Krigsfangeudveksling omfattende Shalit gået helt i hårdknude

Tanken om en krigsfangeudveksling omfattende den kidnappede israelske soldat Gilad Shalit i bytte mod omkring 1000 palæstinensiske fanger er gået helt i hårdknude.Om Shalit, bortført af Hamas for over fire år siden, vides meget lidt, blot at han holdes som fange i Gaza-striben – men ikke noget om hvor. Røde Kors har stadig ikke fået mulighed for at besøge ham. Hans familie og en stor del af landets befolkning græmmes – mens den unge mand visner hen Israel har afholdt sig fra at prøve at befri ham med militærmagt, fordi det menes, at hvis ledende Hamas-folk bliver dræbt under en sådan operation, vil dette gå ud over fangen Shalit. Før Israels krig mod Hamas i Gaza for snart to år siden, vurderede man i Israel, at Hamas ville løslade Shalit for at undgå et israelsk angreb. Denne vurdering var fejl. Efter krigen, hvorunder ikke få Hamas-ledere blev dræbt, ville Hamas ikke rokke sig.

Hamas’ erklærede politik er, at “bolden er på den israelske banehalvdel”. Hamas ønsker at score flest mulige points – i form af løsladelse af palæstineniske fanger med “blod på hænderne” – for at tækkes flest mulige palæstinensere.

Palæstinenserne har haft et tabstal på flere tusind siden kidnapningen af Shalit. Det, Hamas nu behøver, er en god “deal”, således at det kan retfærdiggøre den svære pris i en fangeudveksling. Hamas må tage i betragtning, hvad dets rivaler i Fatah har at sige. Fatah vil sikkert gøre nar af, hvad Hamas kan opnå. I Hamas beregninger om en fangeudveksling er magtkampen mellem Hamas og Fatah blevet en væsentlig faktor Shalit-sagen synes tillige at have skabt en spænding inden for Hamas. Nogle kilder i Gaza taler om “seriøse meningsforskelle” mellem deres gruppe i Gaza og bevægelsens ledere baseret i Syrien.

Hamas-folkene i Damascus, under ledelse af Khaled Masha’al, går ind for en tøf linje – at jo længere de venter, des mere vil de få. Ifølge Hamas har der ikke været “nogen seriøse drøftelser” i de seneste uger. En (anonym) Hamas-leder siger, at drøftelserne er gået i baglås som følge af israelsk uforsonlighed og frygt. Tidligere statsminister Ehud Olmert ønskede en “deal”, men var bange for den offentlige mening i Israel.

Statsminister Binyamin Netanyahu synes at være i samme situation, og dette er grunden til, at det synes næsten umuligt at opnå et gennembrud.