Israels tidl. præsident idømt 7 års fængsel for sex-forbrydelser
Israels tidl. præsident, Moshe Katsav, 66, er af en domstol i Tel Aviv blevet idømt syv års fængsel for sex-forbrydelser, heriblandt voldtægt, over for tre kvinder, der havde arbejdet for ham i hans præsidenttid eller da han var turistminister.Da dommen faldt, råbte Katsav ad de tre dommere:
– I har ladet en løgn vinde.
Hans fængselsstraf ventes indledt i begyndelsen af maj, men hans forsvarere har meddelt, at de ville appellere dommen til Højesteret.
I fem år er Israels befolkning blevet holdt i spænding om denne sag, der begyndte, da Katsav i juli 2006 klagede til den daværende rigsadvokat, Menahem Mazuz, over, at en tidligere kvindelig medarbejder havde forsøgt at afpresse ham. Udforskningen blev hurtigt vendt mod Katsav, da kvinden oplyste, at præsidenten havde angrebet hende seksuelt.
Sagen mod Moshe Katsav er blevet en verdenshistorie, eksempelvis bragte det britiske BBC den i alle sine nyhedsudsendelser, fra dommen faldt og dagen igennem. Katsav græd i retten, da dommen blev forkyndt, og lederen af et voldtægts-krisecenter blev spurgt, om hun ikke havde nogen medlidenhed med ham.
– Fokus i denne sag er ikke ham, men de kvinder hvis liv han har ødelagt, lød svaret.
Dommen statuerede, at alle er lige for loven, inkl. magtfulde personer.
Katsavs overgreb mod sine ansatte har kastet skam over hans embede.
Der var stort set enighed blandt politikere på højre- og venstrefløjen i deres reaktion på dommen. Statsminister Binyamin Netanyahu sagde, at dette var en ekstraordinær dag for Israel, en dag af bedrøvelse og skam, men også en dag med dyb påskønnelse af og stolthed over det israelske retssystem.
– Ingen er over loven, ikke engang en tidligfere præsident, alle er undergivet loven, sagde han. Vi er en bastion af demokrati, menneskeretigheder, enkeltpersoners rettigheder og lovens styre
Præsident Shimon Peres blev spurgt, om han mener, at en skulptur af Katsav skal fjernes fra præsidentboligens have og svarede:
– Det er ikke nødvendigt at afvise fortiden. Den juridiske proces er ikke forbi, men jeg mener ikke, vi skal ændre historien. Dette er ikke Rusland, og vi behøver ikke at ændre fortiden for det gode og det dårlige.
Oppositionslederen, Tzipi Livni, siger, at hun i sin kval håber, at Israel nu er ved at genetablere sig.
Hovedvidnet i sagen, en kvinde blot kendt som “A”, fra turistministeriet, sagde, at længden af straffen aldrig havde været vigtig for hende.
– Skønt dette ikke er en glædelig dag for mig, er jeg lettet og tilfreds over dommen, som korrekt afspejler de alvorlige forseelser, sagde hun. For mig var domfældelsen det vigtigste, at retten troede mig og ydede mig retfærdighed, selv om det tog nogen tid. Det glæder mig, at jeg kan vende tilbage til min familie og min anonymitet.
Domstolen omfattede to kvindelige dommere, Miriam Sokolov og Judith Shevach, og den mandlige domsformand, George Karra. Dommer Shevach skrev i sin mindretalsudtalelse, at hun havde ønsket en kortere fængselsstraf – fire år – fordi Katsav “allerede var blevet dømt skyldig af retsmyndighederne, offentligheden og medierne”.
I en lederartikel i “Jerusalem Post” hedder det, at Moshe Katsav forringede præsidentembedet og forårsagede sine ofre frygtelige lidelser, men at sagen gjorde det fuldstændig klart, at ingen form for seksualle plagerier er acceptabel, uanset hvem der begår dem.
I en leder i morgenavisen “Ha’aretz” hedder det:
– Der er to vigtige budskaber i domfældelsen:. Den opmuntrer ofre for seksulle krænkelser til at tale højt om forbrydelserne, uanset hvor høj og mægtig angriberen er, og den afskrækker offentlige personer fra at tro på den illusion, at deres stilling vil skaffe dem immunitet.
Katsav vil omgående miste sin løn som ex-præsident på 1.8 millioner shekler, ca. 450.000 dollars., som tilkommer alle tidligere præsidenter på livstid.