Skal jeg ta’ på efterskole…?

Kære brevkassefamilie
Jeg er en dreng på 14 år, som lige er startet i 8. klasse. Jeg har hørt, at hvis jeg skal på efterskole, så skal jeg skrives op allerede nu, men jeg ved ikke om jeg vil. Jeg er lidt nervøs for at skulle starte på noget helt nyt, og jeg ikke helt sikker på om jeg er klar til at flytte hjemmefra. Et råd?
Hilsen Mathias

Hej Mathias!
Vi kan sagtens sætte os ind i, at du er lidt i tvivl om, hvad du skal beslutte dig for. Vi har begge gået på efterskole, og havde nogle af de samme overvejelser inden vi kastede os ud i det.
Det er rigtig nok, at det er en god idé at blive skrevet op i god tid, men selvom du gør det nu, betyder det ikke at du er tvunget til at gå der.
Du er først endeligt bundet, når depositum er betalt, og det sker først meget senere.

Det kan være svært at starte et nyt sted, men det er også noget af det mest udfordrende ved at gå på efterskole. Hvis du vælger at se det som en udfordring, tror vi at du vil lære meget af det. Det kan jo være en fordel, at der ikke er nogen der kender dig og har en fast idé om, hvordan du er. Det er spændende at skulle finde sin plads blandt nye mennesker, og det er ikke så svært som man skulle tro, fordi alle befinder sig i den samme situation som dig.

Det er aldrig sjovt at skulle forlade nogle venner, men at rejse fra dem er ikke ensbetydende med, at du mister dem.
Selvfølgelig vil I ikke have det samme forhold i og med at I ikke ses så tit, men hvis man skal være lidt grov kan man sige, at rigtige venner bliver ved med at være der, og så svært er det heller ikke at holde kontakten. Desuden skal du tænke på, at på en skole med en masse unge på din alder, kan du slet ikke undgå at få venner, så hvis det er fordi du er bange for at blive ensom, kan du tage det helt roligt.
Det er godt at dine forældre overlader beslutningen til dig, men selvom de ikke vil bestemme for dig, kan du jo godt snakke med dem om det. Dog er det et godt tegn, at de regner med at du selv kan tage en så vigtig beslutning, og det viser jo også en vis tiltro til din selvstændighed.

Vi vil dog gerne indskyde, at selvom du rejser på efterskole, betyder det altså ikke at du rejser helt hjemmefra. Dit hjem er jo stadig hos dine forældre, selvom du ikke bor der til daglig. Og mange teenagere har det jo også på den måde, at det er rart ikke at gå op og ned af dem hele tiden…
Med hensyn til om du vil gå der et eller to år, har vi straks sværere ved at komme med konkrete råd.
Vi har begge gået på efterskole i to år, og været meget glade for begge år, men selvfølgelig kan man have perioder hvor man kan være lidt træt af det hele. Dog skal det understreges, at de to år adskiller sig meget fra hinanden, for bare fordi at man vælger et år mere på det samme sted, skal man langt fra forvente et år magen til. Det er menneskene på skolen der afgør, hvordan året udvikler sig, og det vil aldrig være præcis de samme typer to år i træk.

Vi er ikke i tvivl om, at vi vil råde dig til at tage af sted, men selvfølgelig skal du først og fremmest gøre hvad du selv vil. Man får meget ud af at gå på efterskole. Man lærer meget om sig selv, og hvordan man er i forhold til andre mennesker. Man får meget tætte venner, fordi man ved at bo sammen lærer hinanden rigtig godt at kende, og når man slutter året gør det ingen forskel at man bor så langt fra hinanden.
Man ændrer ofte sin opfattelse af voksne, fordi at man lærer dem at kende som andet end sure afstraffere, man lærer dem også at kende som mennesker, og finder ud af at de er cool nok på bunden. Man bliver mere moden og selvstændig, fordi der er så mange ting man pludselig selv har ansvar for.

Vi vil selvfølgelig anbefale, at du finder en kristen efterskole, dem er der masser af. Der er gode muligheder for virkelig at nå langt i sit personlige forhold til Gud, og ofte vil man også modtage en masse undervisning inden for forskellige emner.
Hvis man er så mange kristne unge samlet på et sted, er der rig mulighed for at inspirere hinanden og dele op- og nedture både i troen og i hverdagen.
Held og lykke med det alt sammen!
Kærlig hilsen
Brevkassefamilien
Miriam og Rebekka