Hvad sagde deltagerne?

Linda Andrews, sanger, vinder af X Factor 2009 og ambassadør for GirlTalk.dk:
– Jeg er skam med hvert år.
Jeg synes at denne kvindekonference er et fantastisk initiativ!
Dette er virkelig noget, som kvinder har brug for.
Christine Caine er en stærk inspirerende rollemodel.
Jeg tror på, at Gud bruger konferencen, og at kvinder går herfra i frihed.

Sussie Monberg, Vojens, kommer i Haderslev Frikirke:
– Jeg var meget overrasket over al det forarbejde, der var blevet gjort. Undervisningen gav stof til eftertanke og gav anledning til nogle gode diskussioner.
Christine Caine tog så mange tabuemner op, at jeg var ved at knække sammen af grin!
– Jeg siger bare til andre kvinder:
”Skynd jer at melde jer til næste år, så I får denne opbakning og støtte til at komme i gang med at virke”.
Og jeg siger til arrangørerne:
”Slå det større op! Det er helt fantastisk”.

Kristina Norup, Søborg, kommer i Kirken i Kulturcenteret:
– Det var fedt at se så mange kvinder være så begejstrede! Det var vildt fedt at stå i kø til gudstjeneste. Normalt har man bare en lala-holdning, men folk skreg jo og ventede en halv time før.
– Da jeg i sin tid hørte om kvindekonferencen, tænkte jeg, at jeg absolut skulle med. Det ville jeg ikke gå glip af. Som kvinde synes jeg, det er en investering. Jeg har et ansvar for at ’fodre’ mig selv, så jeg hele tiden udvikler mig. Christine Caine nævnte, at vi har et ansvar for ikke bare at blive siddende. Gud ændrer ikke omstændighederne rundt om os; Han ændrer os indefra.
– Jeg synes, det er fantastisk for de kvinder, som tænker for lidt om sig selv, at de her får en intens oplevelse af, at: ”Wow, vi er så mange til at gøre så stor en forskel!”. Selvom vi er så mange samlet, er den enkelte stadig så vigtig i puslespillet.

Anny Ellgaard, Blåhøj ved Brande, kommer i Betania Kirkecenter:
– Vi er ti kvinder fra kirken, der er taget sammen på kvindekonference. Det er andet år jeg er med. Det er et must, at jeg skal med næste år. Det giver et spark bagi.
– Det er én stor inspiration for os kvinder, at vi kan få lov til at føle værdsættelse og frihed og finde ud, hvad Gud har skabt os til i stedet for at sidde fast i den her trummerum. Christine Caine fortalte om, at hun havde været på safari og havde set vilde løver, hvorefter hun var kommet hjem og havde set de tæmmede løver i zoo. Hun sammenlignede danske kristne med de tæmmede løver i bur. Vi har sat os alle sammen i bås, og det er faktisk det værste vi kunne have gjort. Kvinderne skal sættes i frihed, så vi kan få vækkelse.
– Det var godt med fællesskabet og de forskellige nationaliteter, hvor man får snakket sammen på kryds og tværs. Man møder folk og hører realiteterne om, hvordan deres liv med Gud har været.