Åben kirke med grillmad

Missionskirken i Rønne er ikke bleg for at gå nye veje for at komme i kontakt med bornholmerne. Hver fredag kl. 18 varmer de grillen op foran kirken og inviterer til fællesspisning og hyggeaften. Her kan man få aftensmad for kun 25 kr. pr. næse, og efter hyggeligt samvær deltage i en andagt:
– Jeg plejer at lave en serie videoklip fra ugens begivenheder på tv og give dem en kommentar med på vejen, fortæller Jan Holm, der er medlem af kirkens menighedsråd.
– Jeg holdt for nylig en ”andagstkavalkade” med ord fra den norske forfatter Carl Frederik Wisløff, fortæller Kirsten Holm, der er primus motor i Åben Kirke arrangementet.
Efter andagten sættes en dvd med lovsang i countrystil på storskærm, og brætspillene kommer frem. Mange går først hjem ved midnat.