TV-engel på besøg
Når Linda og Danny Shelton og dennes bror, pianisten Tommy Shelton besøger Danmark og Sverige den 26. -28. september, skal de bl.a. tale i Adventskirken i Nærum lørdag formiddag og samme dags aften på Hilton Hotel i Malmø, hvor mødet bliver transmitteret via satellit til hele verden direkte. De tre er ledere af verdens største kristne fjernsynsnetværk Three Angels Broadcasting Network i Illinois.
Søndag vil Linda Shelton, der er af dansk afstamning, besøge Nyhavn i København, hvor hendes oldefar og hans børn boede, før de flyttede til Racine, Wisconsin, i 1920.
Samtidig efterlyser Linda Shelton danske slægtninge.
Hendes morfars bror var maler, og i deres hjem hænger et maleri fra Nyhavn, som forestiller Lindas mormoder med to af parrets børn på vej over en bro i Nyhavn.
Linda Shelton har to beviser på sin danske afstamning: et ægteskabsbevis for ungkarl, sømand Valdemar Andersen, der ikke tilhører noget trossamfund, og ugifte Emma Ludovika Marianne Lundstrøm, der tilhører Folkekirken. Bedsteforældrene blev viet af borgmesteren i København den 29.9.1908. Det andet dokument er udstedt af orlogsværftet og giver nr. 311 Valdemar Andersen en attest for pålidelig tjeneste på panserskibene Olfert Fischer og Peder Skram. Årstallet er 1909.
Skulle nogen kende noget til forholdet, bedes de kontakte Johann Thorvaldsson, der gennem en årrække har været redaktør og pressechef i Syvendedags Adventistsamfundet. (joh.thorvaldsson@get2net.dk)
Linda Shelton voksede op i folkekirkens amerikanske gren, som hendes tyske far også tilhørte.
Hvordan Linda lærte at kende Gud som en kærlig fader gennem lidelser og overgivelse er en fængslende beretning, som ville tage for meget plads her. Hun er en dame med en sjælden udstråling og et smil, som lyser af frimodighed og venlighed. Hver eneste dag fortæller hun millioner af lyttere i sine tv-meditationer om den forandring, der skete, da Gud greb ind i hendes tilværelse.
Det ligger hende dybt på hjertet, at glæden, hun er fyldt med, præger hendes væsen, når hun taler om sit liv i tro og tillid til den Gud, som i årenes løb er blevet hende en kær og fortrolig ven.
Det er ikke kun manuskripter, hun skriver, men hun laver også dekorationer, pro-gramplanlægning indenfor kogekunst og musik og adskillige cder med vidunderlige salmer og sange, hun synger. Mange af dem har hun selv skrevet. Og hun kan finde på at gå bag videokameraet for at vise seerne, hvad hun har oplevet sammen med mand, hunde og børnebørn. Mange af udsendelserne er ganske personlige, og gennem dem opdager mennesker, hvordan troen fungerer i hverdagen. Denne fjernsynsstation kan ses i hele verden og har afdelinger i flere andre lande, f.eks. Rusland. Johann Thorvaldsson er nu tilknyttet det amerikanske tv-selskab som dansk kontaktmand. Han har rundet de 70 år, men er still going strong.
Han oplyser, at i Europa opnås forbindelsen med 3 ABN via satellitten Hotbird 5, 13 grader øst, hvor der også er mange andre gratis programmer, bl.a. et katolsk, Euro News, BBC World og mange andre stationer på engelsk, tysk, hollandsk, italiensk og arabisk, som er gratis, dvs. der behøves intet kort eller betaling af månedlige afgifter. Der arbejdes også på at få denne station ind på fællesantenner i Danmark, som det allerede er tilfældet i mange andre lande.