Forsikringsmanden: – Den største tryghed er at være forsikret hos Gud

– Når vi hviler i tillid til Gud, så behøver vi ikke bekymre os for fremtiden, siger forsikrings-
konsulent ved Topdanmark, Per H. Jensen

Per H. Jensen er industri konsulent i Topdanmark. I sin fritid er han med i lederskabet i Pinsekirken i Ålborg og bestyrelsesformand for AKTV

Hvorfor vil vi så gerne forsikre os mod, hvad dagen i morgen kunne bringe af problemer, sorger og ulykker?
– Det handler i bund og grund om, at vi som mennesker ønsker at være ansvarlige både overfor os selv og vores nærmeste. Det handler også om, at vi ønsker at sikre de efterladte og give dem en tryghed, så de ikke oven i sorgen over at have mistet skal have økonomiske problemer. Når det drejer sig om virksomheder, som jeg rådgiver og giver risikovurderinger, så er det ledelsens ønske at sikre virksomhedens overlevelse efter f.eks. en brand, til glæde både for de ansatte og ejerkredsen.

Er det ikke svært at have et job som forsikringskonsulent, hvor man lever af folks bekymringer og frygt?
– Nej. For sådan opfatter jeg slet ikke min dialog. Tværtimod. Jeg har det godt med at rådgive folk, så de kan træffe nogle fornuftige valg, som igen er med til at give dem en større tryghed. Jeg føler ikke, jeg presser noget ned over hovedet på dem.

Hvad siger Jesu opfordring til ikke at være bekymret dig som forsikringsmand og troende?
– Virkeligheden er nu en gang sådan, at vi bombarderes udefra med terrortrusler, krig, mord og voldtægt. Oven i det kommer det i det nære, som kan påvirke os fysisk og psykisk.
– Min erfaring og mit vidnesbyrd gennem et langt liv er, at det er en tryghed at have Jesus med i sit liv. Tilliden til ham og hans Ord bærer én igennem de svære ting.
– Det at kaste sine bekymringer på ham og finde hvile er ikke kun nogle gode ønsker, men en erfaring, jeg kan vidne om. Det er et livsfundament, der holder, også når livet er svært.

Hvad vil det sige at søge Guds rige og hans retfærdighed først?
– At forstå vigtigheden af at prioritere det åndelige før det materielle. Som mennesker er vi skabt i Guds billede til fællesskab med Ham. Når Jesus er på førstepladsen i vore liv, har vi det rigtige grundlag for, at vores liv lykkes.
– Som forsikringsmand må jeg jo erkende, at selv om det er dejligt, at folk prøver på ansvarlig vis at sikre sig selv og sine nærmeste, så er det totalt uvæsentligt i forhold til det at søge Guds rige og hans retfærdighed først. Så her er den bedste livsforsikring Johannes Evangeliet kapitel 3, vers 16!

Hvad tror du, Jesus mener, når han siger: ”Hver dag har nok i sin plage”?
– For mig at se er det en advarsel imod at bekymre os om det ukendte, det der sker i morgen. Hvis vi gør det, har det både negative konsekvenser for i dag, og det giver os et mindre overskud til at møde dagen i morgen.
– Dybest set handler det om at have tillid til, at Gud er med i fremtiden, og hvile i, at vi som hans børn er beskyttet under hans blod.

Matt. 6,24-34

Om bekymringer

Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hed-ningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.