Bogtema
Opsang fra højre indenom

Historikeren Henrik Jensens nye bog ”Det ordentlige menneske” er en knytnæve i ansigtet på selvrealiserings-dyrkelse og selvtilfredshed og på fokuseringen på rettigheder fremfor pligter.Henrik Jensen er historiker, klummeskriver og kommentator og har siden 1998 markeret sig stærkt med skarpe, velargumenterede debat-bøger og indlæg med udgangspunkt i det århundrede, hvor Gud – if. nogle – afgik ved døden i menneskets bevidsthed.Første Verdenskrig blev det afgørende vendepunkt, hvor man gik fra en situation, hvor alt, hvad man gjorde, var rigtigt og præget af fremskridts-tro, til slet ikke at kunne noget rigtigt længere. Henrik Jensen benævner det med sin første bogtitel Ofrets århundrede, og han mener ikke, vi endnu har forladt det mentalt. Flere og flere gøres til ofre og fastholdes i rollen, og det personlige ansvar udviskes.
Denne problematik indgår også i forfatterens andet store værk, Det faderløse samfund, hvor modsætningen autoritet/lighed eksemplificeres som fader/søn.
Her hedder det kulturpessimistisk, at næsten i det autoritets- og dermed ansvarsløse samfund ikke længere er en broder, men et middel (s. 424).
Det er blevet et selvisk menneske i ordets egentligste forstand. Som det siges i en af Olsen-bande-filmene: ”Den eneste, der tænker på mig – det er mig!”

Den barmhjertige samaritaner
= det ordentlige menneske

Dette selviske menneske er ikke et ”ordentligt menneske” i Henrik Jensens optik. I sin seneste bog – Det ordentlige menneske – nævner forfatteren den barmhjertige samaritaner som det ordentlige menneskes højeste udtryksform, ”men mindre kan også gøre det”; hvorom alting er, så udgør de ”kittet i samfundet – og de var det, før omsorgen blev professionaliseret – som regel uden at forvente den store opmærksomhed eller belønning for det” (s. 9).
Det kræver en vis portion dristighed at skrive en bog med en sådan titel, og den dristighed besidder Henrik Jensen til fulde. Bogen er en knytnæve i ansigtet på den omsiggribende selvrealiserings-dyrkelse og selvtilfredshed og på fokuseringen på rettigheder fremfor pligter. Allerede i den forrige bog foreslog han udfordrende, at vi her midt i selvoptagethedens tid skulle udarbejde en erklæring om menneskepligter, ”forpligtelser og skyldigheder”, som han kaldte det.

Forbilledet – den uegennyttige mormor

Hans store forbillede er den uegennyttige mormor – den slags var der plads til dengang; i dag er det ordentlige menneske underlagt svære eksistens-vilkår. Det er det menneske, der tilslutter sig det forpligtende fællesskab, vi har for hinanden. Som ordentligt menneske giver man sit eget liv værdi ved også at give andre menneskers liv værdi. Man styrker det, der ligger ud over én selv.
Det burde være en art kald, men et af vor tids store problemer er, ”at det ikke er lykkedes at finde en erstatning for kaldet, den protestantiske kulturs omdrejningspunkt, og dermed fastholde pligtkulturen og den hellige orden. Hos det ordentlige menneske er der stadig et ekko af kaldet … Kaldet er en livslang lektion i lydighed mod absolutte sandheder” (s. 25).

Moralistens hovedfjende

Henrik Jensens to tidligere store bøger, den anmelderroste ”Ofrets århundrede” (Samleren,1998) og den omdiskuterede ”Det faderløse samfund” (People’s Press, 2006)

Bogen vrimler med udfald omkring børneopdragelse, coaching, globalisering, forbrugerisme, velfærdsstaten, indvandrere, ungdomsoprøret – for nu blot at nævne nogle af de mange emner, der hastigt berøres. Den grundlæggende hovedfjende er imidlertid tidens voldsomme jeg-dyrkelse og succes-krav, der over alt stikker sit grimme ansigt frem.
Henrik Jensen er noget så sjældent som en ægte moralist og tilhører dermed – som det ordentlige menneske også gør det – en truet art. Men hvor er det dog forfriskende! Konfronterende fra først til sidst, jo vist. Men kedelig? Aldrig.
Søren Krarup i en pænere indpakning? Det er en tanke, der kan opstå, men gøres det blot så begavet som her, er det afgjort til at leve med.

Henrik Jensen:
Det ordentlige menneske
254 sider • 249 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag