Debat

Alle veje fører til Rom

”Alle veje føre til Rom”. Et gammelt dansk ordsprog, som et blik på en globus eller landkort hurtigt vil udelukke. ”Alle religioner kan føre til Gud,” er et nyt ordsprog i Danmark. Eller måske en ny trosartikel, eftersom 38 % af folkekirkens præster går ind for den. For få år siden oplyste Lars Tjalve, at ca. 1/3 af præstestanden (inkl. Lars Tjavle) knapt ved, om de tror på Gud. Foruden dem der tror på reinkarnation. Af de 38 % er biskop Kjeld Holm den mest rystende, han nævner buddhister og muslimer. Det er rigtig, at de er meget sympatiske at snakke med. Men det er et faktum, at der i buddhismen ikke er frelse, men reinkarnation og intethed. Og selv om muslimer håber på Allahs nåde og barmhjertighed på Dommedag, er der jo heller ikke der nogen frelsevished, men en livslanghed med mindst to gode gerninger for hver synd, så Guds retfærdighedsvægt kan svinge den rigtige vej på Dommedag, Dan. 5:27, 4:27. – Domprovst Anders Gadegaard nævner Brahma som ét af Guds navne. Hvilken Gud? Brahma er et hindu-gudenavn. Og i toppen af det millionøse, hinduistiske gudehierarki er der en satatonisk treenighed, der er en modsætning til den kristne treenighed. Ifølge Matt. 2:6-8 kan præster både vejlede og vildlede.
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager 1 B st. th.
6400 Sønderborg

Kommentar til kronik

Hans Jørn Østerbys kronik (4.3.10) om klimapolitik var velskreven og gennemtænkt, men jeg kan ikke umiddelbart følge ham hele vejen.
Det videnskabelige er umådelig kompliceret, men langt de fleste forskere anser det for overvejende sandsynligt, at klimaforandringer er menneskeskabte. Som i ethvert andet videnskabeligt spørgsmål er der nogle hæderlige videnskabsmænd, som mener noget andet. En dag vil vi finde ud af, i hvilken grad de havde ret eller ej. Men i mellemtiden er vi nødt til at handle i god tro ud fra de bedste resultater, vi har.
Som mennesker er det vores pligt at elske vores næste. At prøve at modvirke klimaforandringer kan hjælpe både os, vores børn og verdens fattige. Vi når aldrig ’Paradis’ i denne tidsalder, men nogle fremskridt er dog mulige. Tænk på afskaffelsen af slaveriet eller landvindingerne i medicin. Kristne har haft fremtrædende roller i disse gode sager og kan gøre det samme i klimaproblematikken.
Det kunne være, at visse klimaaktivister gør det til en religion. Men det gør ingen forskel for os – vi er nødt til at udføre det gode, uanset deres holdninger. Og der er en endnu værre religion på spil – Mammon. Det er den, som har forledt os til at drive rovdrift på verdens ressourcer, uden hensyn til ansvarlighed overfor vores medmennesker eller vores gudgivne forvalterskab.
Så alt imens vi venter på Jesu tilbagekomst: Lad os leve vores kald ud til at være trofaste og kærlige mennesker – også i klimaspørgsmål.
Niel Hardy
Aastrupvej 20-1
6100 Haderselv

Hej præst i den danske folkekirke!

Hvordan har du det med Gud i dag? Kender du forfatteren til Bibelen, Gud Helligånd? Og kender du Jesus personligt? Er du præst af navn eller af gavn? Der er virkelig brug for, at du som præst i Danmark er tro mod Gud den Almægtige og mod det, vores Bibel står for, så du kan leve det ud i praksis, men også begejstret og sundt kan fortælle om Bibelens gode nyheder. Det med tilgivelsen er lige netop det, som vi alle sammen med Guds kærlighed har brug for at vide, at Guds Søn, Jesus Kristus, blev korsfæstet, for at vi kunne gå fri. Det giver både mening, håb og overskud på vore livs kontoer, og det er helt vidunderligt. Det er mit håb og min bøn, at alle præster vil være tro både mod Gud og mod det præsteløfte I har givet.
Johannes Kirk Søndergaard
Enebærparken 146
Kolding