Kristelig Handicapforening åbner deres ottende hjem

Næste weekend rykker Iris og Christian Schmidt ind i lederboligen ved handicaphjemmet Præstebakken. Hjemmet er opført af Kristelig Handicapforening og er det ottende af slagsen i Danmark.I 1980 stod en gruppe kristne forældre til handicappede børn med det samme spørgsmål: Hvordan kan vi sikre, at vores børn i deres voksenliv får lov til at leve i trygge rammer i et kristent hjem?
Ud af dette behov opstod Kristelig Handicapforening, som i dag driver syv hjem – eller bofællesskaber – for voksne fysisk og psykisk handicappede.
Det første hjem, Østbækhjemmet, blev oprettet i 1983 i Ølgod. Og nu er foreningen ved at være klar til at åbne deres ottende hjem i Stubbekøbing på Falster. Ledere for det ny hjem er Iris og Christian Schmidt, som flytter ind i lederboligen næste weekend.
Der bliver plads til i alt 10 beboere i det ny hjem, og på nuværende tidspunkt er seks af lejlighederne allerede reserverede.
Hver lejlighed er på cirka 45 kvadratmeter og har to værelser, eget køkken samt udsigt over åbne marker.

Hjem – ikke institution

Kristelig Handicapforenings hjem er mere end blot et botilbud. Til hjemmene er tilknyttet medarbejdere, som på højt, fagligt niveau arbejder på at drage omsorg for beboernes fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov.
Til hvert hjem er der endvidere tilknyttet et lederpar, som skal sikre, at hjemmet netop er et hjem – og ikke en institution.
Hjemmenes økonomi er baseret på to ting: Dels betaler beboerne husleje – det dækker omkostningerne til bygningerne – og dels betaler det offentlige for den pleje, som de enkelte beboere har behov for.
Kristelig Handicapforening går snart i gang med at bygge deres niende hjem, som kommer til at ligge i Ans ved Kjellerup. Det tiende hjem er også på vej. Det kommer til at ligge i Skjern.
Foreningen har i dag 700 medlemmer.