Et klosterliv ude i ørkenen

I sidste uges udgave af Udfordringen begyndte Samuel André sin rejsefortælling. I denne uge forsætter han sin dannelsesrejse i klostret Mar Musa i Syrien.Jeg befinder mig hundrede kilometer nordøst for Syriens hovedstad, Damaskus. Jeg kan ikke se andet end sand og sten. Jeg håber at nå frem, inden det bliver mørkt. Jeg ved ikke, hvor langt vejen går, og hvor langt jeg skal fortsætte til fods, når jeg bliver sat af denne shuttlebus.Af Samuel André
24 år, teologistuderende i Århus og kendt på nettet og Københavns spillesteder som DJ Sapriori.

– Her skal jeg da nok få jord mellem fødderne, tænker jeg glad, mens chaufføren fører minibussen op og ned ad bakkernes stejle, snoede veje.
Efter 15 kilometer sker der noget. På et skilt ved vejens eneste sidevej står der ”Deir Mar Musa,” og chaufføren drejer ind. Efter kort tid ender vejen ved en parkeringsplads. Synet, der møder mig, er fantastisk!
En lang trappe snor sig op mellem to bjerge, og ved toppen langt oppe får jeg øje på klosteret.
Bygningerne er samme farve som bjerget og er derfor godt kamufleret. Da jeg når toppen efter 15 minutter på trappen, er der tomt. Ikke en sjæl at se. Jeg går hen langs muren til det gamle kloster og sætter mig på en simpel stenbænk. Ved siden af mig er der et mørkt hul i muren på højde med et spisebord. Et øjeblik efter kommer en ung skægget fyr med hijab-tørklæde gående fra en af klosterets mindre bygninger.
– Did you just arrive, spørger han.
– Yes, svarer jeg.
– You have to meet Botrus or George. Follow me, siger han og bukker sig ind i det mørke hul.
Jeg kryber med ind og tænker, idet jeg bøjer mig, at de næste tre uger må stå i ydmyghedens tegn.

Klosteret – et anderledes hjem

Mar Musa falder næsten i med sine omgivelser. Klostrets kirke blev bygget i år 1058, men selve klostret har eksisteret i mange hundrede år før det.

Da George hørte, at jeg ville blive i mere end to uger, lagde han hånden på min skulder og sagde:
– Ok, Samuel. You are not a guest here anymore. This is your home!
Det var enormt rart at få at vide. Jeg havde trods alt ikke meldt min ankomst i forvejen. Jeg fik sengetøj og håndklæde i hænderne og blev vist op ad nogle trapper i mørket. Mit værelse var så småt, at der ikke kan være andet end en seng, men jeg kunne kun lige nå at smide mine ting, inden en klokke ringede. Jeg gik ned til klosteret igen, hvor flere unge og gamle samledes i det gamle klosters gudstjenesterum. Og hvilket rum!
Ikke andet end et par stearinlys oplyste det hele. De mange freskoer på væggene og søjlerne stod badet i et svagt levende skær, der næsten fik dem til at se levende ud. Stilheden sænkede sig i rummet.
Pludselig høres en dyb kraftig stemme, og ind i rummet træder en stor gråhåret mand med briller og sort kappe. De 5-6 munke og nonner rejser sig og går over til ham og snakker uformelt med et grin her og der.
– Den store mand har tilsyneladende humor, tænker jeg. Han går rundt og hilser på os, der sidder på gulvet langs væggene. Ikke fordi alle stolene er optaget, men fordi der ikke er stole i lokalet. Hele gudstjenesten er på én gang helt nede på jorden og relationel. Den store mand, Fader Paulo, eller bare ”Abbuna”, som alle på klosteret kalder ham, diskuterer bibellæsningerne med alle og kommer engang imellem med en lille joke. Stemningen i lokalet er så afslappet, at jeg helt glemmer, at jeg befinder mig langt ude i ørkenen i et gammelt kloster på en klippeafsats.
Midt i denne afslappede stemning udføres en fantastisk symbolsk nadvergudstjeneste. Alle rejser sig pludseligt, og Abbuna tager sig til hovedet og siger på arabisk:
– Herre! Forbarm dig!
Alle knæler og bøjer panden ned til jorden og rejser sig igen. Dette sker tre gange. Jeg har læst på mit studie, at denne bønspraksis først blev brugt af kristne, men idet jeg har min pande mod jorden tænker jeg alligevel:
– Hvem er jeg?

Et glimt fra klosterdagbogen

Dagen efter skal jeg opleve hverdagen, hvilket jeg havde glædet mig til. Der er ikke meget fritid, for der er altid noget at lave. Jeg hjælper til i køkkenet, og det er stressende. Så snart én ret er lavet, skal den næste forberedes. Alt foregår på arabisk, fransk eller italiensk. Der er næsten ingen, der snakker engelsk, hvilket gør det meget svært. Problemet med stedet synes at være, at det er så åbent for turisme. Alle er velkomne, men mange forventer et museumsbesøg med rundvisning. Munkenes dagsopgaver er rundvisning, foredrag, arbejde med vedligeholdelse og så videre.
Hvis jeg vil have ro, bliver jeg nødt til at ”flygte” fra det gamle kloster til mit værelse, men her er problemet, at mit værelse ligger lige ud til et stort byggearbejde.
Der er mange fantastiske oplevelser hernede, men i øjeblikket mangler jeg en rytme og et system, for alt synes at hænge løst og er derfor stressende. I øjeblikket sidder jeg i læsesalen på biblioteket. Her kommer der sjældent andre, så her kan jeg være nogenlunde i fred. Jeg må fordybe mig i studier de næste par dage.

På arbejde med Hussein. Samuel hjælper Hussein med at bygge nye værelser til klostret. Et sindrigt hejseværk hjælper til at flytte byggestenen rundt i bjergterrænet.
En helt anden måde at tænke på

Øverst på en side i dagbogen har jeg skrevet:
– Sindsro nej! Stress ja!
Selv om man ikke kan sige, at min tur indtil nu, eller mit liv for den sags skyld, er strømlinet, så har jeg svært ved at slappe af i hverdagen på klostret.
Det lader ikke til, at der er nogen form for fast opgavefordeling eller tidsplan for hverdagen. Nogle gange begynder morgenbønnen lige en halv time senere end planen, og har man planlagt at skulle studere, kommer en munk pludselig og beder om hjælp til de næste 2-3 timers arbejde.
Men tilsyneladende er jeg den eneste, der har det sådan. Når jeg snakker med de syrere, der benytter sig af klosteret, siger de alle som én, at stedet har en ro over sig. Og at de rigtig slapper af, når de er på Mar Musa.
En dag, mens jeg arbejder med Hussein, som er ansat til at bygge nye værelser til mændene ind i klippevæggen, oplever jeg en situation, der sætter tingene i perspektiv. Der bliver hejst betonblokke op med et hejsesystem nede fra parkeringspladsen i det fjerne. Disse sten skal læsses på en trillebør og køres ca. 20 meter over til hullet i klippen, hvor værelserne skal bygges. Jeg læsser seks betonblokke i børen og triller frem og tilbage med lethed. Der kunne sådan set godt være otte blokke i børen, men jeg tager seks.
Efter 10 minutter kommer en arbejder over mod mig med fingerspidserne samlet, så begge hænder ligner to kegler. Han siger:
– La-la-la-la! Shui-Shui, som betyder nej-nej-nej-nej!
– Stille og roligt, siger han og løfter to blokke af børen. Han kigger på mig med fire fingre løftet.
– Only four, siger han.
– Men han er jo én af arbejdslederne? Og han vil have mig til at tage det stille og roligt, tænker jeg og føler mig nu om muligt endnu længere væk hjemmefra.

Hvad kan klosteret egentlig?

Alt på klosteret foregår, ligesom arbejderen sagde til mig: ”Stille og roligt!” Hverdagen er ikke formet af produktivitet og effektivitet, individualisering og konsumering. Derimod hjælper alle til med alt lige fra madlavning og rengøring til markarbejde og gudstjeneste.
Alt foregår efter et socialt bundet skema. Relationen med hinanden, overnattende gæster og turister er klosterets liv. Denne relation går på tværs af religion og kultur.
Hele klosterets liv er rigt symboliseret i gudstjenesten, som er hver dags klimaks. Abbuna sender brødet og kalken rundt med ordene:
– If you are baptized on your faith in the death and resurrection of Jesus Christ, and believe that this is his blood and body, then eat and drink. If not please pass it to your neighbour.
Pigen, jeg sad ved siden af, sender blot brødet og vinen videre til mig. Først i dette øjeblik, da hun med et roligt smil hvisker til mig, ”I am a muslim,” går det op for mig, hvor fantastisk og enestående dette sted er.
Efter tre uger må jeg tage afsked. Abbuna beder for mig i gudstjenesten, og munkene siger farvel. Da jeg er halvvejs nede ad trappen med min pakkede rygsæk, råber en stemme oppe fra klosteret:
– Samuel!
Ekkoet fra bjergsiderne er stort. Jeg vender mig om, og deroppe står klosterets sekretær og vinker farvel. Mens jeg går ned mod taxaen, tænker jeg:
– Mar Musa, no place like it!

I næste uge følger vi Samuels rejse videre mod Beirut i Libanon. Det skal vise sig at være et ’kulturclash’ af kaliber…