Bogtema
En kristen éner i dansk litteratur

Forfatter Martin A. Hansen kunne i år være fyldt 100 år. Et højt kunsterisk niveau og en bekendende kristentro kendetegner hans udgivelser.Mange danske forfattere har prentet sig stærkt i mit sind.Det er forfattere som Poul Hoffmann, Johannes V. Jensen, Henrik Pontoppidan, Martin A. Hansen m. fl. , og i år er det så Marin A. Hansens år, fordi han den 20. august kunne være fyldt 100 år.

Forfatter Martin A. Hansen fotograferet i sit hjem i Brønshøj i 1941

Når jeg tænker på Martin A. Hansen, er der mange tanker, der trænger sig på, men stærkest i min erindring står hans stemme, som jeg mødte den for mange år siden på en grammofonplade ”Martin A. Hansen fortæller”.
På den ene side læser han højt af novellen ”Soldaten og pigen”. På den anden, ”Dyremøder”, causerer han over sine møder med dyr i naturen, ofte fra hesteryg en tidlig morgen. ”Dyremøder” er oprindeligt fortalt for børn, uden manuskript, i en radioudsendelse. Man føler næsten, at man er sammen med Martin A. Hansen, når man lytter opmærksomt til digterens stærke, rolige stemme. Han var en eminent fortæller.

Martin A. Hansen voksede op i Strøby på Stevns i et kristent miljø, der var påvirket, men ikke styret af indremissionske forestillinger. Faderen var af bondeslægt og selv husmand. Moderen kom fra noget fattigere kår. Martin A. Hansen mente, at han fra sin far havde tilknytningen til jorden og fra sin mor trangen til at fortælle.
Miljøets påvirkninger motiverede ham for læreruddannelsen, som han færdiggjorde fra Haslev Seminarium i 1930. Han blev lærer, men først og fremmest digter, og hans forfatterskab er et af de rigeste i moderne dansk litteratur.
Som menneske engagerede han sig i samfundsdebatten. Tidligt advarede han mod kommunismen, og under nazismen fandt man ham som modstandsmand, modsat hans samtidige kollega i Norge, Knut Hamsun..

Martin A. Hansen var enestående ved at skrive i stort set alle genrer på samme høje kunstneriske niveau. I hans korte liv – han døde allerede i 1955 som 45-årig – nåede han en stor produktion af romaner, essays, noveller, kulturhistorie, rejseskildringer, breve og dagbøger, og han mestrede alle disse genrer. Men lyrikken var ikke hans stærke side.
Når man ser på Martin A. Hansens forfatterskab, må man sige, at ingen anden dansk forfatter har som han ladet sine skrifter gennemsyre af Søren Kierkegaards tanker om eksistensen, og filosofiske tanker bliver nærværende i hans bøger, så man som læser fornemmer, at det er ens eget liv, det handler om.
Flere af hans værker har gjort stort indtryk på mig. Det gælder novellen ”Agerhønen” og romanerne ”Jonatans rejse”, ”Lykkelige Kristoffer” og ”Løgneren”. Sidstnævnte blev en kæmpesucces. Gennem årene har den solgt 400.000 eksemplarer i utallige udgaver og oplag. Da den blev læst op i radioen første gang, lå gaderne øde, og med Frits Helmuth i rollen som Johannes Vig blev den en succes som film.
Martin A. Hansens liv og værker grunder sig helt klart på en bekendende kristens personlige tro. Det kommer klart frem i ”Løgneren”, men også i flere af hans noveller. I ”Daniel” afsluttes med en aftenbøn, som også kunne være forfatterens: ”Herre, du skænkede mit hjerte en glæde større end deres, da korn og most flød over. I fred går jeg til hvile og slumrer straks, thi, Herre, du lader mig bo alene i tryghed”. En bøn, der klart er inspireret af Bibelens Salme 23 af David.
Ole Juul siger i en artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af 100-året: ”Martin A. Hansen var igennem hele sit forfatterskab i et uafladeligt opgør med kirken som institution, men han var hele tiden bevidst om, at i dét evangelium, som kirken skal forkynde, ligger begrundelsen for et etisk engagement.”

De to store romaner ”Jonatans rejse” og ”Lykkelige Kristoffer” handler begge om livets kamp mod døden og ligegyldigheden, om offer og ansvar og giver klart udtryk for forfatterens kristne livssyn.
Begge hovedpersoner er på rejse. Jonatan rejste for at komme ondskaben til livs, Kristoffer for at strides for sine idealer. Begge var de sig det ansvar bevidst, som de havde viet sig til.
Jonatan og Kristoffer træffer vigtige valg på grundlag af det ansvar, de påtager sig i livet. Jonatan døde i pagt med sin gerning, mens Kristoffer døde i sin kamp for idealerne. I begge tilfælde en død, der hvilede på en form for fuldbyrdelse – helt i pagt med forfatterens kristne syn på tilværelsen.

Romanen ”Løgneren” er absolut et af forfatterens største værker. Her forsøger han ud fra en kierkegaardsk analyse af mennesket og kirken at afgrænse det kirkelige og sætte mennesket i centrum. Hovedpersonen hedder Johannes Vig og kan give et ordspil med svig, der hen ad vejen er et kendemærke for hovedpersonen.
”Løgneren” er en hjerteskærende nænsom, dyb og stærk beretning om almindelige mennesker: fiskere, bønder, småhandlende og en skolelærer, og deres kampe med naturen inden i og omkring dem. Mennesker i storm.
Vi møder skrøbelige liv, der trues med at blive oversvømmet af ensomhed, død, kærlighed. Nogle bliver revet med. Nogle står imod. De fleste gør begge dele på skift, sådan som sjælens fortvivlende omskiftelighed byder.
Romanen finder sted på ”et muldvarpeskud i havet” kaldet Sandø, Sandhedens Ø, hvor mennesker slås for at kunne se sig selv i øjnene. Den har form af en række dagbogsnotater, skrevet af Løgneren selv, øens aldrende skolelærer og degn, Johannes Vig, hvis navn får én til at tænke på svig, og det er bestemt ikke noget tilfælde.
Da romanen begynder, har Sandø været lukket inde af isen hele vinteren. Annemari, historiens femme fatale, har ikke kunnet få besøg af sin kæreste, Oluf, der arbejder på fastlandet om vinteren. Og Harry, en ung ingeniør, der er på øen for at udregne, om det kan betale sig at udvinde dens kalk, kan ikke komme den modsatte vej hjem til fastlandet. Hvad andet sker der, end at Annemari, som også den ensomme degn hemmeligt elsker, indleder et forhold til den selvsikre ingeniør? En kærlighedsfirkant kom under udvikling. Det fører til en afgørende selvransagelse for Johannes Vig om at elske eller ikke elske, at blive elsket eller ikke.
Det er ganske enkelt en roman om eksistentialisme, og den er da også blevet sammenlignet med efterkrigstidens franske eksistentialisme.
”Løgneren” er en stilfærdig roman, skrevet på et vidunderligt varieret og præcist dansk med et spændende billedsprog.

I de senere år har vi set flere genudgivelser af Martin A. Hansen, og det virker som om, han er ved at blive trendig igen, måske på grund af 100 året, men uanset hvad årsagen er, så er det fuldt fortjent og vor tids læsere fortjener også at få lært denne pragtfulde forfatter at kende.
Martin A. Hansen var kristen, men ikke teolog. Han var først og fremmest digter, og han var en livsnær digter, der kunne få sin læser til at leve med og måske også genkende sig selv.