Godt netværk kan beskytte menigheder
Ph.d.-afhandling beskriver faren for radikalisering ved énmands-ledelser.
Leg med ilden af Ib Sørensen handler om de pentekostale menigheders (pinsemenigheders, red.) potentiale for at udvikle problematiske omverdens-relationer.
Edith Theis-Nielsen
er teologistuderende på SALT,
Skandinavisk Akademi for
Lederskab og Teologi,
i Malmø i Sverige.
Denne ph.d.-afhandling blev forsvaret 8. november på Syddansk Universitet i Odense med flere tilhørere, end universitetet havde forudset. Jan-Åke Alvarsson, professor i kulturel antropologi ved Uppsala Universitet, var første opponent; anden opponent var Christa Thomsen, lektor ved Århus universitet med speciale i virksomheders organisation; formanden for bedømmelesudvalget, institut- og forskningsleder Simon Torp, Institut for Marketing og Management, SDU, og de to opponenter havde stor ros til afhandlingen.
Ib Sørensen har foretaget feltstudier i tre trosfællesskaber, hvoraf de to har haft problematiske omverdensrelationer, mens den tredje er en kontrast-case. Derudover har en række ledere i pentekostale trosfællesskaber besvaret et spørgeskema om deres umiddelbare holdninger, suppleret med nogle kvalitativt uddybende interviews. Samtidig er Ib Sørensen bevidst om, at
trosfællesskaberne hele tiden er i bevægelse også i den periode, han har besøgt og studeret dem.
De to valgte case-menigheder (Faderhuset og Evangelist) med problematiske omverdensrelationer er ikke repræsentative for det pentekostale landskab, men de er lokale udviklinger af almene pentekostale meninger og som ekstreme cases meget lærerige.
Alvarsson foreslog, at man kunne have skrevet mere om, hvorfor folk går ind i grupper, som radikaliseres, og de positive sider af de to case-menigheder; Thomsen foreslog håndgribelige anbefalinger til handling på resultaterne af Sørensens analyse helt generelt, og Simon Torp savnede materiale om main-stream pentekostale trosfællesskabers organisation.
Emnet har almen interesse, fordi det er vigtigt at gøre sig klart hvilke elementer, der udgør en risiko for et problematisk forhold til omverdenen. Især hvis flere elementer er til stede samtidig. Det gælder uanset, om det er en pinsekirke eller et andet kristent trosfællesskab.
At et trosfællesskab stiller spørgsmål ved samfundet er dog ikke i sig selv nødvendigvis problematisk og kan være både vigtigt og nyttigt, men i nogle tilfælde udvikler det sig problematisk. Især når man har meget bestemte bud på én dogmatisk sandhed; det er nidkærheden for denne sandhed og forfølgelsen af utopier om det perfekte menneske eller perfekte samfund, som kan føre trosfællesskaber ind i handlingsmønstre, der bliver destruktive for dialogen med det øvrige samfund.
Fra et verdsligt synspunkt kan afhandlingen anvendes i et forsøg på at forstå radikalisering, fanatisme og ekstremisme i bredere forstand, hvor et trosfællesskab i form af en religiøs eller politisk ideologi taber respekten for andre i samfundet, lader sagen hellige midlet og handler ufølsomt til skade for sig selv og det samfund, de er en del af.
I afhandlingen vil man kunne genkende risiko-elementer, som også optræder i andre menigheder end case-menighederne. Derfor er Ib Sørensens feltstudier vigtige i forsøget på at forstå, hvordan de opstår og udvikler sig. Alt i alt er formålet med afhandlingen at forebygge, at trosfællesskaber hvad enten de er pinsekirker, andre kristne trosfællesskaber eller andre trosretninger og ideologier udsætter sig for de faldgruber, som er iagttaget i de to casemenigheder med konflikter til både myndigheder og medborgere. Det er især organisationskulturen, symbolerne og hvad de betyder for trosfællesskabets relationer til omverdenen, Ib Sørensen har analyseret, og ikke det teologiske indhold. Når Ib Sørensen har studeret netop pinsekirker og andre lignende kirker, er det, fordi han anser dem for at være fremtidens kirker; det er her væksten, vil ske.
Dér, hvor ledelsen kun består af én karismatisk person, visionsbæreren, med gode fremstillings-evner, udgør det en risiko, hvis denne person ikke refererer til fx et lederteam. Det samme gælder en menighed, som står alene uden et netværk, som fx Frikirkenet eller noget lignende, med mulighed for påtale, hvis et trosfællesskab udvikler sig problematisk.
En anden risiko er, når et trosfællesskab indskærper den rette kristne adfærd på en sådan måde, at deltagerne i trosfællesskabet oplever, at deres tro ikke er god nok, at de ikke er nær Gud eller, at de er uden for Guds vilje og at man må bøje af, hvis man ikke er enig med lederen, netop fordi alt åndeliggøres. Når man anfægter hinandens tro og forhold til Gud, fører det lettere til, at man skades psykisk. Ganske vist ønsker nogle mennesker, at reglerne for et kristent liv er klare, men det indebærer en risiko for, at det fører til problemer. Ib Sørensen kalder det klarhedens kultur, som kan føre til, at trosfællesskabet bliver autoritært, totalitært og dermed kommer i konflikt med omverdenen.
Bofællesskaber kan udvikle sig uheldigt, hvis en karismatisk leder sætter sig i forældres sted og træffer afgørelser inden for privatlivets sfære. Klarhedens kultur kan udvikle sig til radikale meninger, særstandpunkter og praktikker, som potentielt er skadelige og ender i parallelsamfund. Man satser meget i sådant et fællesskab, men så meget desto større er skuffelsen, når der sker et brud.
En risiko er også, når klarhedens kultur fører til idealer, som omsættes til omfattende interne dannelses- og træningsprogrammer, og der er systematiserede procedurer, som styrer og retter på den enkelte deltagers adfærd med begrænset respekt for dennes privatliv.
Hvis menneskesynet i trosfællesskabet går ud på, at samfundet er meget langt fra Gud, og det udelukkende er syndens verden, skaber det mistillid og manglende respekt for omverdenen, hvilket er en potentiel risiko for konflikt. Og hvis trosfællesskabet opfatter sig som elitært, giver det en risiko for konflikt til omverdenen og en fortolkning af konflikten som forfølgelse.
De fleste pinsekirker i Ib Sørensens materiale har lille sandsynlighed for at udvikle sig problematisk, men samtidig kan et hvilket som helst pentekostalt trosfællesskab bevæge sig væk fra sin nuværende mainstream position og stadig kaldes pentekostal.
Ib Sørensen er fortaler for netværk som Frikirkenet, da konstruktiv kritik fra andre kristne gør mere indtryk end fra ikke-kristne grupper.
Det er vigtigt at se på selve organiseringen af trosfællesskaber, for tit er det grupper snarere end individer, som bærer kimen til radikalisering. Og det er trosfællesskaberne, som selv mest effektivt kan modvirke, at deltagerne i dem radikaliseres.
