Kristelig Fagbevægelses overenskomster først i hus

Kristelig Fagbevægelses kollektive overenskomster med Kristelig Arbejdsgiverforening er færdigforhandlede.Lønstigningen på mindstelønnen inklusive pension bliver på 8 procent over de næste tre år.
– Vi er færdige længe før de andre, og med en lønstigning på 8 procent over tre år har vi nået et rigtig godt resultat i lyset af den økonomiske krise, siger chef for Kristelig Fagbevægelses Overenskomstenhed, Kurt Bech.
Kurt Bech glæder sig også meget over, at det er lykkedes at give et løft til ligestillingen mellem mand og kvinde ved at få væsentlige forbedringer på barselsområdet. Overenskomsterne gælder på ca. 1.200 arbejdspladser.