Biskopper kræver indflydelse på fællesfond

Kirkeministeren ønsker, at alle indkøb på over 5.000 kr. godkendes i Kirkeministeriet
Bispemødet i denne uge kom samtidig med rigsrevisor Henrik Otbos kritik af undersøgelsen, som Tove Fergo hyrede en advokat til for at få styr på Folkekirkens pengetank, fællesfonden. Samtidig udgik der også i denne uge en befaling fra kirkeministeren om, at fra og med denne uge skal alle indkøb på over 5.000 kroner godkendes i kirkeministeriet. Frustrationen over denne tætte og uvarslede kontrol er tydelig hos Keld Holm, der ledede bispemødet (billedet):
– Jeg hører rygter om, at Fællesfonden kommer ud af 2003 med et underskud på 5-10 mio. kr., så vi vil gerne vide hvem der har brugt pengene. Det er i hvert fald ikke sket ude i stifterne, og vi kan ikke få overblik over økonomien, fordi vi kun har indsigt i, hvad vi selv administrerer.
Biskopperne havde under deres møde inviteret topfolk fra landets menighedsråd til en drøftelse, som mundede ud i et fælles krav om indflydelse på styringen af milliard-budgettet.