Italienske skoler må beholde krucifikser
Det er ikke udtryk for indoktrinering at hænge et krucifiks op i et klasseværelse på en offentlig skole. Det afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig. 15 ud af 17 dommere i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols storkammer mente ikke, at det krænker elevers religionsfrihed, at der hænger krucifikser på italienske folkeskoler.
Sagen har sin begyndelse tilbage i 2006, hvor en mor til to elever i en italiensk folkeskole klagede til menneskerettighedsdomstolen over den italienske stat, fordi hun mente, at krucifikserne i børnenes klasseværelser krænkede deres menneskerettigheder.
I 2009 afsagde domstolen i Strasbourg den første dom i sagen, og her hed det, at krucifikserne ikke måtte hænge i klasseværelserne, fordi de krænkede elevernes rettigheder og var en form for religiøs diskrimination.
Men den dom ankede den italienske stat, og den blev så omstødt af domstolens storkammer den 18. marts i år.
Denne gang kan dommen ikke appelleres.
Ifølge dommen fandt flertallet af dommerne ikke, at skolen og myndighederne var intolerante overfor elever med en anden tro end katolsk, og derfor krænkede staten heller ikke deres rettigheder.
Ydermere så havde moderen til de to elever i den italienske skole ingen konkrete eksempler på, at der var fundet religiøs indoktrinering sted på skolen. Krucifikserne i sig selv var altså ikke nok til at dømmen den italienske stat for krænkelse af menneskerettighederne.
I kendelsen står der også, at det er op til det enkelte land at bestemme, om der skal være krucifikser i klasseværelser eller ej.
Menneskerettighedsdomstolen slår således fast, at der er national selvbestemmelse på dette område.