Ny hjemmeside for alkoholafhængige og deres pårørende
Information, viden og debat om alkoholafhængighed er nu samlet på én hjemmeside
Blå Kors har åbnet et nyt mødested på Internettet, hvor alkoholafhængige og pårørende kan udveksle meninger om og erfaringer med afhængighed, håb og helbredelse. Mødestedet er en hjemmeside med titlen www.hope.dk.
Hjemmesiden er landets første guide til et liv med kvalitet og glæde, hvor afhængighed af alkohol ikke styrer tilværelsen. Her kan alkoholafhængige og pårørende møde ligestillede, anonymt og på lige vilkår døgnet rundt. De kan søge viden om afhængighedens væsen, få information om relevante støtte-, rådgivnings- og behandlingssteder i hele Danmark, læse nyheder og opleve, at de ikke er alene om at være alkoholafhængige eller pårørende.
Mødestedet er uafhængigt af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Målet er alene at hjælpe alkoholafhængige og pårørende til større livskvalitet.
Hjemmesiden er især rettet mod alkoholafhængige og storforbrugere af alkohol i alderen 30-55 år samt deres pårørende. Karakteristisk for disse grupper er, at de har behov for udefra kommende støtte, rådgivning eller behandling for at kunne erkende deres problem og ændre deres livssituation.
Projektet er økonomisk støttet af Socialministeriets Satspuljer, og der er tilknyttet to medarbejdere til udvikling og administration af hjemmesiden. Desuden er der nedsat en styregruppe som rådgiver i Hope-projektet. Styregruppen består af repræsentanter fra Taarup BehandlingsCenter (Minnesota-behandling), Alkoholpolitisk Landsråd, Alkolinien, Blå Kors Danmark og Det Nationale Udviklingsråd.