Sådan motiveres unge til at arbejde frivilligt

Dorte Kappelgaard har forsvaret et speciale ud fra erfaringer i Café Retro i København.Hvordan fastholder man unge frivillige? Sociolog Dorte Kappelgaard fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik har netop forsvaret sit speciale, der handler om unges motivation til at udføre frivilligt arbejde på den kristne Café Retro i København.

Hyggesnak ved bardisken i Café Retro. Foto: cPress.

Motivation er især ledernes ansvar, mener hun:
– Motivation handler først og fremmest om følelser og må vedligeholdes løbende. Hvem kender ikke oplevelsen af, hvor meget det betyder at føle sig set og hørt eller at opleve, at man er en del af noget større?

To plus to er fem

Den første af de fire følelser er følelsen af et fælles projekt.
– Det handler om at føle, at der er et konkret, opnåeligt formål, så man ved, hvad man kæmper for, og så der er noget at fejre, når et mål er nået.
– På Café Retro opstår forskellige events ved, at et team brainstormer. Den ene halve idé tager den anden, og til sidst sidder man med noget, som ingen kunne have fundet på af sig selv, forklarer Dorte Kappelgaard.
Den anden centrale følelse for motivationen er følelsen af fællesskab.
– Det er ofte fællesskabsfølelsen, der fastholder frivillige på lang sigt. Det er samtidig vigtigt, at fællesskabet er inkluderende. At man ser nye som ligeværdige mennesker, det er værd at lære at kende, frem for som folk, der skal lære at være som ’os andre’.

Husk at sige tak

For det tredje er følelsen af selv at gøre noget unikt central, fortsætter Dorte Kappelgaard.
– Det er følelsen af, at jeg er vigtig med de evner, jeg har, og det arbejde, jeg udfører. Den kommer, når man oplever at få plads til at prøve noget af, begå nogle fejl og at føre idéer ud i livet.
– Det er også vigtigt, at der er tydelige rammer, så man ikke oplever at skulle leve op til nogle uudtalte forventninger. Og så er det vigtigt, at man føler sig anerkendt for det, man har udført – at nogen husker at sige tak, påpeger hun.
Endelig er følelsen af at være kendt og accepteret vigtig.
– Det handler om at man bliver set som et helt menneske med en historie og en identitet, der rummer mere end det at være frivillig, siger hun.
Alt dette kan ledere fremme gennem den måde, man er på, gennem meddelelser, ved at holde fester, hvor man fejrer og anerkender hinanden.
– Hvis man skaber et attraktivt miljø for frivillige, er der sandsynligvis langt flere unge, der vil engagere sig, end man går og forestiller sig. Der er brug for oaser, hvor man kan få lov til at gøre noget meningsfuldt og samtidig få nogle gode oplevelser og relationer, slutter Dorte Kappelgaard.
/sl

Læs mere på Sondagmorgen.dk