Hvad er bedst ved julen?
Voxpopen er foretaget uden for Christianskirken i Århus af John Engedal.
Alder: 20 år
Hvad er det bedste ved julen?
Det er nok bare stemningen. Det er rigtig hyggeligt. Familien er også meget i fokus. Når man er lidt ældre og har været ude at rejse, er det dejligt at komme hjem til familien og mindes barndommen.
Hvad har været din bedste julegave?
Det var nok et stort Lego-sæt, som jeg fik, da jeg ikke var så gammel. Det var dejligt.
Hvad ønsker du dig i år?
Jeg ønsker mig gummistøvler, en mundharmonika og en guitar. Jeg ønsker mig bøger af Magnus Malm, Peter Haldorf og C. S. Lewis. Jeg ønsker mig også en bog, som hedder Halvbroderen.
Har I nogle specielle traditioner?
Vi har ikke så mange. Vi får and juleaften. Hvis vi holder jul et andet sted end hjemme, får vi nogle gange kirsebærvin, når vi kommer hjem fra juleaften.
Hvad er din rolle i julen?
Det er tit mig, som synger for, når vi går rundt om juletræet. Men jeg bryder mig ikke om det. Jeg bliver også nogle gange bedt om at læse juleevangeliet op. Og så er jeg kendt for at være den, som spiser mest.
Alder: 24 år
Hvad er det bedste ved julen?
Det er, at man samles med familien. Det er også der, at jeg finder tid til stilhed og eftertanke. Særligt det, at mens mørket sænkes over hele landet, sidder vi og tænder lys. Lyset er som et billede og symbol i julen, og det bliver stærkt.
Hvad har været din bedste julegave?
Det er svært at svare på. Det må være en Lego sørøverborg, jeg fik, da jeg var mindre. Jeg var måske omkring 10-11 år. Den blev min bror og jeg i hvert fald glade for.
Hvad ønsker du dig i år?
Det spurgte min mor mig også om. Det ved jeg ikke. Det er ikke så vigtigt, når man bliver ældre.
Har I nogle specielle traditioner?
Nogle gange synger vi Nu det jul igen igennem hele opgangen, og inde ved alle naboerne. Juleaften tager familien opvasken, mens min far tænder lysene på træet og lægger gaverne under juletræet.
Hvad er din rolle i julen?
Nogle gange læser jeg juleevangeliet, måske fordi jeg er den førstefødte søn. Ej, men det er som regel enten min far eller mig, som læser det.
Alder: 17 år
Hvad er det bedste ved julen?
Det er, at vi sammen som familie mindes om, hvorfor vi holder jul. Jeg synes julen er lidt materialistisk med gaver og nisser, og det er lidt træls. Det er godt at tænke på, at det er på grund af Jesus, at vi holder jul.
Hvad har været din bedste julegave?
Jeg ved ikke, hvad det bedste er. Det er mere vigtigt, at man er sammen, end at man får gaver.
Hvad ønsker du dig i år?
Jeg har ikke rigtig nogle specielle ønsker. Men jeg ønsker mig en curler, til at lave krøller i håret, og nogle DVD-film – sådan nogle rigtig tøsefilm. Jeg ønsker mig også nogle hovedtelefoner til min telefon, så jeg kan høre musik.
Har I nogle specielle traditioner?
Nej, faktisk ikke. Nogle gange spiser vi noget helt andet juleaften, fordi vi bliver træt af alt det andet fede mad. Sidste år fik vi spareribs, tzatziki og bagte kartofler.
Hvad er din rolle i julen?
Jeg har ikke nogen speciel rolle. Vi pynter alle op til jul. Vi har heller ikke noget med, at den yngste eller den ældste tænder lys.