Et helt særligt fællesskab

KFS holdt påskelejr med brændende fællesskab, brændende sol og tema om ild!I påskeugen mødtes 650 unge på Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) påskelejr i Vejle. Dagene blev brugt på lovsang, bøn og undervisning – og ikke mindst masser af snakke om tro, tvivl og kristendom.

På billedet ses fra venstre Esben Wibe Nielsen, Esben Rom Christensen og Julie Anna Grosen, der alle deltog på KFS’ påskelejr.

Det er en solrig tirsdag i påskeugen, og Esben Rom Christensen, Julie Anna Grosen og Esben Wibe Nielsen sidder på en bænk i haven ved Rosborg Gymnasium.
De er på KFS’ påskelejr i Vejle og har efter snart fire dages undervisning, bøn og lovsang stadig ikke fået nok af lejrlivet.

Et afbræk fra hverdagen

– Det er fantastisk at være på påskelejr. Mentaliteten er en anden end andre steder. Folk på lejren har mere styr på sig selv end andre unge – det er helt naturligt at snakke om følelser, og hvordan man har det, fortæller 18-årige Julie fra Århus.

24-årige Esben Rom Christensen fra København samtykker:
– Ja, det er fantastisk at være af sted. Jeg bruger lejren som et afbræk fra hverdagen. Påskelejr betyder, at jeg én gang om året kan komme væk fra hele resten af verden og møde andre, der tror på det samme som mig selv.

– Man kan mærke et særligt fællesskab med de andre lige med det samme, supplerer Julie.

Skal helt sikkert med igen

Det er Julies første gang på påskelejr, og Esben tæller sig frem til, at han har deltaget hele syv gange. Ved siden af ham sidder 19-årige Esben Wibe Nielsen fra Århus, som har været med to gange før. Alle tre er enige om, at de helt sikkert skal med igen.

– Det er fedt at være her. Her kan jeg for alvor få lov til at sige, hvad jeg tror på, siger Esben Wibe Nielsen.

Ild!? Vorherre bevare os!

KFS’ påskelejr løb af stablen lørdag d. 4. april til onsdag d. 8. april på Rosborg Gymnasium og Idrættens Hus i Vejle.
I år var temaet for lejren ”Ild!? Vorherre bevare os”! og det blev belyst på flere måder. Blandt andet talte talerne ud fra emner som ”Hvad brænder du for” og ”Gud brænder i dig”.
Derudover var der masser af andre aktiviteter på programmet, blandt andet paneldebat, gospelworkshop og rollespil. Hver aften var der desuden åbent i de forskellige caféer, hvor der også blev afholdt koncerter.

Rigt velsignet

De mange forskellige tilbud blev taget rigtigt godt imod, fortæller lejrchef Kathrine Kofod-Frederiksen.

– Jeg havde en oplevelse af, at vi både var rigt velsignet af Gud igennem forkyndelse og fællesskab, og at vi samtidig var velsignet med et rekordstort antal deltagere, som hver for sig bidrog til at gøre lejren rigtig god, siger Kathrine.

Samtale og bøn

Særligt de mange samtaler, både mellem deltagerne og deltagerne og lederne, fremhæver Kathrine som noget særligt.

– Rigtig mange valgte at vende nogle ting fra lejren eller livet med en anden kristen, som kunne lytte og bede for den specifikke situation, som personen ønskede at dele. Og det, tror jeg, er rigtig godt!

Det hele værd

Som lejrchef har Kathrine haft travlt i mange måneder før påsken, og på selve lejren var der ikke meget tid til afslapning. Men alt arbejdet var det hele værd, understreger hun.

– Grundlæggende vil vi gerne lave en lejr igen til næste år, som giver plads for, at studerende i Danmark kan lære Gud bedre at kende. Uanset om de kender noget til ham i forvejen. Og så må det også gerne være hyggeligt at være med…
Helle Bastrup