Etta Cameron trak fulde huse

Betania Kirkecenter i Blåhøj er i fuld gang med at sænke „tærskelen“ for at kirkefremmede skal få lyst til at komme i kirken

Etta Cameron, gospelsangeren, der flytter noget…

Og det lykkes åbenbart. Forrige søndag solgte kirken 240 billetter, heraf var mindst 100 gæster, vurderer pastor Morten Patrzalek.
Pinsekirken havde arrangeret koncerten sammen med den lokale beboerforening, og Etta Cameron imponerede.
– Hun var fantastisk. Hun flyttede mere i folks bevidsthed end vi præster kan gøre på en prædikestol. Vi bød bare velkommen og så stod hun for resten, siger Morten Patrzalek.
Sammen med kirkens anden præst, Jurgen Galonska, arbejder han målbevidst på at afmystificere den gamle pinsekirke.
For et par måneder siden holdt kirken f.eks. en happening med Sigurd Barret, kendt fra Sigurds Bjørnetime og Hit med Sangen på TV.
Ind imellem holder Jurgen Galonska også foredrag, bl.a. om Åndens magt og „Hvad kan vi lære af Nicolai og Julie“.