Babyboom på Frelsens Hærs børnehjem i Haiti

30 babyer blev fundet på en traktorvogn i Port-au-Prince. I alt 135 nye spædbørn er modtaget på Frelsens Hærs børnehjem. Børneflokken støttes fra Danmark.
Antallet af børn på Frelsens Hærs børnehjem i Haiti, ”La Maison du Bonheur” (”Lykkens hjem”), er mere end tredoblet, siden jordskælvet i januar gjorde hovedstaden Port-au-Prince ubeboelig.

I en traktorvogn i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, fandt nødhjælpsarbejdere 30 spædbørn på under fem måneder. Der er nu bragt til Frelsens Hærs børnehjem i byen.

Før jordskælvet ramte Haiti den 13. januar, boede der 52 børn på Frelsens Hærs børnehjem – hvis ejendom blev ramt af betydelige skader. Alle disse overlevede og er fortsat i god behold. Siden katastrofen indtraf, er antallet af børn imidlertid vokset til 187. En forøgelse, der dels skyldes mange haitianske børns sårbare situation og andre børnehjems kollaps.
Hidtil har 135 babyer og småbørn fra hovedstadsområdet således fået et nyt hjem på Frelsens Hærs, ”La Maison du Bonheur”. Blandt disse blev 30 babyer på under fem måneder fundet på en traktorvogn i nærheden af et tidligere børnehjem i området. Børnene havde på det tidspunkt hverken fået mad eller drikke i op mod en uge.

Dansk støtte til Haitis børn

Selvom børnehjemmet i Haiti ikke normalt indgår blandt de børnehjem, der sponsoreres fra Frelsens Hær i Danmark, har hærens danske fadderskabsafdeling besluttet, at indtægten fra såkaldt ”frie fadderskaber” i år vil blive doneret til den voksende børneflok i ”Lykkens hjem” i Port-au-Prince.
I Haiti betegnes jordskælvskatastrofen også især som ”børnenes katastrofe”. Af de tre millioner mennesker, der anslås at være berørt af jordskælvet, udgør op mod 40 pct. børn under 14 år.