Lis og Per i nyt gospel-show

Sangere fra All Stars og Scenen er din medvirker i koret The Golden Voices.Musik og livsglæde er helt i front, når Lis & Per går på scenen med deres nye gospel-show: Joy & Music.

Lis og Per har allieret sig med dygtige gospel-sangere i det nye livsbekræftende show.

Det er en anderledes koncert, hvor solister blander sig i en skøn forening med koret The Golden Voices.
Blandt solisterne vil bl.a. være Heidi Pedersen, kendt fra Scenen er din på TV2, samt Lone og Gregory Boyd, der som solister i Bamses All Stars kunne fejre sejren i TV2’s populære sangkonkurrence.

Rost af Etta

Lone Boyd er diplomuddannet rytmisk sanger og sangpædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Gospeldivaen Etta Cameron har rost hendes stemme helt til skyerne. Lone har også udsendt en cd med sange af Kaj Normann Andersen.
Gregory Boyd er uddannet som percussionist og sanger i USA og har netop afsluttet en turne i Tyskland med jazz- og gospelsanger Lilian Boutte. Gregory har også flere gange været solist og kapelmester i DR TV.
– Han kan tryllebinde sit publikum med sin fantastiske stemme, siger Lis Kauczki.
Et femmands orkester bakker op om de 11 sangere i The Golden Voices med klaver, bas, guitar, trommer og Hammondorgel.

Aktive kristne

Lis og Per Kauczki er aktive kristne og kommer i Evangelisk Frikirke i Randers.
– Vi holder meget af at høre den direkte forkyndelse. Det betyder meget for os at vide, at de mennesker, der forkynder, har en fast overbevisning om Jesus Kristus, siger de i hæftet Frikirke for alle.
/sl