BOG-TEMA
En guldgrube

Sigurd Barretts bog om børnekultur, børneopdragelse og værdier kan det varmt anbefales forældre, bedsteforældre, lærere og pædagoger at læse.”Den tid, vi bruger på at hjælpe vores børn på vej med noget vigtigt, er givet godt ud”, siger Sigurd Barrett i sin nye bog om at opleve sammen med børn. En bog om børnekultur, børneopdragelse og værdier.
Det er rigtigt spændende at se, hvordan han peger på nødvendigheden af at genopfriske væsentlige værdier i tilværelsen, kulturelle værdier, menneskelige værdier og åndelige værdier. Med bogen placerer Sigurd Barrett sig midt i den værdidebat, der vil komme til at udspille sig i den kommende tid i forlængelse af den Værdikomission, Kristendemokraterne fik vedtaget ved det seneste finanslovsforlig.

Værdier til debat

Sigurd Barrett gør det klart, at ”hvis vi skal lære vores børn at navigere i tilværelsen, må vi dykke ned under overfladen og kigge på vores værdier, vores etik, vores moral, vores dannelse og vores åndsliv”. Det er noget, der gennemsyrer hele bogen Vores børn skal have det bedste, og som han går i dybden med i kapitlet ”Værdier før og nu”. Han prøver ikke på at få nutidens forældre tilbage til Emma Gad og Den Store Bastian, men han lægger vægt på, at børn siger goddag, når de kommer ind i et rum, og siger undskyld, når det er på sin plads.
”Den gamle idé om morgensang, bør efter min mening tages op igen”, siger han i bogen. ”Sangen kan være et mødested, hvor man kan vise den danske kulturskat for alle,” og han lægger i det hele taget op til at involvere børn i sang og musik, lære sig et instrument og blive dus med det. Lære forskellige musikgenrer at kende, og selv er han en mester i at formidle sang og musik til børn: Klassisk musik, jazz og opera har han med succes formidlet til børn på tv og ved flere tusinde arrangementer rundt omkring i landet.
”I disse år synes jeg faktisk, vi generelt oplever et værditab. Mange af de værdier, vi tidligere var enige om at definere os selv ud fra, findes ikke længere – eller opleves i hvert fald ikke nær så stærkt som tidligere”, begræder Sigurd Barrett, inden han giver os et bud på sine egne værdier, som det er ganske spændende at læse om.

Indføre i kristentroen

Med til værdierne hører de åndelige værdier, og han bruger et helt kapitel på dette og illustrerer det omkring arbejdet med hans multimediemateriale med bibelhistorier for børn. Her gør han det klart, hvor vigtigt det er at indføre børnene i Bibelens univers og i kristentroen. Dels som en tryg ramme, dels som en væsentlig del af vores kultur.

Samhørigheden i at opleve musik sammen

For Sigurd Barrett er kunstens verden vigtig – også i børneopdragelse, og det giver han rigtigt mange gode bud på – også forslag til, hvor forældre og børn kan opleve musikken sammen. ”Når vi oplever sammen, lever vi også sammen, og på den måde kan kunst og kultur også bringe os tættere på hinanden. Fornemmelsen af at møde kunst, opleve den sammen, tale om den med hinanden og dermed blive klogere både på værket, på livet og på hinanden, kan give en utrolig stærk følelse af samhørighed”, siger han og lægger op til, at man hjælper sine børn i kontakt med megen forskellig kunst og kultur, giver dem valgmuligheder.
Bogen rundes af med nogle praktiske oplysninger. Et appendiks med lege og øvelser, et afsnit om formidling af musik til børn samt en noget ufuldstændig adresseoversigt over, hvor man kan opleve opera og ballet, klassisk musik, børneteater, kunstmuseer og edutainment. Men der mangler nogle adresser på jazzsteder.

Vigtigt at have børnetid

Sigurd har fem børn. Og han har en mening om, hvad der er god børnekultur. Inspirationen har han hentet fra at være far, men også efter at have arbejdet med børnekultur i rigtigt mange år. Han er en genial formidler for børn – og de elsker ham. Med fem børn kender han også til dagligdagen med børn i hjemmet – og at det kan være svært at få tid. Alligevel – eller måske netop derfor – taler han i bogen meget om tid og vigtigheden af at have børnetid, hvor man virkelig er nærværende for sine børn, om at gøre noget sammen: lege, lave mad, vaske op, ordne haven, læse højt, gå på museum, i biografen, teatret, til koncert. Den tid, vi tilbringer med børnene, kommer godt igen.
Vore børn skal have det bedste er en guldgrube for forældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger og andre, der er i daglig kontakt med børn. Jeg har glædet mig over selskabet med den store formidler gennem hele bogen og kan varmt anbefale den.

Sigurd Barrett: Vores børn skal have det bedste
– en bog om at opleve sammen med børn
208 sider • 250 kr.
Politikens Forlag