Den ny tids udfordring
Det er et vigtigt kombineret debat-oplæg og opråb, Viborg-biskop Karsten Nissen leverer med denne udgivelse, fortjenstfuldt bragt i trykken af Aros Forlag.Emnet er folkekirke og mission og forholdet mellem de to i sækulariseringens, mangfoldigheds-kulturens og modernitetens tidsalder. Helt konkret spurgt: Hvordan kan den gamle folkekirke være kirke i en ny tid, præget af disse strømninger (s. 6)?
Karsten Nissens udgangspunkt er, at mission skal åbne kirkens døre, ikke lukke dem. Traditionelt har det været folkekirkens og missions-selskabernes Ydre Mission, der har udsendt missionærer til ikke-døbte under fjerne himmelstrøg, men den indre mission (forstået som den hjemlige forkyndelse for formelt-døbte, men i øvrigt kirke-fremmede – dansk-etniske som anden-etniske) har haft trangere kår.
Disse grupper er imidlertid en del af den sammenhæng, kirken er menighed i, og som den derfor må åbne sig for. Opgaven er at få en vision af den fremtid, Gud stiller kirken i udsigt (s. 8), og denne vision er grundlæggende ny-testamentlig: Store dele af Ny Testamente er skrevet i en missions-sammenhæng. Det handler med andre ord om at gøre indgangen til kirken tærskel-mæssigt lavere for mennesker med en anden tro – og samtidig om en mere udfarende og mindre fjern folkekirke:
Det er ikke nødvendigt at afsvække det bibelske budskab om Guds åbenbaring for at gøre evangeliet modtageligt og forståeligt for mennesker i dag. Tværtimod rummer dette budskab en dybde og intensitet, som bygger bro over 2.000 år (s. 38-39).
Dét er en velgørende fortrøstningsfuldhed overfor opgaven.
Kristian Kristiansen
Karsten Nissen: En gammel folkekirke i en ny tid
– Evangeliet og vores kultur 103 sider 199 kr. Aros