En døendes fortællinger om livet

”Indtil jeg skal dø, vil jeg gerne leve livet”, sagde Jacob Harder, der var kræftpatient og vidste, at han skulle dø.Jacob var i sidste halvdel af 30’erne. Han var lykkelig gift. Han var far til Sofus på 4 år. Han havde en god uddannelse, en god stilling. Han havde fremtiden foran sig.
Men Jacob fik cancer. Trods undersøgelser og behandlinger var der ikke håb om helbredelse. Sygdommen åd sig frem og satte en ny dagsorden – for døden – og for livet. Mange nye spørgsmål dukkede op om livet og om døden, men også om de pårørendes liv efter døden.
Jacob var indlagt på Rigshospitalet og kom derfra til Diakonissestiftelsens Hospice, hvorfra han blev udskrevet til hjemmet for igen at komme på hospice i den sidste fase.
Jacob var så ung, og han glædede sig til at se sin søn vokse op. Men han vidste, at han skulle dø. Han og hans kone, Helle, affandt sig med det og ville leve livet sammen til det sidste.
Jacob gjorde sig mange tanker. Stillede mange spørgsmål og gav mange svar. Han var et menneske, der levede i relationer, men også et menneske, der gjorde mange refleksioner. Han var et levende menneske til det sidste. Og det får læserne indblik i gennem hans samtaler med Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist ved Diakonissestiftelsens Hospice og master i etik og religionsfilosofi. Sammen skriver de bogen om Jacobs vej mod døden og de mange tanker, det giver.
Bogen er formet som en dialog mellem de to, og den er en røst fra et døende menneske, der siger, at vi skal tage den døende og døden alvorligt.
Gennem dialogen retter Jacob en kraftig kritik mod sygehuset, personalet, systemet, som mere betragter patienten som et produkt end som et menneske. På sygehuset savnede han nærhed og omsorg og følte sig som en brik i et større system. Han oplevede det umenneskeligt.
Til gengæld havde han stor ros til hospice og til den nærhed, han oplevede der. Han fik lov til at være menneske.

Væsentlige tanker fra dødens venteværelse

Når Jacob gik med til at lave bogen, skyldtes det, at han følte, han havde noget at give til andre døende. Han ville, at de skulle erkende deres situation, og et sted siger han, at han havde lyst til at sige følgende til dem: ”Du skal dø. Lad os derfor sætte os ned og tale om livet, som fortsat er der.”
Det bliver også til refleksioner om Gud og det åndelige, ind imellem lidt for filosofisk, men sådan var Jacob vel.
Jeg oplever, at Jacob har delt nogle væsentlige tanker fra dødens venteværelse med sine medmennesker i livet, tanker som vi bør standse op og reflektere over – for vi skal alle dø, en dag.
Venteværelset er en væsentlig bog, og så er den velskrevet. Derfor bærer man også over med, at der er gentagelser, der kunne have været redigeret væk.

Rita Nielsen og Jacob Harder:
Venteværelset – en døendes fortællinger om livet
156 sider • 199 kr. • Unitas