Midnatsbøn ved Kaleb og Josvas grav

Et par gange om året får jødene lov at komme ind i den arabisk-beboede landsby Kifil Harith for at bede ved Josva og Kalebs grave. På denne tid af året strømmer jøderne til Josva og Kalebs grave, mens de på sabbaten læser om Josva, der sendte to spejdere til Jeriko for at å udforske det forjættede land. Teksten står i Josva 2.

Bag væggen ligger Josva ifølge jødisk tradition begravet. To gange om året sikres jøder adgang til stedet for at bede. Det sker til påske, og dagen før man i synagogerne læser om spejderne i Jeriko.

Månen lyser op over Samarias bjerglandskab. Der er stille på vejene. De færreste israelere vil køre mellem jødiske bosættelser og arabisk-beboede landsbyer i dagtimerne – og langt mindre om natten.
Mange mindes stadig, da et par israelere for nogen år siden fór vild, havnede i Ramallah og blev lynchet. Det er strengt forbudt for jøder at køre ind i PLO-kontrollerede områder.
Det virker som en miltærmanøvre i vejkrydset ved Kifil Harith, ikke langt fra den regionale hovedby, Ariel i Samaria. Vejen er godt bevogtet. Kun biler med specialtilladelse slipper gennem spærringen til Kifil Harith. Alle andre bliver afvist.
Motti Isaak fra Karnei Shomron og Arik Yefet fra Ariel har forberedt sig godt på rejsen til fædrenes grave. Specialtilladelsen for firehjulstrækkeren er indhentet fra Forsvaret.
Men selv med specialtilladelse tager det tid at komme ind. Man får ikke lov at køre ind, før andre er kørt ud. Forsvaret skal passe på, der ikke sker noget. Ifølge rygterne sker der noget. Der er opstået håndgemæng mellom jøder og arabere ved Nuns grav, men soldater og politi griber hutigt ind. Så kan færden fortsætte nogle minutter over midnat, natten til fredag den 12. juni 2009.
– Vi holder bøn om natten, for man kan jo ikke lukke en hel landsby i dagtimerne, siger Motti Isaak.

Kalebs grav

Kaleb er en markant skikkelse i bibelhistorien, men hans lille mausoleum i Kifil Harith er ikke markant. Det minder om en middelalderlig stenbygning med en muslimsk kuppel.
Kompressorerne kører og producerer strøm til lyskasterne, der lyser op uden for den gamle grav. Folk bevæger sig indenfor. De bøjer ryggen og går ind gennem den lave indgang til forgården.
Her er der en endnu lavere indgang og et trin ned. Så står man der. En kæmpestor sten er dækket med tøj i muslimskgrøn farve. Jøderne læser deres bønner ved Kalebs grav.
– Du må lade det, der ligger dig på hjerte komme ud gennom munden, siger en ung jødisk mand med strikket kipa.
– Jeg læste de første fem-seks Davids-salmer, fortæller Motti Isaak.
Soldater med skarpladte geværer holder vagt lidt længere oppe på muren. Vagtholdet er så godt, at jøder kan gå til fods gennem Kifil Harith. Det er en meget sjælden oplevelse.
Et par haikere får et lift med bilen fra Kalebs grav videre mod Josvas grav. Bilen passerer moskeens minaret, som kaster et grønt lysskær hen over huse og landskaber.
Langs de smalle veje står soldater på vagt. Det virker, som om araberne er gået til ro og sover. I enkelte huse er der lys, men knap nogen, som ser ud af vinduerne.

Arik Yefet (foran) og Motti Isaak læser deres bønner ved Josvas grav. Fotos: Vidar Norberg.
Josvas grav

Ud af de mørklagte maleriske gader kører man ind på et stort torv, omkranset af huse. Her er der fest. Jødiske mænd danser hora. De går rundt i ring og synger af glæde. Motti Isaak kender glæden i sit hjerte og går ind i ringen af jødiske mænd og danser glad et par runder.
– Kom, siger Isaak, og viser vej ind mod Josvas grav. Den er ikke pittoresk, man kan knapt se, det er et vigtig gravsted for en af historiens største hærførere. Der bag væggen findes angiveligt Josvas grav.
Det er mange mennesker og trykkende varmt. Der er en fortættet stemning af bøn og forventning i luften.
Ude på torvet er der fest. Ortodokse jøder har dækket et provisorisk langbord med vand, sodavand og juice. Mens folk forsyner sig, kommer ortodokse drenge med store fade med kugel, en slags brun, sød pastabudding.
Festfolket strømmer til. Snart er både politi, jøder og en fremmed forenet om festretten, der serveres i nattemørket.
– Er du klar til at rejse tilbage, spøger Motti Isaak.
Bilturen går gennem nye ensrettede gader, der i nattemørket minder om Gamlebyens stræder. Soldater har taget opstilling for at undgå, at nogen farer vild.
Kifil Harith er dog ingen stor landsby, og snart er man tilbage på den moderne hovedvej. Der venter nye busser og nye jøder, der venter på at rejse ind eller ud til Kaleb og Josvas grave.
Man kan ikke med hundrede procents sikkerhed sige, at dette er Josva og Kalebs grave, men Motti Isaak siger, det vigtigste er at få folk til at tænke på de bibelske beretninger.
  Josva og Kaleb er udødelige bibelske skikkelser og har ifølge legenden deres gravpladser i nærheden af hinanden.
De to var blandt de 12 spejdere, Moses sendte til Kanaans land. De stolede på Gud og fik derfor lov at komme ind i det forjættede land. De ti andre talte ilde om landet og måtte sammen med deres generation ud på en 40 år lang ørkenvandring.
Beretningen fortælles i 4. Mosebog kapitel 13 til 15.