Nyt net for kristen rådgivning

Kristne rådgivere vil sikre kvaliteten i rådgivningen.Lørdag den 21.2. starter et dansk netværk for kristne rådgivere og terapeuter i Danmark.

Linda Flament

Initiativtagerne bag den tværkirkelige netværks-paraply af kristne terapeuter, rådgivere og psykologer, er psykoterapeut Bente Holmgaard og rådgiver Linda Flament.

Kvalitetssikring og formel anerkendelse

Opstartsmødet holdes på International Apostolsk Højskole i Kolding, hvor Linda til daglig underviser ud fra materiale fra den engelske Association of Christian Counsellors.
Her kommer også John Nightingale fra ACCs afdeling i England og David Depledge, som er præsident for ACC i Europa.
”Vi har desværre endnu ikke et netværk som ACC her i Danmark, hvor man kan finde både faglighed, kvalitet og kristne værdier” siger hun.
”Det er et problem for kirkens omdømme, hvis terapi og rådgivningspraksis funderet i kristne værdier, ikke fremstår som et reelt tilbud om hjælp”, supplerer Bente Holmgaard.

Sammenlignes med det alternative

Lige nu er den kristne terapi og rådgivningspraksis sidestillet med eller lavere stillet end behandlingsmuligheder indenfor det alternative.
Dette skyldes, at der endnu ikke findes en form for kvalitetssikring og formel anerkendelse af terapi og rådgivning med kristent fundament og/eller værdier. Netværket er begyndelsen til at opnå dette.

Vigtigt med bredde

Netværket ønsker, som det eneste kristne netværk i Danmark, at være én paraply, der formår at favne den brede praksis af både rådgivere, terapeuter og psykologer.
”Vi tror, at det er vigtigt, at inddrage bredden, for derved at kunne drage størst nytte af fagligheden. Samtidig er vi bevidste om, at dette også kan blive et udfordrende samarbejde”, indrømmer Linda.
”Vi ønsker derfor også, at skabe et akkrediterings-system, som tager hensyn til uddannelse, erfaring og faglighed, men hvor de forskellige faggrupper stadig bidrager til det fælles bedste”.
Den store vægtning af faglighed og ønsket om at være et bredt netværk er begrundet i netværkets vision om, at den kristne rådgivnings-praksis må ”nå længere ud” end til kirken.
”Hvis vi vil det, så er vi nødt til at stå sammen i vores faglighed og bidrage til hinanden”, mener Linda Flament.
Henri.