Kunst og tro
To mennesker mødes: en kunstner og en kunstformidler – det er blevet et lykkeligt møde.
Kunstneren er Arne Haugen Sørensen, emnet er hans kirkekunst; formidleren er Lisbeth Smedegaard Andersen, der regnes for en af vore fornemste kendere af moderne, religiøs kunst. Hun ser Haugen Sørensen som en vigtig forudsætning for de seneste årtiers stigende forståelse af, at man ved at invitere moderne kunst ind i kirkerne også kan åbne for en moderne forkyndelse.
I denne bog forsøges det at sætte ord på der, hvor ordene ellers ikke rækker. Formuleringen stammer fra Lorca, en af de helt store litterære ikoner i Haugen Sørensens andet hjemland, Spanien. Tradition er vigtig, så kan tiden skrige nok så meget på originalitet. Kunstneren siger det selv således:
På en underlig insisterende måde har mit maleri … ledt mig tilbage til det, vi troede for længst at have opgivet. Traditionen. De elementære åndelige byggeklodser, vi tænker og føler med. Tilbage til det, hele vor begrebsverden er bygget på. Det net vi sier vore oplevelser igennem, og som skiller godbidderne fra det, der ikke kan bruges. Helt derned, hvor man aldrig havde troet, at man nogensinde skulle komme. Ned til det umoderne og usmarte. Til det pulterkammer man kalder gamle myter. Helt ned til kristendommen (s. 7).
Haugen Sørensens religiøse billedverden er ikke blot og bar illustration, den er lige så meget en indplacering i vor moderne tid. Tro og tvivl, håb, længsel og kærlighed, ensomhed, korsfæstelse og opstandelse: alle findes de repræsenterede og er gjort vedkommende.
Det var i 1983, at kunstneren fik sin første opgave i kirkeligt regi, og den kom fra Immanuelskirken i Kolding. Siden er det gået slag i slag, og forfatteren fortæller om samtlige Haugen Sørensens kirkeudsmykninger i kronologisk orden. På et kort bagerst i bogen kan man se placeringerne, hvilket giver god mulighed for som kirke-turist selv at planlægge en koncentreret rundtur i værkerne. Der er 26 at vælge imellem!
En samtale mellem kunstneren og bogens forfatter afslutter bogen, og her er Haugen Sørensen igen inde på problematikken: at formulere det u-formulerbare: Forstanden kan tit være en klods om benet, men kunst og religion kan ikke sættes på formel. I stedet handler det om mirakler og uforklarlig indsigt (s. 170).
Placerer sig flot på reolen side om side med billedværket Den store passion om påske-beretningen, som kunstneren udgav i 2009. En bladre-bog, det kan være svært at løsrive sig fra. En oplagt gave-idé for både kunst- og kirke-interesserede.
Lisbeth Smedegaard Andersen:
Arne Haugen Sørensens kirkekunst
– hvor ordene ikke rækker
175 sider 300 kr. Bibelskabet