Folkekirken skal være mere handicap-venlig
Kirkeminister Tove Fergo har i netop besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde handicap-handlingsplaner for det folkekirkelige område.
– Det er på tide, at folkekirken får udformet og vedtaget en handicappolitik, siger kirkeminister Tove Fergo:
– Folkekirken bør tilstræbe at være tilgængelig for alle og mange gange er det de små detaljer, der gør udslaget.
Arbejdsgruppen vil komme til at bestå af repræsentanter for Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Provsteforeningen, stiftsadministra-tionerne og en bygningskyndig med erfaring på området.
Den 3. september 2003 besøgte kirkeminister Tove Fergo sammen med Landsformanden i Dansk Handicap Forbund Jan Jørgensen og formanden for Dansk Handicap Forbunds Bygge- og Trafikpolitiske Udvalg Arly Dalgaard tre kirker og et kirkekontor på Sjælland for at teste tilgængeligheden.
Det resulterer nu i ønsket om udarbejdelse af en egentlig handlingsplan, så folkekirkens bygninger kan opnå størst mulig tilgængelighed for alle handicapgrupper.
Handlingsplanen forventes færdig i løbet af 2004 og inden da opfordrer kirkeminister Tove Fergo i øvrigt menighedsråd til at tage kontakt til Dansk Handicap Forbund i forbindelse med renovering eller nybyggeri:
– Det er mit indtryk, at der kan opnås store resultater med hensyn til tilgængeligheden til folkekirkens bygninger, hvis der udvises fornøden omhu ved renoveringer og istandsættelser, siger Tove Fergo.