Orla Lindskov hjem fra kaos

Udfordringens brevkasseredaktør har været i Japan under tsunamiens voldsomme følger, mens radioaktiviteten stiger dag for dag.
Han siger, at japanerne beder ”til en ukendt gud” – og han forventer en kristen vækkelse.Onsdag nat vendte Orla og Machiko Lindskov hjem til Aalborg efter en chokerende rejse til Japan.
– Det var før beregnet, men da vi så, hvordan radioaktiviteten i luften steg til 15.000 gange det tilladte, og hvordan fiskene i havet og grøntsagerne blev forurenet, så havde vi ikke længere lyst til at blive, forklarer Orla Lindskov, som er Udfordringens brevkasseredaktør.
– En anden grund var, at Lufthansa aflyste sine flyvninger. Vi var klar over, at de andre flyselskaber hurtigt kunne følge efter. Derfor spurgte vi mandag om at få ændret hjemrejsen med Finair, som først skulle have været om 3-4 uger. Og fordi vi havde bestilt rejsen før atomkraftulykken, fik vi lov at komme afsted straks om onsdagen.

Sammen med sin hustru Machiko skulle Orla besøge familien, som bor i storbyen Osaka i den sydlige del af Japan.
– Vi rejste til Japan mandag den 14. marts, lige efter at tsunamien havde ramt det nordlige Japan om torsdagen, fortæller Orla Lindskov.
– Vi vidste selvfølgelig, at der havde været en tsunami, men den ramte jo det nordlige Japan, og vi skulle besøge den sydlige del, som ikke var ramt.

– Vi var kun lige kommet derover, så eksploderede det første atomkraftværk, og et par dage senere eksploderede endnu et.
Vi var indstillet på at leve med det kaos, som tsunamien har medført, men vi brød os ikke om den usynlige radioaktive fare. Trods alt er afstanden kun som fra Stockholm til Aalborg, og allerede nu er der jo målt forhøjet radioaktivitet helt i Canada og Nordsverige, så det kunne hurtigt komme ned til os.
Folk spiser nu jodpiller for ikke at optage den radioaktivitet. Men pillerne giver andre ubehag.

– Det har været chokerende at følge fjernsynsudsendelserne i Japan. Speakerne har været rystede, og regeringens talsmand sagde rent ud, at de ikke vidste, hvor det her endte, eller hvad de skulle gøre.
De forsøger at forberede befolkningen på, at de ikke kan komme med en løsning – i hvert fald ikke hurtigt.
Vi har set voksne mænd stå og græde på tv. En gammel mand fortalte, at hans kone og børn, børnebørn, svigerbørn – alle 16 var druknet, og at kun han havde overlevet. Han ville ønske, at børnene havde overlevet, og at han selv var druknet.
Tsunamien har jo ramt en kyststrækning på henved 1000 km i det nordlige Japan, hvor alt er ødelagt, ind til 10-12 km inde i landet.
Bølgen var op til 18 meter høj, og landområdet er i forvejen meget lavtliggende. Selv om man havde forberedt sig på tsunamier, så havde man ikke forestillet sig en bølge på mere end 5-8 meter.
Et sted stod der 6.000 nye Toyota-biler på kajen. De blev alle skyllet i havet…
Det er så enormt, hvad der er sket af ødelæggelser, at man næsten ikke kan fatte det. Efter at vi er kommet hjem til det trygge Danmark, virker det helt urealistisk… Som et mareridt.

– Værst er det selvfølgelig med de 17.000 døde og de 13.695 savnede, som formentlig også er døde. Redningsfolkene graver hver dag nye lig ud af affaldet, og når de dræbte er blevet identificeret, bringes deres navne i endeløse rulletekster på fjernsynet, fordi de påprørende søger efter dem.
Bølgen ramte skoler og andre bygninger op til 2. etage og rev alt væk. Hele skoler og børnehaver er forsvundet med alle børn, mens forældrene lever. Vi så billeder fra lighuset, hvor voksne brød grædende sammen over små bylter med børn.
Efterhånden kommer de mange druknede nu op til overfladen som oppustede lig. Fiskerne finder dem helt ud til 20 km. ude fra kysten.

– Fiskerne er hårdt ramt. Deres fisk er forurenede af radioaktivitet og kan ikke sælges, og derved mister de deres levebrød.
Det samme gælder alle de landmænd og gartnere, som har levet af at dyrke grøntsager. Med atomkraftulykken bliver deres varer nu forurenet og kan ikke sælges. Vi så en landmand gå med sine køer i det radioaktive område. Han ville ikke evakueres fra sine køer.

– En ældre dame i Danmark spurgte mig, hvordan Gud kunne tillade det. Men vi skal ikke give Gud skylden. Mennesket har sluppet så store kræfter løs, at vi nu kan udslette os selv. Vi lever alle under syndefaldets følger. Den slags er vi ikke automatisk beskyttet imod, heller ikke som kristne, men den enkelte kan alligevel påkalde Guds hjælp og få hjælp.
Katastrofernes størrelse og voksende antal bør også minde os om, hvad Jesus forudsagde om de sidste tider før hans andet komme til jorden. At der skulle være jordskælv, frygt for vandkatastrofer, krige osv.

– I Japan beder folk meget mere end i Danmark, fortæller Orla Lindskov .
– Japan er kendt som et højteknologisk samfund, der har klaret sig utroligt godt. Og japanerne har et utroligt gå-på-mod. Men det er nu gået op for folk, at mennesket ikke har kontrol over alting. På tv står selv premierministeren frem og siger, at regeringen ikke har kontrol. De er desperate.
Japanerne viser ellers ikke deres følelser. De lider i stilhed.
De fleste japanerne er buddhister, men Buddha er jo ikke en gud, men kun en læremester, så de beder til ”en ukendt gud”, ligesom Paulus fortæller om grækerne. De bad til det, de ikke kendte. Og desuden beder de til – eller ærer – forfædrene.
Men jeg tror, der nu kommer en kristen vækkelse i Japan, fordi de kristne er uafbrudt i bøn.
Der er ca. to mio. kristne ud af Japans 125 mio. Og det er nogen, der mener noget med det, for de har selv valgt at skille sig ud. Det er de japanske kirker, der vokser. Ikke missionær-kirkerne. De har haft deres tid.
Min kone Machiko blev selv kristen, fordi en kvindelig norsk missionær, som var blevet smidt ud af kommunisterne fra Kina, slog sig ned i hendes gade.
Da Machiko som barn trådte ind i kirken, mærkede hun straks, at der var en helt anden ånd end udenfor. Derfor kom hun der og blev kristen.