7-0! Historisk sejr til FC Udfordringen

Græsset er blevet grønt, og spillerne fra FC Udfordringen er færdige med den hårde vintertræning og er kommet godt i gang med sæsonen. I den forløbne uge er det blevet til tre store kampe for holdet, der jagter en oprykning til serie 2.

Det var David mod Goliath, da FC Udfordringen spillede mod Valby Bk. fra en højere række. Men ligesom David skulle bruge 7 små sten, afgjorde FCU kampen til deres fordel med 7 små mål. 7-0, så var den kamp afgjort.
Sejr over Christiania

I sæsonpræmieren stødte man straks på hård modstand, nemlig rækkens nummer 3 fra Christiania Sports Club. På forhånd havde de kristne frygtet kampen lidt, da CSC er kendt for hårdt spil og en attitude, der går lige til grænsen – og lidt over. Heldigvis blev kampen dømt af en super dommer, der ikke gav modstanderen lov til at smadre kampen med frispark og trusler. Til gengæld havde CSC en tidligere superliga-spiller med på holdet, der viste sin klasse og satte sig på midtbanen fra kampens start.

Kampen startede dog skidt, da et ret harmløst skud ramte en knold på den dårlige bane og snød Frederik Mortensen i målet, der kunne se den trille over stregen til 0-1. Heldigvis havde de blå/røde’s topscorer David Zimmermann ikke glemt, hvordan man laver mål, og han headede på flot vis udligningen i kassen kort tid efter. Kort tid efter opstod der en kuriøs situation. Dommeren dømte straffe til FCU, der skiftede træner Tobias Ambs-Thomsen ind for at sparke og score, for så at skifte ham ud igen lige bagefter. Med 2-1 satte hjemmeholdet tryk på, og den fra Amerika tilbagevendte stjerne Andreas Krogh satte trumf på og udbyggede føringen til 3-1 med et flot gennemspillet mål. Resten af kampen blev kendetegnet af et CSC-hold, der pressede for en reducering, og et FCU-hold, der stod godt imod. Især kampens spiller Michael Tell var helt ustyrlig god. Da CSC fik et rødt kort et kvarter før tid, var den kamp lukket. En god start på forårsæsonen.

Uafgjort mod Politiet

Blot tre dage efter var de kristne i kamp mod rækkens nummer 1, Politiets Idrætsforening. Politiets store, granvoksne mænd havde en fysisk fordel. FCUs taktiske oplæg var til gengæld at bruge deres små, vipse spillere og slå til med deres bedste våben, hurtighed. Taktikken lykkedes fantastisk godt, og første halvdel af kampen var helt i Udfordringens hænder. Der blev dog brændt alt for mange chancer, og da det kun var lykkedes for Claus Christiansen at score, var en spinkel 0-1 føring alt, hvad de kristne kunne tage med sig ind til pauseteen.

I anden halvleg brændte en ellers velspillende Claus Christiansen en friløber, hvor han var helt alene med mostanderens glimrende målvogter.
Derefter måtte forsvarskrumtappen Christoffer Gregersen udgå med kramper. I forvirringen efter udskiftningen scorede Politiet det udlignende mål.

Historisk sejr i Pokalturneringen


Artiklen fortsætter efter annoncen:



FCU løber ind til kampen mod lokalrivalerne fra Valby Bk. Det endte med en overbevisende 7-0 sejr.

Onsdag blev der så skrevet klubhistorie, da FCU for allerførste gang vandt en kamp i Ekstra Bladet Cup (Landspokalturneringen). Modstanderen var Valby Bk. fra serie 2, altså en række bedre end FCU. De rød/blå stillede med et hold, hvor mange spillere ikke have fået meget spilletid i turneringen, og kunne derfor bruge kampen til at overbevise trænerstaben om deres kvalitet. Og det må man sige, at de gjorde. Da kampen var slut, stod der 7-0 til hjemmeholdet, der fuldstændig havde pillet modstanderen fra hinanden i et lokalbrag, som de blå fra boldklubben nok gerne vil glemme hurtigst muligt.

For træner Tobias Ambs-Thomsen giver det nu en masse positive problemer:
„Vi havde et par nøglespillere ude, som vi ville spare til lørdag, hvor vi igen har et vigtigt opgør i kampen for oprykning. Men de spillere, der så spillede i dag, satte virkelig en høj standard, og nu får jeg svært ved at sætte hold, fordi der er så mange, der byder sig til. Det er godt, at vi har udvidet klubben med et ekstra 11-mands hold, så alle kan komme i kamp i weekenden.”

Nyt serie 5 hold

Netop i den kommende weekend bliver der masser af fodbold til alle FCU-fans. Der skal alle klubbens hold nemlig i kamp. Specielt det nye serie 5 hold bliver interessant at følge, da det er deres aller-, allerførste kamp sammen.
Samuel


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du kan nu følge mange af kampene live på FC Udfordringens facebookgruppe.
Her kan man også læse udførlige kamp-referater, ligesom på fcudfordringen.dk