Hedebølge i Israel – nu beder overrabinerne om regn

Om blot halvanden måned er det jul med dertil hørende kulde, men i Israel er der hedebølge med 33 graders varme i Tel Aviv – og tørken er så grel, at nu beder landets overrabinerne om regn og anmoder landets befolkning om at gøre det samme.Varmen skyldes en koncentration af varm luft over det østlige Middelhav, og dette forhindrer en koldfront fra Europa i at nå frrem til dette område.

Det menes, at denne måned vil blive den varmeste november i Israel nogensinde. Også i Haifa blev der målt 33 graders varme (ligesom i Tel Aviv), mens temperaturen nåede op på 37 grader i feriebyen Eilat ved Rødehavet.

Den kendsgerning, at sommeren endnu ikke vil slippe sit tag her, er god for turismen på Israel, men dårlig for priserne på frugt og grøntsager, der stiger i takt med den udeblivne regn.

Mange går stadig omkring i sandaler, shorts og korte ærmer – og tager til strandene for at køle af.

I syv år i træk er nedbøren i Israel under gennemsnittet. Og ifølge meteorolgen Nahum Malik fra “Metro-Tech Vejrtjenesten” er der ikke megen forbedring i sigte fra dette usædvanlige varme, tørre og regnløse vejrlig.

Temperaturen ventes at gå ned med et par grader i de næste dage, men der er ikke udsigt til andet end nogle få dråber regn.

Bøn til himlen

Israels overrabbinere, Shlomo Amar (sefardisk = af Mellemøst-baggrund)) og Yona Metzger (ashkenazisk = af europæisk baggrund) er så foruroligede over situaionen, at de har erklæret den førstkommende torsdag som en særlig bededag, med faste for de, der måtte ønske dette, og en bøn “for at gøre afbigt for synder, som måske har forårsaget at regnen er udeblevet”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I en skrivelse underskrevet af de to overrabinnere hedder det:

– Sommeren er forbi og det er også en stor del af vinteren, og vi er endnu ikke blevet forløst af den velsignede regn. Vandtilstanden i Israels Land er dårlig og volder bekymring, især fordi dette ikke er det første tørkeår, og landet er tørt på grund af vore mange synder – en vanskelig situation. Det er vores pligt at granske vore gerninger og komme nær til Gud af hele vort hjerte og fremsætte vores indtrængende bøn med et brudt og modløst hjerte.

Amar og Metzger har ligeledes affattet ordlyden af en særlig bøn, der skal bedes hver gang Torah-rullerne i synagogen tages ud af det hellige skab.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Noget af bønnen lyder:

– Med eet hjerte og som fra een person skal denne bøn nå op til vor Fader i Himlen, som vil lade sin velsignelse vælde frem til os med barmhjertighed, velvilje og nåde.