En industri af løgne
Internettet bruges af Holocaust-benægtere til at udsprede løgne til skoleelever.I disse år overgår jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig fra at være hukommelse til at blive historie. Denne kendsgerning udnyttes af antisemitter og Holocaust-benægtere til – ikke mindst på internettet – at så tvivl om jødeudryddelsernes realiteter og rædsler. Derfor er der mere end nogensinde brug for at intensivere oplysningerne om Holocaust.
Hans P. Pedersen
Præst, forfatter, formand for Immigranthjælpen.
Når lærere i folkeskolen og gymnasiet underviser elever i Anden Verdenskrigs jødeudryddelser, støder de på stadig flere elever, som slet ikke tror, de har fundet sted. For eleverne støtter sig nu mere til internettet end historiebøgerne, og derfor bliver de påvirket af de mange hjemmesider, der er skrevet af Holocaust-benægtere.
Følgende udsagn af Holocaust-benægteren David Duke er langt fra ualmindeligt:
Holocaust er først og fremmest en historieforfalskning
Jeg tvivler på, om seks millioner jøder faktisk døde i nazisternes dødslejre. (David Duke: In His Own Words. A Sampler of Bigotry, Racism and Anti-Semitism, Anti-Defamation League, New York).
Benægtelsen af at Holocaust har fundet sted, er blevet et stadig mere anvendt middel i den antisemitiske propaganda, og denne tragiske forførelse er ikke mindst via internettet i færd med at sprede sig overalt.
stod med stor skrift arbejde gør fri.
Til trods for utallige bind med dokumentationer og beviser, inklusive autentiske filmoptagelser og vidnesbyrd fra titusinder af øjenvidner, hvoraf en del fortsat er i live, findes der hjemmesider, lærde bøger inklusive akademiske afhandlinger, som er skrevet i et forsøg på at benægte Holocaust.
Således søger den amerikanske kristne forfatter Theodore Winston Pike i bogen: Israel, Our Duty..Our Dilemma at skabe troværdighed for det synspunkt, at det antal jødiske dødsofre fra Holocaust, som er generelt accepteret (dvs. 6.000.000), er en vanvittig overdrivelse
Når man studerer dokumentationsmaterialet om Holocausts ufattelige rædsler og ofre, ville man ønske, at Holocaust havde været en overdrivelse eller en meget stor løgn!
I bogen Myths and Facts A Concise Record of the Israeli-Arab Conflict af Leonard J. Davis kan man læse, at Sawt-al-Arab, Den arabiske røst i Cairo, har givet udtryk for, at sandheden er, at ikke en eneste jøde blev dræbt i gaskamrene. Disse blev ganske enkelt brugt til at desinficere fangernes klæder. Gassen kunne heller ikke dræbe nogen, og kamrene kunne aldrig have haft kapacitet til at tage imod det antal mennesker, som Israel taler om. Det internationale samfund må standse Israel og holde nationen ansvarlig for alle dens forbrydelser, sådan at den ikke udvikler sig til en ligeså skadelig realitet som nazismen.
Selv om Holocaust er en jødisk tragedie uden egentlig relevans for den arabiske-israelske konflikt, forsømmer de arabiske medier sjældent nogen lejlighed til at benægte Holocaust.
Ikke alene forties sandheden om fortiden. Der skrives pseudo-historiske værker, der benægter jødeudryddelser, kz-lejres og dødsfabrikkers eksistens eller relativiserer forbrydelsernes omfang ved at henvise til, at Sovjetstaten myrdede lige så mange, og at de allieredes luftbombardementer var lige så barbariske. Disse er rettet mod en ny generation, for hvem Holocaust er lige så fjern historie som Napoleonskrigene, og som ikke vil have svært ved at opfatte jødeudryddelserne som irrelevant fortid.
Den verdensberømte Magnum-fotograf Eric Hartmann har i sit store fotografiske værk The Camps skildret nazismens dødslejre, hvor millioner af mennesker fabriksagtigt blev udryddet. Gennem et år besøgte han en lang række af, som han selv siger ruiner af lejrene, inden de fyldes med efterligninger eller kopier af det oprindelige.
Hans bog er en visuel pendant til filminstruktøren Claude Lanzmanns omfattende dokumentation af Hitlers jødemord, interview-filmen Shoah, der indfangede lejrenes stemmer, både ofrenes og gerningsmændenes, mens de endnu eksisterede, og inden deres førstehåndserindringer gik tabt for altid.
I New York udtalte Erich Hartmann i forbindelse med udgivelsen af The Camps til Politiken:
Pigtråden ruster, og det vil ikke være muligt ret meget længere at tage billeder af det, der var ramme om grusomhederne. Der er god grund til at tro, at de eksisterende lejres funktion vil ændre sig radikalt og sandsynligvis meget snart. I øjeblikket er deres hovedformål at dokumentere og beskrive, hvad der skete og hvordan. Det har i sig selv været svært på grund af nazisternes delvis vellykkede forsøg på at slette sporene efter sig. Hvad der i dag er tilbage er rent, ryddeligt, stille, mens det var beskidt, sygdomsbefængt og larmende, da lejrene var i brug. Hundeglam, vagternes råb, klagende jammer og rædselsskrig fra de mishandlede. I dag er de tomme, og der er ingen spor efter heden, kulden, manglen på vand og mad og grusomhederne.
Theresienstadt, hvor fangerne blev stuvet sammen i etager.
At fornægte tilintetgørelsen af seks millioner jøder er en uforskammethed mod de døde og mod de levende og deres efterkommere. Tilintetgørelsen er en veldokumenteret begivenhed. Ud over at der er overlevende iblandt os, fylder dokumenterne, bøgerne og filmene hyldemeter efter hyldemeter i arkiverne. Fakta om Holocaust er fastslået.
Det er derfor skræmmende, at Holocaustbenægtelsen i dag lever i bedste velgående og i et globalt perspektiv i et tiltagende omfang.
Historikeren Dina Porat fra Tel Avivs Universitet i Israel siger således:
Fornægtelsen af Holocaust florerer i dag ikke blot i Mellemøsten, men også i Vesteuropa og USA. Vi har indtil i dag registreret store mængder tryksager, der påstår, at jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig er fri fantasi, opdigtet af jøderne, som er ude på at opnå sympati og økonomisk vinding. Jeg er bekymret for fremtiden: med nogle relativt få undtagelser bliver skoleleverne i dag ikke undervist om Holocaust. De overlevende forsvinder. Til sidst er der ingen vidner i live. Så har vi kun filmene og museerne tilbage til at afvise påstanden om, at Holocaust aldrig har fundet sted, og at jødeudryddelserne er en propagandaløgn.
Hun konkluderer, at kampagnen mod holocaustbenægtelse bør styrkes. Skole- og gymnasieelever skal selvfølgelig undervises om Holocaust, og der skal samles et arsenal af argumenter, der kan benyttes mod de antisemitiske løgne. For en løgn skal blot gentages ofte nok, for at den til sidst bliver troet.
Man kan derfor med glæde konstatere, at Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), afdelingen for Holocaust Folkedrabsstudier har lanceret en ny hjemmeside, www.holocaust.dk, der skal fortælle sandheden om Holocaust på et sprog, som nutidens børn og unge kan forstå.
I dag har benægtelsen af Holocaust udviklet sig til en industri af løgne. Først tager antisemitterne altså jøders liv, og så årtier senere tager de deres død. Ved at påstå, at jøder selv har fundet på Holocaust for at styrke zionismen, forvandler man forbrydelsen til at blive en anklage mod ofrene.
Den jødiske forfatter og nobelpristager Elie Wiesel har i den forbindelse udtalt: Der er ingen mere farlig måde at sprede had på end ved at berøve ofrene deres død. Der findes ikke nogen mere brutal antisemitisme end den, der fornægter ofrenes lidelser og angst. Fornægtelsen af tilintetgørelsen har ét mål: at rehabilitere nazismen og antisemitismen. Overalt bør mænd og kvinder af god vilje forenes i modstanden mod denne vanvittige trussel.
Kilde: Hans P. Pedersen, Med ryggen mod muren Antisemitisme før og nu, køb bogen hos Udfordringen eller på www.proskrift.dk
