formået at byde på hidtil?
Oversat af Dorthe Orbesen, redigeret af Svend Løbner.
