Lyttende og coachende chef
Sekretariatschef Allan Bruhn, Randers, fylder 50 år den 21. august.Han har arbejdet på Kristelig Fagbevægelses hovedkontor i 28 år, hvor han begyndte som sagsbehandler, har haft forskellige chefstillinger og nu er sekretariatschef i Kommunikationsafdelingen. Han har bl.a. ansvar for medlemsbladet Krifa Magasinet, det politiske og internationale arbejde, pressekontakten og intranettet.
– Han er lyttende og coachende over for sine medarbejdere og ser det som sin fornemste opgave at fremelske den enkeltes unikke værdi og motivere og udtrykke anerkendelse, skriver Kristelig Fagbevægelse i en pressemeddelelse.
Allan Bruhn er næstformand for efterskolen Kildevæld i Kolding, bestyrelsesmedlem i bl.a. nødhjælpsorganisationen Assist og medlem af menighedsrådet for Den Evangeliske Frikirke i Randers.